Nicolas Bro, Kirsten Olesen, Ditte Gråbøl og Helle Fagralid i ‘Onde ånder’. (Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
SÅ LE DOG!
’Onde ånder’ er en af Dostojevskijs mørkeste historier om et Rusland på undergangskurs. På Det Kgl. næsten piftet op til en komedie af instruktøren Alexander Mørk-Eidem.
Spiller indtil 19. november på Skuespilhusets St. Scene
****
FORVIRRET? Ja da. Hvad er nu det, vi har set? Dostojevskijs ’De besatte’ eller ’Onde ånder’, som jeg i tidernes morgengry læste og levede med – hovedpersonen Nikolaj Stavrogins morderiske selvransagelse midt i sin egen lige så morderiske nihilisme? Nikolajs, og den dødsdeterminerede Kirillovs kurs mod intetheden, på scenen Asbjørn Krogh Nissen som ligbleg bængel allerede på vej over tærsklen.
Begge omgivet af en sump af mørnet overklasse og tilfældigt sammenrend af mere eller mindre frustrerede og fortabte unge revolutionære.
På Det Kgl. kalder de dramatiseringen ’Onde ånder’ efter et citat hen mod slutningen – franske Albert Camus har haft fat i bogen, andre har dramatiseret med: Den polske filminstruktør Wajda, den norske instruktør Alexander Mørk-Eidem, og Gud ved, hvor meget oversætteren Niels Brunse har digtet med.
Hvis ellers Gud ved noget. Det er ham, Dostojevskij kæmper med eksistensen af. Som en russisk Søren Kierkegaard.
FORFØRENDE
Uden for Skuespilhuset er det nær midnat. Og månen står som en stor dukat og stænker guld over den vindstille havn – eller hvordan det nu er, Christian Winther synger.
Næsten som scenograf Christian Friedländer har stænket guld i endeløst glimrende tråde af forhæng foran, bag og mellem optrinnene på den store skuespilhus-scene – ganske forførende brus af tilsløringer og afsløringer. Og en lige så forførende udnyttelse af husets teknik – elevatorerne i svævende løft og sænkninger i tre forskellige etager.
Prægtigt. Så dramatisk som Mørk-Eidem benyttede teknikken i den ’Hamlet’, han satte op for teatret ved Skuespilhusets åbning. Lige som dengang med Nicolas Bro i alt bortfejende hovedrolle. Dengang en Hamlet som en – citat: ’selvdestruktiv, besat vildbasse, raget ud af et bål af nihilisme’.
Og nu: Velhaversønnen Pjotr forvandlet til en stand up-bøffel, der først brager publikum på mærkerne med en hurtig introduktion til historien og derpå en lattervækkende stribe rå interview med håndholdt mikrofon i genren: Hold kæft, det er mig, der spørger, og vi har helvedes travlt her i butikken! Kendt tone fra 80 pro cent af danske tv-underholdningsprogrammer dags dato.
Sådan ruller det frem i ’Onde ånder’ med skildringen af et katastrofemiljø og en katastrofeepoke i den russiske historie omkring de år, hvor man i Danmark slikkede sår efter 1864 og masede med det nye, besværlige demokrati.
I det gamle Rusland et nærmest zero 0 af selvdestruktion. Nu med angivelige associationer til et Europa i krise.
HUMOR OG TEMPOSKIFT
Stykket er sat til en varighed af 3½ time. Nitten medvirkende! Læsset med navne, som vi kan øve os herfra til næste midnat på at memorere, prøve at huske, men også forveksle undervejs, fordi de medvirkende bruger for- og efternavne i flæng, og står i vekslende slægts- eller parforhold til hinanden. Svært? Ja, for fanden!
Måden at hamle op med dét på er for Mørk-Eidem to ting: Humor. Og temposkift.
Ikke de værste midler.
Temposkiftene ligger meget i hænderne på Nicolas Bros puf til handlingen med sin uforskammede opgejling af både publikum og de øvrige medvirkende – som et udtryk for Pjotrs totale ligegyldighed over for alle konsekvenser, moralsk og personligt. Dostojevskijs kritiske mål med historien. Det gudløse Rusland naglet til undergang.
DUEL
Humoren som løftestang i denne teaterversion: Typisk husker man nu bagefter nogle af de mest lattervækkende scener. F.eks. Henning Jensen som den lallende professor med de sløvede samfundsreform-idéer – især en badescene i det store fælles luksuskar, hvor de, der råber højst, siger det værste sludder og vinder. Stærkt underholdende.
Eller duelscenen mellem Nikolaj Stavrogin og hans gamle ven Sjatov, der er en ren Chaplin-komedie-situation, der næsten ikke kan komme i gang, fordi aktørerne er så nervøse for lyden af skud, at de har taget høreværn på. Ren falde-på-halen komik. Det går sandelig anderledes dystert til i Pusjkins og Tjaikovskijs ’Eugen Onegin’, da Lenski og Onegin duellerer.
Lige som alt i Dostojevskijs roman ’De besatte’ om de unge nihilisters mødeaktivitet huskes mest som nervøs hemmeligholdelse og angst for det hemmelige politi. Mere end som idiotiske slagsmål om, hvem der kan overdøve hinanden, hvem der kommer først til mikrofonen, hvem der dummer sig mest.
Ja, selv i de rædselsvækkende øjeblikke, da Karin Bang Heinemeier som Sjatovs søster Darja er ved at nedkomme, og den ulykkelige Sjatov bliver hevet væk af kammeraterne for at storme ud i skoven og grave det hemmelige, revolutionære trykkeriudstyr op, runger latteren over den ubehjælpsomme og ulyksalige renden til og fra.
LABYRINTISK
Der er selvfølgelig scener og øjeblikke af let genkendelige, dostojevskiske elementer i det brogede drama: Kirsten Olesens stilfulde overklasseløg Varvara Stavrogin og hendes håndtering af mand og tjenerskab. Slænget af velkonserverede damer i hendes omgivelser, Helle Fagralid som Liza og Ditte Gråbøl som hendes mor Praskovja.
Signe Egholm Olsen som Maria Lebjadkin, der er blevet vanvittig af et uforløst forhold til Nikolaj Stavrogin – jeg mærker allerede læserens: Øh, hvem? – langt og broget er forløbet, og vi følger med øjne og øren åbne, Nicolas Bros huseren og håndkantslag gennem dette opdaterede, russiske dommedags-landskab. Imponerede af hans rasende energi og slagkraft. Af figurernes brogede mangfoldighed. Af den scenografisk lebendige fabuleren.
Men også i tvivl, om hele det brogede, labyrintiske forløb i så muntert regi ikke svigter den dostojevskiske vrede. Den, der vakte så stort anstød på hans egen tid.
Kun for at få det store teatralske udspil til at glide ned?
Måske.
gregersDH.dk