På DREJESKIVEN

’Woyzeck’ er en fremragende forestilling – en sort, jordisk drejeskive omkring en ulykkelig skæbne, soldaten Woyzeck. 
 

Spiller indtil 21. maj på Skuespilhusets Store Scene

*****

SCENEN er en stor sort drejeskive. Den drejer uafbrudt under forestillingen. Drejer som lirekassen i Schuberts ’Winterreise’. Som jordkloden. Som tilværelsen. Med en let skurrende lyd.
Pludselig standser den, og der bliver mere dødstille end selv en præst kan ønske sig det under en begravelse. Ved kanten af drejeskiven står soldat Woyzeck. Omsider siger han: ’Jeg står ved afgrunden’.
Han har flakket drejeskiven rundt, gået strækmarch på den, udført sit elendige slavejob med at barbere kaptajnen, blevet skældt huden fuld, hånet af regimentslægen, der eksperimenterer med ham, han har nærmet sig det brændstof, der holder stumperne af han mentalt intakt: Marie, hans kone, og deres lille dreng Christian.
Han har joket med soldaterkammeraten Andres i den tone, der som den eneste anvendelige kan bringe ham på bølgelængde med noget jævnbyrdigt. Ellers fortaber hans snak til alle sig i de drømme, den besættelse, det flyvende sortsyn, som tumler i hans hoved – et menneske, der er forvildet af tilværelsen, som det ene øjeblik er ubegribelig, det næste fyldt af stumper af skolelærdom, katekismus, håb om noget utænkeligt.
Og han har endelig gennem det tågede mylder omkring ham set: Tamburmajoren. Mandedyret, der udser sig Marie som offer. Og Marie, der i kimingen af hans bevidsthed, ofrer sig og ofrer ham.
 

SØREN SÆTTER

Instruktøren Staffan Valdemar Holm og hans scenograf Bente Lykke Møller har gjort denne drejeskive til en skueplads for alverdens mennesker omkring denne ene blandt menneskehedens ulykkelige børn, et sindbillede på tilværelsens ubegribelighed.
Omkring ham på den jordiske drejeskive leger børnene ubekymret, der opføres cirkus, og ludere og lommetyve cirkulerer som satellitter, på jagt efter bytte. Eller uden mål og med som de fleste andre.
Søren Sætter Lassen er denne søgende soldat Woyzeck, en søgende, der ikke ved, hvad han søger, men styres af sin undergangsstemning. Vi følger ham på hans usikre kurs mod afgrunden, konstaterer, hvordan Sætter skaber en figur, der milevidt fra hans forrige i efteråret, Strindbergs Faderen.
Opmærksomheds-opslugende i sin kraft og indadvendte råstyrke. Da han ligger på lægens bord og pines, strejfer det os selvfølgelig, hvordan fanden han fysisk har overlevet den katastrofe, der for to år siden ramte ham under kulissestyrtet på scenen.
 

EN FORNØJELSE

Det er en fornøjelse ved hans side – så meget hun nu er dét! – at se Lene Marie Christensen som den livskraftige, og livssultne Marie, kontant det ene øjeblik, det næste fjern i blikket i sit forsøg på at forstå Woyzeck. Det er en fortræffelig præstation.
Ligesom vi omkring de to ser det sære, uhyggelige konglomerat af stiliserede individer, Esben Smed som doktoren, Henrik Jandorf som tamburmajoren, Peter Gilsfort som Andres, Helle Fagralid som Käthe, Kirsten Olesen som bedstemoren, og Ole Lemmeke og Benjamin Boe Rasmussen i forskellige roller.
Det er en ’Woyzeck’-opsætning, som skaber en helt original og faretruende ramme omkring et dramatisk og digterisk nedslag i sjælens usikre dybder – ensomhed midt i det kaos, der omgiver os alle. Godt teater, fordi det udnytter rum og bevægelse, stemmer og musik på enkleste vis. Til at vise det sværeste.

gregersDH.dk