Mathias Hedegaard og Xenia Lach-Nielsen i ‘Apollo og Daphnes kærlighed’ på Hofteatret (Foto: Have Kommunikation)

*

*

*

*

*

*

NÆSEN I LIBRETTOEN

 
Barokoperaen ’Apollo og Daphnes kærlighed’ på Hofteatret er imponerende arbejde, godt sunget, men kræver tålmod.
Spiller indtil 26. februar på Hofteatret

****

 
NÅDA! Her skal man holde ørene stive. Eller have læst ordentlig på lektien. Og lektien er de græske guder og mylderet af mytologiske skrøner omkring dem. En lektie, som ingen gymnasieelev i vore dage finder andre steder end på bunden af deres bedsteforældres mølædte bogkasser.
Det sidste kan vi beklage. Men så er dén ikke længere.
Hvis man vil have udbytte af den opførelse, som ’Nordic Network for Early Opera’ lige nu foranstalter i Hofteatret af operaen ’Apollo og Daphnes kærlighed’, så er det på med vanten.
Vanten er lige ved hånden i Hofteatret.
Selskabet med det pompøse navn har fået trykt et programhefte på 75 sider takket være muskuløse sponsorer. Med billeder, analyser, handlingsbeskrivelse. Tilmed hele librettoen til operaen – som man ved premieren så mange med næsen boret i for lige at få hold på, hvem der nu var Apollon, og hvem der var Tithonus, hvem der var Kephalus o.s.v. og hvem der sang hvad på scenen. Nødvendigt – selvom der bliver sunget på dansk, i sig selv en usædvanlig og imponerende idé ved projektet. Det siger vi uden at være medlem af DF.
Forskellige maleriske kostumer til at identificere guder og mennesker hjælper lidt undervejs. Dekorationer er der ingen af.

SPILLELYST

Vi godskriver selvfølgelig projektet det målrettede initiativ med at få 1600-tallets ukendte operaer på scenen. De har gjort det før. For tre år siden med en opførelse af Monteverdis ’Poppeas kroning’, spillet på Københavns Musikteater i en forbløffende udgave, der selvfølgelig havde svært ved at hamle op med McVicars overvældende opsætning på Det Kgl. nogle år før, men levede fint i kraft af spillelyst og energi.
OK så, nu med Cavallis ’Apollo og Daphne’. Det er en opera med godt med liv og intriger i 1. akt mellem himmel og jord, mellem guder og mennesker, hvor de medvirkende spiller på en vis ironi omkring deres forskellige absurde status.
Det kniber mere med at holdes os fangen og nysgerrige i den lange 2. akt, der forløber med knirkende opgørelser af de medvirkendes identitet, hvor komikken fortaber sig i respekt for de alenlange ariose konversationer. Hug en hæl og klip en tå, lyder vores forslag.

SPRING FREMAD

Der er så meget kraft og punch og professionel kompetence i musikere og sangere, at man gerne vil deltage i den ganske vist lidt nørdede, men alligevel engagerede interesse for tidlig barokopera – det, vi også oplevede i de år, Kasper Holten tog genren op.
Selv med det mere beskedne regi, som staben omkring ’Nordic Network for Early Opera’ udfolder, tager vi det til os, lytter og sluger de nydelser, der følger med. F.eks. at høre Xenia Lach Nielsen som Daphne – plus Aurora, plus Procris, for at det ikke skal være løgn.
Hun har taget et godt spring fremad fra sin Poppea, der allerede imponerede, men ind imellem havde koloraturer – ’i søgang’, som vi skrev dengang. Enormt meget mere sidder nu lige i skabet. Hvad går der af hende, den pige? Hun har fundet et guldkorn i sin venstre hjernehalvdel. 
Også Mathias Hedegaard opererer glimrende med sin tenor, der er robust og velklingende og sandelig er i stand til at flintre dristigt op i et leje, der ellers er kontratenorens.

AKUSTIK

Cavallis opera mangler et job for en bas, men vi har det godt med den norske tenor Erlend Tyrmi, den svenske tenor Martin Vanberg, og den lille svenske sopran Teresia Bokor, som kvidrer Amor på det mest nuttede med bue og pil i hånd.
Og skulle det være en djærv Venus, og hvad hun ellers sang, så har vi Lise-Lotte Nielsen med den lystspil-ramasjang, som vi savner hende i på Det Kgl. nu. Hun er en gevinst, lige meget hvilken forestilling hun anbringer sig i.
Hofteatret er akustisk en fornøjelse til en forestilling som denne. Der er ikke brug for kæmpestemmer, alt kan fungere på et rimeligt vokalt konversationsniveau, og instruktøren Magnus Tessing Schneider forstår sammen med dirigenten Benjamin Bayl at holde formatet intakt og harmonisk i balance.

gregersDH.dk