Jimmy Jørgensen, Kitt Maiken Mortensen og Carsten Svendsen i ‘Dagen før’ på AvenyT. (Tegning: Claus Seidel)

DEN ÆGTE TONE?

 
’Dagen før’ er spredt fægtning omkring en vanskelig opgave: At få en teaterkoncert med Kim Larsens sange til ramme en ægte tone.

Spiller på AvenyT på Frederiksberg Allé indtil 7. december

**

 
HVIS dét skal være en teaterkoncert, er der ikke meget luft i den genre mere. Der kan selvfølgelig være mange årsager til, at Kim Larsen-projektet ’Dagen før’ virker som en problematisk affære. Vi ser den – dagen efter premieren – ved en eftermiddagsforestilling, hvor de medvirkende – måske – er trætte oven på en premiere med hvad dertil hører. Ressourcerne kan tilmed have været begrænset. AvenyT er lige blevet genetableret. Næppe under de mest blomstrende vilkår.
Men lige meget. At Elisa Kragerup med den fantasi og kreativitet, vi har set hende mobilisere over for mange opgaver – ikke mindst Anne Linnet teaterkoncerten ’Hvid magi’, hun lavede for Edison Scenen – ikke kan tænde lamperne for en konvertering af en sangskriver og personlighed som Kim Larsen til en levende scenisk fremtoning, der får os til at måbe og på én gang sige: Det er alt det, vi elsker ved ham og hans sange.
Og samtidig spørge: Er der virkelig ikke så meget ekstra, så meget rum omkring ham, så meget, der fortæller os om at være menneske, gerne dansk, men menneske i det hele taget – det er jo ikke en entertainerudgave af Dansk Folkeparti, vi går efter. Det er jordbunden, rødderne, saften, den råsyltede frugt hos Kim Larsen, hans tekster og sange, som vi kender dem og ham, vi søger. Ikke den påtagede hegnspæle-forløsning.
 

HÆNGER IKKE SAMMEN

Nu dumper det ind, lidt tilfældigt, lidt impro, bedst med Jimmy Jørgensen i kraft af hans umiddelbare nærvær, halvgodt med de to piger Kitt Majken Mortensen og Rikke Bille i kraft af professionalisme og velvillige interesse for sagen, og skidt med Kristoffer Fabricius, der synes mest optaget af at flirte med publikum og være sit eget lille show.
Det er – inklusiv Carsten Svendsen – et ensemble, der ikke hænger rigtig sammen om den svære ide: At udvide Kim Larsen til almengyldighed – kan det i øvrigt overhovedet lade sig gøre på andre måder end ved at lade ham være sig selv eller overlade sangene til fællessange? Med publikum. Med os alle sammen. Dér har de det jo i øvrigt rigtig godt.
Den samlende scenografiske ’ide’ i ’koncerten’ består i at lade kufferter i læssevis være medspillere, dumpe dem fra loftet, stable dem, tømme dem, fylde dem, krybe i dem og ud af dem etc – en ubestemmelig association til Kim Larsens og musikernes landstrygende liv? – suppleret med det lille legetøjstog, der futter scenen rundt konstant.
Bedst: Luk øjnene. Lyt til sangteksterne. Dér ligger fortællingerne. Den ægte tone. Poesien. Nerverne.

gregersDH.dk