TIL TOPS

’Den grønne elevator’ med alle flasker i sving igen – en Tommy Kenter til vejrs i gardinerne og Bodil Jørgensen med strutskørtet flagrende. Det er Tivoli – den gamle forlystelses-luder – for fuldt udtræk.

(Tegn: Claus Seidel)

Spiller i Glassalen i Tivoli indtil 13. april

****

DET er lige ind fra den sure støvregn gennem et Tivoli, hvor lamper og lys og træernes sorte grene får alt til at ligne en scene fra en fransk tresser-film af de sorte.

Men Glassalen har rød løber ude, Tivoligardister trutter ved indgangen, så blæserne knækker toner med kolde fingre mod knapperne. Det mærkelige åndehul i Københavns hjerte sender hjerteskærende gisp ud i mørket om at holde humøret højt.

Tivoli – den gamle forlystelsesluder – kan endnu og beder os om ikke at give efter for depressionerne. Hun spiller ’Den grønne elevator’ som et ekko af forrige generationers slagfærdige lattergisp i teater efter teater, på Nørrebro og Amager og Frederiksberg og Vesterbro – farcer, lystspil, komedier, gemmelege, en fisen ud og ind ad døre, forvekslinger, dobbeltsengen som omdrejningspunkt. Flere døre, der smækker. Og mere latter.

TUNG START

Hvordan går den, den gamle grønne elevator, i sin nyeste ugave ved Lisbet Dahl? Hun er hjemme i den komedie i den grad, at teatergængere mumler ’Den grønne elevator’, når de hører hendes navn, hvis ikke de siger: ’Cirkusrevyen’.

Hun har fået Tommy Kenter til at være den tumpede ægtemand, der keder sin kone Ann Eleonora Jørgensen til døde i stuelejligheden, fordi der ikke er spræl i ham til andet end at læse avisens børsnoteringer. Han er bankmand.

Tid tager det. I den ’Den grønne elevator’ skal vi lige have overstået nogle indledende manøvrer med konen og hendes elsker.

Tung start altså. Så man et øjeblik frygter, at den gamle komedie alligevel ikke mere er, hvad vi husker fra Lisbet Dahls og Claus Ryskjærs store dage i 90’erne.

Det er bare indtil konen og elskeren er blevet ekspederet ud af døren, og ægteparret ovenpå ved en misforståelse indfinder sig til middag, og manden stikker af igen med en sveden undskyldning, men konen overlades til sin skæbne…

KUP

Derfra oplever vi, hvilket kup det er at få Kenter i hovedrollen. En Mr. Bartlett, der er målløs over for alt, hvad man byder ham. I løbende selvforsvar for at få lov at være i fred. Naiv i sin opfattelse af verden omkring ham. Plumper i og plumper i. Kenter med en timing af sine replikker, der tager præcis højde for effekten: Et latterbrøl fra publikum.

Også Bodil Jørgensen er noget af et kup. Total fjantet som en amerikansk collegepige, iført strutskørt og en generthed, der får hende til at overgeare, ikke mindst da opgaven for hende og Kenter bliver at kompromittere sig selv og hinanden for at provokere deres respektive ægtefæller, da de omsider indfinder sig.

Alle kejtede eksperimenter forsøges i sofaen.

Men det går løs for alvor, da de kaster sig over flaskerne for at komme i humør.

Her begynder et af dansk teaters famøse drukorgier. En endeløs cocktail af alt tænkeligt, som bringer de to opad og opad i sprutetagerne, kulminerende i hvad de udnævner til ’den grønne elevator’, da en eller anden giftig satan af en likør tilføres i tagetagen.

Kenter er til tops i gardinerne – hvilket adræthed dette sværdvægtige rovdyr af en skuespiller er i besiddelse af! – og Bodil Jørgensen når at splitte det halve af Nina Schiøttz’ 50’er-udstyrede dagligstue.

En dekoration, der igen bringer mindelser frem om utallige forvekslingskomedier gennem tiderne. På ABC Teatret, på Nørrebro Teater, på Privatteatret etc. For ikke at sige utallige amerikanske underholdningsfilm fra den tid, som Lisbet Dahl og Glassalen har i hovedet med elevator-showet: 50’erne.

gregersDH.dk