EN DUFT AF LAVENDEL
Årets dramatikerkonkurrence på Teater V er vundet af den unge skuespiller Benjamin Kitter med stykket ’Sparta’ – en talentfuldt komedie med gode skuespiller-opgaver, især for Ditte Gråbøl og Kristian Halken.
Spiller på TeaterV indtil 23. marts
***
PÅ sæderne ligger der små duftposer med lavendel. Og Louise Becks scenografi er et Provence-landskab, der breder sig helt ud på teatrets sidevægge – et velduftende orgie omkring et sceneri, hvor et ægtepar har slået sig ned i desperat feriehumør.
Desperat er lige ordet om det, dramatikerdebutanten Benjamin Kitter har banket ned i det sydfranske paradis.
Titlen på det stykke, som han har vundet Teater Vs dramatikerkonkurrence med, er ’Sparta’, men vi er altså ikke i Grækenland, vi er i Frankrig, og stykket hedder sådan, fordi ægteparrets yngste søn Sebastian er psykisk retarderet, men besat af fodboldklubben Sparta.
Han ankommer sammen med sin ældre bror Elias til ferieidyllen for at besøge far og mor, og på det tidspunkt er det allerede gået galt: Far Herbert og mor Lilly opfører fra starten et ægteskabeligt show af foruroligende dimensioner – Ditte Gråbøl i knitrende, øredøvende, snakkesaligt rabenskralde-humør over for ægtemanden, som sløver distræt rundt, umulig til alt praktisk, alene at se ham med en støvsuger. Han får den til at opføre sig som sømandens i nonnens hånd.
Det er Kristian Halken i utrættelig distraktion, hans Herbert så bedøvet af at høre på konen, at han mumler ’ja’ til hvad som helst, mest på de forkerte steder.
NOK TIL HELE UGEN
Den ganske underholdende lille komedie – den varer under halvanden time – har temaer nok til hele ugen:
Først Lillys og Herberts nedslidte ægteskab.
Dernæst den retarderede søn, stærkt markeret af Brian Hjulmann med alle tænkelige svagheder, især et gjaldende, umotiveret råb ’Sparta!’. Han ønskes stort set til Bloksbjerg af fru Lilly, og far Herbert orker ham ikke, har aldrig gjort det, men prøver alligevel.
Endelig et næsten øjeblikkelig genoptaget politisk opgør mellem den ældste søn Elias, der er opstillet som folketingskandidat for noget, der ligner Liberalt Centrum, og far Herbert, der er et gammelt radikalt bløddyr med fortræffelige, men delvis udslukte humanistiske holdninger.
Familiens feriekomsammen viser en tro forlængelse af hjemmelivet. Far Herbert søger jævnligt tilflugt på lokummet med sin avis, når Lilly, Sebastian eller Elias bliver for uoveskuelige at håndtere for ham. Carsten Bjørnlund er den perfekte karrieredreng Elias, klar til at håndtere det meste med flink og indifferent rutine.
IDÉ
Som dramatisk debutarbejde er ’Sparta’ ikke uden idé og talent, men ville måske vinde ved at have koncentreret sig som et enkelt af de konflikter, der hober sig op.
Vinderprojektet er lagt i hænder på gode skuespillere. Alle fire. Og instruktøren Frederik A. Neergaard får sikkert det bedst mulige ud af opgaven.
Men man ser alligevel for sig et rent duetopgør mellem en ildsprudende damehøvl Ditte Gråbøl og en livstræt radikaler Kristian Halken. Et opgør, der kunne få lov at bide helt til, frem mod den bitre slutning, som ikke skal afsløres her.
gregersDH.dk