Katja Kabanova på Den Jyske Opera (foto:Viemose)
VOLGA KALDER
Janáceks ’Katja Kabanova’ er en opera med træk af mesterværk. Godt at få den på en dansk scene.
’Katja Kabanova’ har endnu en række opførelser i Århus og Odense til og med 29. november
****
DER er øjeblikke i den forestilling, som er, hvad englænderne vil kalde ’stunning’. Overvældende. Sidste akt, sidste scene:
Katja Kabanova står ved floden, elskeren Boris kommer, stiller kufferten. Begge lammes af et ikke forventet gensyn. Leos Janácek, komponisten, fryser situationen. D.v. s. han gør fanden, gør han. Han spænder orkestret sammen i små skred af knusende skønhed og intensitet.
Der foregår alt i de tos og i vores hoveder i de øjeblikke, i det minut, situationen varer. Den model kender vi. Instruktøren kan have hentet den fra f.eks. Wieland Wagners iscenesættelse af sin farfars ’Hollænderen’. Det øjeblik, hvor Hollænderen og Senta mødes.
Men skidt med det. Der er ikke copyright på gode ideer.Vi nævner det blot som et af mange brillante træk i Janáceks ’Katja Kabanova’, som nu er nået til København i Den Jyske Opera opsætning, begået af den irske iscenesætter Annilese Miskimmon, som nu er chef for Den Jyske Opera. Selvfølgelig bukker vi for Janácek, der knuger sådan en scene sammen i ét udtryk. Men nogle iscenesættere skal nok blive nervøse og finde på noget at rumstere med i det afgørende øjeblik.
LYTTER
Det gør Mrs. Miskonnen ikke. Hun lytter og bevarer roen.
Det kan godt være, at det gør nogle scener, f.eks. 1. akts første scene, noget statisk. Men den scene er nu også af den art, hvor der er baggrund, som skal forklares:
Katjas ægteskab med den skvattede Dikoj, der lusker i skørterne på sin mor – en hejre af en mor, som sætter hælen i både sønnen og svigerdatteren og træder til.
Et forhold, der skaber lodret baggrund for, at Katja må gå på opdagelse i kærlighedslivet i det sekund, Dikoj vender ryggen til og chancen byder sig. Godt assisteret af en vidtløftig lillesøster og venner i nabolaget.
Det er under alle omstændigheder musikken, der bærer denne jyske opførelse, forståelsen af den, Janaceks partitur, som er raffineret, afvekslende mellem folkemelodiske lån, hans maleriske, impressionistiske hengivelse til naturens lydorgie af fuglekvidder, skov og hvislen, storm og torden, og så en nærgående psykologisk realisme – sjældent har man hørt så skinger en blæsersekvens, som den, der ledsager svigermor, da hun går og smækker med døren med et jernblik tilbage til Katja efter et sidste ondskabsfuldt hug. Anette Bod kan det dér.
KATJA
Der er andre gode danske sangere med, men det er ellers udenlandske sangere, Mrs. Miskimmon har hentet til forestillingen, først og fremmest Pavla Vykopalova, en sopran, der river os med, især i to store scener: Katja, da hun med puccinisk ’schwung’ (sikke et ord for at sige: vokal meddrift a la italiano!) fortæller om sin barndomsdrøm og en uhyggelig fremtids-anelse om sin skæbne.
Eller hendes monolog i sidste akt, et selvopgør med Gud og mennesker, inden Volga kalder (operaen bygger på et skuespil af russeren Ostrovskij).
Godt at få den opera på en dansk scene. Den har alle gode træk af Janáceks ordknappe tekst, scenerne er skarpt skåret, vi er nok scenografisk i en forenklet turnéudgave, men det væsentlige fungerer. Helt loyalt over for værket. Tonen, musikken.
Sjællænderne sidder i graven ved opførelsen i København. Dirigenten er den kompetente Jaroslav Kyzlink, der også anførte den Reumert-prisbelønnede ’Die tote Stadt’ på Den Jyske Opera i 2010.
