CRAZY FOR YOU
En perfekt, overvældende og utrolig velfungerende opsætning af Gershwins kavalkade-musical ’Crazy for You’ på Det Ny Teater
Spiller på Det Ny Teater indtil nytår
******
VI ILER hjem med glædesbudskabet: Musicalen lever i bedste velgående – nogle render jo rundt og er i tvivl om dét! – men nej!
Musicalen ikke bare lever og overlever, den har sine blomstrende veje – netop sådan som Det Ny Teater stædigt har valgt at fastholde kursen. Blomstrende med rødderne i en masse fortid. Men hvad er ikke det?
Det er det, vi oplever med ’Crazy for You’, der sluttede for en halv time siden. Her sidder man med øjne og ørene blafrende og summende af et show, der er lykkedes over alle bredder. Og det på en stribe præmisser og odds, som kunne få os i forvejen til at sige:
Ja, ja. Gammel sag. Gik også for fjorten år siden på Det Ny.
Stykket sammen af lidt af hvert, forskellige Gershwin-musicals, nogle af dem helt tilbage fra 20’erne – hit’et ’Someone to watch over me’ er fra en musical ved navn ’Oh, Kay’ fra 1926 – nu og her sunget på dansk, som hele ’Crazy’ i en glimrende dansk oversættelse ved Klaus Lynggaard…
En lille ballade, der på dansk er blevet til ’Ta’ en som mig i sin favn’ lagt i munden på Julie Steincke i hovedrollen som Polly, den skrappe Nevada-pige. Og straks konstaterer vi noget af det, der er en kvalitet ved den facon, Det Ny Teater drives:
Julie Steincke holder man fast i, lader hende få lov at udvikle sig.
SATSNING
Det er det, der sker: Den skrappe dansepige med den stålsatte udstråling og stemmen, der altid har kunnet svejse sig gennem rollerne i en særlig hollywoodsk modul, hvor kniven bider til vibratoløst, indtil liza minelli-vibratoet rammer sufitterne, er blødgjort – i hvilken slags psykologisk opløsningsmiddel, hun nu har fået fat i. Hun er rørende, følsom og medlevende i, hvad der sker omkring hende, en gæv, sød og romantisk pige, der kan bære bevægeligheden i denne Polly.
Satsning. Når vi nu er ved det. Det er vel en satsning at give danserlæreren Silas Holst hovedrollen som Bobby Child, jo jo, han er et ’Vild med dans’-fænomen, han har da haft andre, mindre roller i musicals før.
Men i ’Crazy’ kan – og skal – der slås til med hele butikken: Sange i flyvende tornado, stepdans, så gulvene knitrer, spring op og ned fra uvisse højder, f.eks. fra den mini-Rolls Royce, som får bilgale blandt publikum til at både le og sukke, når den invaderer scenen.
Og endelig brat forklædning og omstilling i 2.akten, da han udgiver sig for New Yorker-teaterchefen Bela Zangler, der indfinder sig i det Nevada Ørken-hul af en by, Bobby er forsvundet til.
Med skuespillerkrav, der kræver teknik og humor.
HUMOR
Humor er en tilføjet gevinst i denne forestilling – den bobler ikke bare af flothed, en svir af kostumer og glimrende ensemblepræcision… læg f.eks. mærke til, hvor knivskarpt og forståeligt teksterne falder i munden på kor og dansere – den perler af sjove påfund: F.eks. duetnummeret mellem den rigtige og den forklædte Bela Zangler, der er på nippet til at fortabe sig i umættelige, mimiske klovne øvelser, men holder til bristepunktet.
Tomas Ambt Kofod, stærk seriøs aktør som Phantom for et par sæsoner siden, nu vittig, ladet med underfundighed og mimisk spræl.
Man mærker, hvordan en instruktør som Thomas Bendixen bringer erfaringer fra sin Moliere-succeser med sig – den underspillede frækhed, elegancen. Som medskyldig instruktør: Michael Lindvad, der typisk for teatret har bevaret sin kontrollerende overvågning af forestillingerne gennem årene, en sikker hånd, og igen: Kernekraft i Det Ny Teaters cementering af grundidéen: Musicals kæver tro på genren. Og knofedt.
En række af håndplukkede spillere til de mindre roller: Flemming Sørensen som trivelig nostalgiker i det nedlagte, og nu genopstandne provinsteater. Camille-Cathrine Rommedal, som fornærmet gimpe, der da også kan smide stængerne på bordet og gi’ ’Naughty Baby’ for fuldt tryk. Mads M. Nielsen – dansk teaters frækkeste luksuslaban – som den lokale værtshusholder. Ulla Sell som Bobbys skude af en mor med millionær-kagerullen løftet.
Og så den engelske turistduo Pat og Eugene Fodor (Randi Winther og Kristian Jensen). Hun som håndplukket fra en reserveret, adelig luksusplads ved et Ascott Derby. Grinagtig.
En svir af en musical. En svir af en opsætning.
gregersDH.dk