MESTERLÆRE, TAK!
Skuespilleren Jesper Christensen har ikke meget godt at sige om teatrenes elevskoler. Landets dyreste uddannelse og spild af kostbar tid, mener han.
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Steven Achiam
”De unge spilder tiden på teaterskolen. Det er vigtige år. Fire år af deres liv! En teaterskole må ikke vare mere end et år. Allerhøjst to.”
Så er dét sagt. Af Jesper Christensen, selv skuespiller par excellence.
En mand, der sjældent lægger fingrene imellem. Noget at have det i? Mon ikke. Han kan faget. Selvom han aldrig selv har gået på en af de eksisterende teaterskoler.
Nu sidder vi dér på en café på Christianshavn, hans hjemsted gennem et langt liv. Han er suset ind en halv time før efter en lyntur til London, hvor han har forhandlet om en rolle i en film, som vi ikke får en lyd at vide her og nu.
Stærk kaffe og rene ord: Teaterskolerne er en misforståelse. I hvert fald i den form, de har. Hvorfor nu det?
”Problemet med teaterskolerne er, at eleverne ikke har pisken. Kravet om at skulle stå til ansvar over for et publikum. En teaterskole, der ikke har en scene, hvor folk betaler for at komme ind og se teater, dur ikke. Da elevskolen i sin tid blev fjernet fra Det Kgl. Teater, glemte de at tage scenen med. Smadder dumt.”
– De har da en scene på Statens Teaterskole på Holmen.
”Ja, ja. Men jeg snakker om en scene, hvor eleverne kan spille hver dag – og SAMMEN MED professionelle skuespillere, gerne de bedste, for de vil nemlig gerne være dér, hvor det nye sker. Se, dét kunne være et teater! Men der er ikke nogen kulturminister, der har haft tilstrækkelig stål i ryggen til at sige ’Hold jeres mund!’ til alle de københavnske teaterdirektører, der vil skrige og hyle, hvis Statens Teaterskole etablerer et offentligt teater. Han burde sige: Hvis det udkonkurrerer alle de andre, så er det bare FINT!” Sådan et sted kunne du godt få f.eks. Peter Langdal til at være chef for. Sætte forestillinger op. Med det der skud i røven, der er hos så mange unge mennesker.”
– De lærer vel en masse. De har dygtige lærere.
”Der er pædagoger med god vilje og interesse for sagen. Men man lærer kun for alvor af dem, der lever af at være skuespillere. Jeg kender ikke nogen af de rigtig gode, der gider bruge et år af deres liv på at undervise. De kan komme en gang imellem og give nogle korte kurser. Bortset fra det gider store skuespillere ikke. De vil ud og stå på en scene med andre skuespillere. Foran et publikum. Hvis du vil lære noget af dem, så må du være dér, hvor de er. Det nytter ikke noget, du render rundt et sted, hvor nogle har påtaget sig en eller anden autoritet i forhold til faget, som de aldrig har demonstreret, de er i besiddelse af. Det er et dybt usundt princip. Man lærer mere af Jørgen Reenberg end af nogen som helst pædagog. Ved at se ham spille, se ham arbejde, høre, hvad han gør med vers og fraseringer, bemægtige sig scenen på alle de grimme eller ikke grimme måder, han gør det. Være med. Og være på scenen. Hele tiden.”
– Learning by doing.
“Ja. Misforstå mig ikke. Jeg synes, det er vigtigt at læse psykologi, sætte sig ind i psykoterapi, forstå sindslidelser og neuroser – det er enormt interessant. Det bør være pligtlæsning for skuespillere. Men de behøver ikke gå fire år i skole! De kan sætte sig hjem og læse eller tage et kursus. Jeg går meget ind for kurser. Men skolerne! Det er altså meget, meget dyre uddannelser, vi taler om! Man kunne bruge halvdelen af pengene på kurser, højt kvalificerede studiekredse eller seminarer, korte forløb med øvelser og enkeltemner.”
– Skolerne er efterspurgte. 7-800 søger ind hvert år.
”Det frygtelige er, at uanset hvordan du regulerer adgangen, så får du nogle ind, der ikke skulle have været det. Hvis uddannelsen så kun varede halvandet år, skete der ikke stor skade. Så kan de komme videre i deres liv. Med fire år gør du det meget vanskeligt for dem. Oven i de år investerer de yderligere tre-fire år, hvor de kæmper som sindssyge for at komme i gang – og hele branchen ved: Det dér går ikke! Det er nærmest at ødelægge et ung menneskes liv.”
– Kunne man lave stopprøver? Altså ud efter et år eller to, hvis det ikke går?
”Jo. Men efter studiets egen etik og selvforståelse er det jo tilrettelagt sådan, at de skal blive klogere og klogere gennem fire år. Pædagogerne vil vige tilbage for at føre øksen. Spørg på Statens Teaterskole, hvor mange der er blevet smidt ud i de sidste tyve år! Næsten ingen. De har et system, der næsten tvinger dem til ikke at tage ansvar.”
– Du startede selv i sin tid på Fiolteatret, der havde en slags elevskole.
”Elevskole og elevskole… Jeg havde fået job på Fiolteatret hos Arne Skovhus. Sammen med Hans Henrik Clemensen og andre unge fra de frie grupper. Der var ligeløn. Men så blev der ballade med nogle ældre skuespillere, som sagde, at de havde gået tre år i teaterskole og kunne faget, og de ville ikke gå for samme løn som os. Så skar Skovhus igennem og sagde: Nu laver vi Fiolteatrets Teaterskole: Alle de nye betaler 400 kr. af deres månedsløn til undervisning, og så hyrer vi nogle lærere. Det gik meget godt et års tid. Men vi producerede 13 forestillinger om året og spillede sindssygt mange forestillinger, både fast og på turné. Nogle gange tre forskellige forestillinger samme dag. Fuldstændig åndssvagt. Og hårdt. Alle dage. Søndag med. Ingen familie – jo, jeg havde en kæreste, men hun arbejdede også i teatret. Så det forsvandt i løbet af et års tid, det skolevæsen. Vi kunne aldrig mødes. Der var altid en, der lå og sov, fordi han havde sat lys hele natten. Og en, der var på turné i Hobro. Vi kunne aldrig samle det hold.”
– Og lærerne…
”De stoppede efterhånden. Men så var der jo nogle på teatret, der var ældre end en selv og havde gjort nogle ting, man ikke selv havde gjort, og så trak de en til side og sagde: ’Hør, du skal ikke gøre det sådan. Prøv sådan og sådan.’ Kunsten er i høj grad et spørgsmål om at lære det ved at gøre det. Gøre det forkerte og finde ud af: Det var forkert. Godt, så prøver jeg sådan. Opdage, hvad der virker. Og det går jo hurtigere, når du nu prøver det med et publikum, som ikke behøver sidde høfligt og kikke på det.”
– God gammeldags mesterlære, som du nu bruger mest på at lave film.
”Ja, fordi så skal man ikke altid arbejde om aftenen, som på teater. Når du laver film, ser du mere til dine børn. Jeg har en datter, som bor hos mig. I øvrigt har jeg gjort min værnepligt, for jeg har været i Teaterrådet i fire år, hvor jeg så 185 forestillinger om året. Meget lort imellem. Det bliver man træt i hovedet af. Men for at sige det sådan: Jeg elsker teatret. Men det, jeg elsker, er prøvetiden. Fantastisk og så sjovt! Dér går man rundt mellem vennerne og roder i psykologiske mekanismer – i en åbenhed, som er helt ekstrem. Man lægger hele sit liv på bordet i tillid til, at det ikke bliver misbrugt af andre. Teaterprøver er en fest. En slentren gennem et vidunderligt stort land. Det var det allerede på Fiolteatret. Selvom vi knoklede. Film er sjovt nok. Men man styrter af sted.”
– Er der ikke noget af det, de lærer på teaterskolen, du ærgrer dig over, at du ikke har lært?
”Jeg blev engang misundelig, da jeg hørte, at de var ude at ride i Dyrehaven en gang om ugen. Det ville jeg gerne have været med til. Jeg er skidebange for heste. Det var jeg måske kommet af med. Så kunne jeg have fået alle Mads Mikkelsens hesteroller.”
