Amalie Dollerup som Esther Levin konfronteret med forældrene, Henning Jensen som hr. Levin og Marianne Høgsbro som fru Levin (foto: Allan Toft)

*

*

*

*

*

*

SÆT DIG, ADOLPH!

 
Aalborg Teater har skabt en rørende opsætning af ’Inden for murene’ i en sublim balance mellem komik og alvor.

*****

 
STORT og glimrende ensemblespil! Intet ringere.
Foromtalerne har selvfølgelig samlet sig en del omkring Henning Jensens medvirken. En skuespiller uløseligt forbundet med store roller på Det Kgl. Men gå ikke fejl af ham. Heller ikke af instruktøren Morten Kirkskov. Henning Jensen er en skuespiller, der i eminent grad spiller sammen med andre. Ikke en solist, der skubber sig foran. Og for den rigtige instruktør en skuespiller, som er lydhør. Som formår at anbringe sig netop der i spillet, hvor historien placerer ham.
Nemlig her i centrum af dramaet ’Inden for murene’ som gamle hr. Levin, den jødiske børsmægler, der bærer det for os urovækkende fornavn Adolf. Et fornavn, der var helt normalt for hundrede år siden, men som næppe nogen jødisk far og mor i dag vil døbe deres søn.
 

EN JØDISK FAMILIE

Aalborg Teater ruller næsten hele ensemblet på plads for vores øjne allerede i en kort indledning. Ingen replikker. Kun smalltalk i den almindelige familietummel til tonerne af lystig kletzmermusik. En brillant præsentation.
Derefter ruller den klassiske historie med al dens charme, smerte, jubel og sorg. Standard-repertoire på især Det Kgl. gennem snart fire generationer. Historien om datteren Esther, der bryder det faste jødiske familiemønster ved at forlove sig med en ikkejøde, endda en fyr, der er søn af en gammel konkurrent og dødsfjende til Adolf Levin.
Fortællingen udviklet fra den egentlige åbning af spillet med middagen, hvor alle de jødiske traditioner ved et måltid pinder familien Levins persongalleri ud – fru Levin: Marianne Høgsbro med husmoderlig, let distanceret omsorg. Sønnen Jacob: Steffen Eriksen, krop og hoved styret som en tornado mod forretning, kone og barn (frodige Lise Baastrup og Lille Sara, spillet sødt af Emma Busk). Den anden søn, lægen Hugo: Martin Bo Lindsten med en fod forsigtigt plantet i løsrivelse fra de ortodokse bindinger.
Og så den evige Meyer: Jakob Højslev Jørgensen, prokuristen, der får lov at sidde med til bords, dog på yderste fløj, men nær nok til, at han kan sende forsigtige blikke til datteren Esther, den unge femme fatale – hvis man kan bruge den betegnelse lidt skævt, for uskyldig er hun i al sin ungdom, men skyldig i denne sammenhæng, for hendes tilsynekomst ved middagen og den efterfølgende tilståelse sætter hele familieskuden i duvende søgang.
Amalie Dollerup udfolder en kær blanding af ungt oprør og forsøg på at dulme farens vrede.
 

SUBLIM BALANCE

Det fine ved denne opsætning er altså ensemblespillet – også i 2. akten da Adolf og hans kone forsøger forsoning med Esthers kommende svigerforældre, etatsråden og etatsrådinden og deres forvorpne søn, den unge Jørgen Herming (Mads Rømer Brolin-Tani), der har fået Esthers hormoner til at gløde i ikke-ortodokse rytmer. Hans forældre portrætteret skarpt af Jørgen W. Larsen og Hanne Windfeld.
Men det allerfineste er, at ensemblespillet er styret med en sublim balance mellem det komiske og det temmelig rystende seriøse.
Tonen mellem især Henning Jensen og Marianne Høgsbro hviler på denne balance, hvor ironi, gammeltestamentelig ortodoksi og almindelig fornuft blander sig med fortvivlelse over det uløselige i konflikten og almindelig ægteskabelig fnidder.
 

REPLIKKER SOM PILE

Marianne Høgsbro har udviklet en raffineret dobbelttydighed i sine på den ene side afventende replikker, men samtidig skarpe udspil, når der skal sættes ind: ’Sæt dig, Adolf!’ kan hun slynge ud som en pil. På samme måde som Hanne Windfeld som Hermings kone fra sin rullestol kan nagle sin mand: ’Sid ordentlig med de ben!’ Det er damer, der styrer de herrer fra sidelinjen. Kvindeselvbevidsthed og oprør anno 1900.
Ved siden af det: Henning Jensens afdækning af Levins som et offer for sine fordomme, sin vrede, sin fortvivlende fastlåsthed i gammel forurettelse og ortodokse livssyn. Et skrøbeligt ’voksent’ barn på en måde. Som indser, men prøver at skjule, at han er klar over, at spillet er tabt. Det er en umådelig rørende præstation.
Som alt i denne ’Inden for murene’ er både rørende, vittig og et frygtindgydende billede af etniske fordomme – aktuelt, hvor man projicerer historien til vores dage fremmed-problematik og ikke bare ser ’Inden for murene’ som tidstypisk for jødisk kultur og antisemitismen for hundrede år siden.

gregersDH.dk