FORFØRT AF DISNEY
Christian Lollikes nye stykke river mennesker ud i skumfødte tomrum af walt disneyske forførelser. Med dværge, kæmper, fede kvinder – og Marie Louise Wille og Morten Burian som helt normale, bare snotforvirrede.
’All My Dreams Come True’ spiller indtil 21.9. på Aarhus Teaters Scala Scene. Derefter fra 27. – 19.10. på CaféTetret i København.
****
FOR at begynde et sted: Christina Lollike lader Morten Burian, den ene af sine frustrerede og forvirrede hovedpersoner, fortælle, at Walt Disney-koncernen har klaget over forestillingen.
Derfor er det blevet forbudt at sige Disney i stykket. De siger Discy.
Sjovt, at Burian fortæller det. Men aktuelle finter er der tit i Lollikes stykker. I ’All My Dreams Come True’ også en reklamespot til sidst: Bagtæppet går op og bagved ser vi scene og tilskuerrum spejlvendt – med skæggede Niels Ellegaard, som prøver på Molieres ’Den gerrige’, der har premiere på fredag.
Indslaget er ikke med i manuskriptet.
En drøm, Marie Louise Wille har? Hun drømmer, hun er Snehvide. Drømmer om sit dødssyge liv på slottet. Den gerrige er måske – som pinsens hoflæge siger – en slags ’maniodepressivt Messias-kompleks’.
Men Disney-forbuddet er interessant. Og ikke overraskende. Vi lever i en globaliseret verden (Jeg er ikke i gang med en forsinket gymnasiestil..!). Globaliseringen indebærer også sin modsætning:
Mere overvågning. Mere kontrol. Stramninger af copyright.
To ’Børsen’-journalister har netop fremsat erstatningskrav mod en professor ved et dansk universitet, fordi han har sat det interview, de har lavet med ham til avisen om hans nye bog, på sin hjemmeside. – Vi vil ikke bruges til reklame for hans bog, siger de. Men de vil altså gerne nuppe en fed erstatning.
Og vi kender facebook-fjernelsen af Thylejr-pigerne.
FANGET I LIMBO
Globalisering og kontrol er det klima, Lollike har fat i med ’All My Dreams Come True’. Hans to hovedpersoner, manden og kvinden (Morten Burian og Marie Louise Wille) er deprimerede, diffust usikre, fanget i et limbo, hvor alt sådan set er skidefint – skumfødte tomrum. Men de er i tvivl om hvorfor.
Det er derfor, de griner som desperate hele tiden i første del af stykket og bryder ud i hysterisk latter, hver gang deres fortvivlende gisp for at komme ud af kedsomheden og hverdagens jagt på noget, de ikke rigtig ved, hvad er, får dem til at gå gennem deres ’Narnia’-skab og forsøge at lege Disneys umulige, lykkeslubrende Tornerose eller Aladdin.
De er ’lost’ i alle de indoktrinerede injektioner af rosenrød perfektion og lykketilværelse, som de ikke kan håndtere, selvom de tror, de kan.
Wille og Burian gennemspiller deres søndersplittede roller med skarp overbevisning og ryk i sjæl og legeme som børn, der ikke ved, om det er luftgyngerne, radiobilerne eller en is, de lige nu skal vælge i Tivoli.
DEN SJETTE SANS
Stykket ender i en 2. del, hvor de kaster sig ud i et projekt ’Det’. Jagten på det, der må kunne løse dem af deres uforståelige frustrationer ved at tumle rundt i den disneyske univers og tro på det.
De prøver at genopdage en forsvunden sans – den sjette: Mulighedssansen. Den, der må kunne tilfredsstille dét i dem, der ligger og grumser inderst inde – som erstatning for jagt på de materielle forlystelser i livet.
De går amok i alskens, især seksuelle udskejelser. Her indfører Lollike dværge, fede piger, en mand på 2,16 m og handicappede. Burian onanerer i øret på en mand i rullestol. Ingen grænser for de skjulte lidenskaber!
Hos Disney er der ikke meget i den stil. Men måske hos brødrene Grimm, antyder Lollike. Grimms eventyr går ikke af vejen for grumheder. Heller ikke H.C. Andersen i øvrigt.
TÅGEBANKERNE
Kort fortalt er dette endnu et stykke Lollike-dramatik, der dissekerer moderne menneskers ubegribelige, ubeslutsomme forhold til de tågebanker af livsførelse, de fører, og deres kikken sig om efter noget andet og bedre.
Det sker med et væld af teatralske midler – han har selv iscenesat – masker, spruttende kostumeringer og masser af komisk og overrumplende action. Ligesom i ’Skakten’, der handlede om nynazismens foruroligende kriblen i Tyskland. Og ’Kagefabrikken’, farcen om det jyske kagebageri, der bliver offer for en kommerciel fidusmager.
I All my dreams’ får vi også en del teoretisk og peudoteoretisk snak ud i det blå. Bevidst absurd og karikeret? Man er aldrig helt sikker på, hvornår Lollike løfter moralske pegefingre eller er grinagtigt gådefuld.
Lollike jagter vores usikre bevægelser i det tilsyneladende tomrum, hvor ideologier og religion erstattes af blålys. Anders And-troen på gysser og vækst.
Hvad bliver det næste? Religionerne – mennekehedens evigt tilbagevendende redningsplanker?…
gregersDH.dk
