FREM MED SAKSEN

’Warszawa’ på Teater Grob er vild og talentfuld underholdning, der bare dør ud i et overlæs af larmende idéer.

 
 
Spiller på Teater Grob indtil 12. april

***

 
FREM med saksen! Thomas Levin er hurtig i hovedet, hurtig til at skrive og med en lynsnap evne til at se situationer og replikskifter, og sandelig få dem ned på papiret, så de er lige til at brodere på for skuespillere.
Sådan er det vel gået til med ’Warszawa’, som nu går på Levins eget Teater Grob. Hans makker, instruktøren Per Scheel-Krüger har næppe haft problemer med at få stykkets fire skuespillere til at tænde på stoffet.
Men ’Warszawa’ er blevet på op mod to og en halv time. Vi morer os på livet løs den første time, men latteren visner efter pausen, efterhånden som rapheden stivner i gentagelser, fantasifuldheden gror til, og irritationen bider sig fast.
Levin kalder ’Warszawa’ en ’eksistentiel tidsrøver’. I dét ligger der en antydning af stykket som led i den karakteristik af danskere, der er ideen i et større projekt. Den består i at skabe en række stykker, som alle rykker danskere rundt i verden til forskellige steder, hvor de kan rammes på kornet som nogle skæve individer i relation til omverdenen.
Ikke nogen ilde idé. Det første i serien var ’Hotel Nelson’, der blev et gribende stød i den danske hjertekule – danskere på svuppende turistsafari i Afrika. På flugt fra sig selv og deres virkelighed.

RABLENDE TEMPO

Nu handler det om et par gutter, som fejrer polterabend for den ene af dem ved at snuppe en weekend i Warszawa. Netop dér, fordi de dér har været på gymnasietur femten år før.
Nu skal der knald på igen på samme hotel, mens de venter på en tredje fyr, der bare strander i en lufthavn undervejs. Til gengæld ramler de ind i en pige fra skoletiden – hun bor tilfældigvis på samme hotel, fordi hun er assistent på en amerikansk film, der optages på stedet. 
Det kører som sagt fint i første del af stykket i kraft af et uimodståeligt rablende spil mellem Jens Sætter-Lassen, Cyron Melville og Mia Lerdam. Thomas Levin har en særlig evne til at ramme jargonen hos generationen omkring 20, og det giver pote hos de tre skuespillere. Og hos et publikum som det, vi så forestillingen sammen med denne aften: Gymnasieelever. Identifikationen med tempo, sprog og surrealistisk logik ramte mærkbart plet.

FIKS IDÉ

I anden del tager en fiks idé overhånd. For at give Warszawa-vinklen substand har Levin proppet en amerikaner ind, en fortumlet og syret skuespiller, der skal spille en rolle i filmen. Malte Joe Frid-Nielsen spiller ham, og den figur, han har i hænderne er utålelig i en grad, så vi taber interessen for idéen, der skal tilfører anden del af ’Warszawa’-historien et perspektiv på Warszawas fortid under 2. verdenskrig, nazismens ødelæggelser og ikke mindst udslettelsen af jøderne.
Levin satser på at lade alt ende i et absurd kaos af misforståelser, polterdruk, Chaplin-parodi, hotel-flirt, musikalsk drypvis terror med Chopins Es-dur nocturne og Wagners forspil til ’Lohengrin’, et absurd vildnis, der er tæt på at bringe næsten hele sidste del til en stort lydlig og visuel kakofoni af sammenstødende temaer. Sikkert bevidst, men med den effekt, at vi begynder at kede os.
Det er der, man skriver på sin lap seddel: Stryg, skær ned.
Og dét vil gøre godt for ’Warszawa’, som skal spilles i 2017, når alle seks (!) dele af det samlede ’6. kontinent’ skal opføres på én gang på Aarhus Teater som indslag i byens fejring som Europæisk Kulturhovedstad.

gregersDH.dk