FOR MEGET AF DET GODE
’The Picture of Dorian Gray’ er som opera-ballet et forbløffende og meget spændende projekt, men også malet ud i for mange hjørner og detaljer.
Uropførelsen af ’The picture of Dorian Gray’ som operaballet har spillet ved tre opførelser på Den jyske Opera i Musikhuset i Århus. Sidste gang i aftes, 28.8..
****
DET tør man kalde et dristigt eksperiment: En ny dansk opera, der vover sig ud i stort set at være en ballet.
Med danserne som mimiske aktører. Sangerne placeret i orkestergraven. Endda forstærket af mikrofoner.
Ophavsmanden er komponisten Thomas Agerfeldt Olesen. Det er ham og balletinstruktøren Marie Brolin-Tani, som i fællesskab har skabt dette usædvanlige værk på grundlag af Oscar Wildes fortælling om den smukke yngling Dorian Gray, der som en Narcissus animeres til at fordybe sig i den grad i sin egen skønhed, at han prøver at bevare den for tid og evighed og overlade det til et maleri af ham at ældes.
Der kommer Nemesis naturligvis i vejen. Ældelse og død indhenter den levende Dorian efter et hasarderet liv i overstyret sus.
Faust- og Don Juan-myte i Oscar Wilde-udgave. En pige, der forelsker sig i ham som en anden Gretchen, må naturligvis dø undervejs.
MASSER AF IDEER
God historie, anledning til mange vellykkede optrin på scenen og et partitur fyldt af lige så mange orkestrale ideer.
Måske for mange ideer, både på scene og i grav. I Marie Brolin-Tanis koreografi er karaktererne skildret så detaljeret gestisk og mimisk, at hun forskertser lidt muligheden for at få personerne til at stå klart i deres aggressioner, deres selvoptagethed, deres usikkerhed, deres forelskelse, eller hvor de nu befinder sig mentalt. Hun har på en måde villet for meget.
Udpenslingen af virkemidler forvirrer.
Ideen f.eks. om at tilføre Dorian en dobbeltgænger, hans indre liv, både i modspil og som spejl, med norske Sigrid Husjord er med hendes 117 cm af stærk virkning, men også på grænsen af en gimmick-funktion, fordi hun som meget andet bliver en ekstra effekt, god tænkt, men endnu et spredehagl for vores opmærksomhed. Sigrid Husjord, der i 2012 fik en Reumert-pris for årets bedste birollerolle i ’Oliver med en twist’ på Nørrebros Teater, har karismatisk udstråling, danser fortryllende og skaber konstant opmærksomhed med sin magiske tilstedeværelse. En effekt, der, ligesom det græskagtige kor, er tilføjelser, som har overlæssende effekt.
KOLLAGER
Noget lignende – den bevidste uro- og forvirringsimpuls – sker i Agerfeldt Olesens kollageprægede og stilløse partitur. Vi kan da godt kalde kollage for en ’stil’. Den har andre komponister brugt. Ib Nørholm f.eks. Hos Agerfeldt Olesen består den i vekselvirkning mellem et skarpt og kantet Strawinsky-agtigt basissprog, jazz-bigband-indslag, musical- og popelementer, hele tiden i relation til handlingsforløbet.
Men også i kraft af klicheer, der undertiden får musikken til at gå i tomgang. Utallige kromatisk nedadgående trinoperationer trætter, hvor til gengæld fortættede net af sarte strygerpassager tilfører operaen en god portion rigtig nervøsitet og følsomhed. Imponerende stort anlagte passager skifter med ironiske, eller bare hurtige, lidt tilfældige, underholdende associationer og greb.
IMPONERENDE
Alligevel. ’The picture af Dorian Gray’ er samlet, i alt sit forbløffende formsprog et værk, der tør noget. Imponerende, at Den Jyske Opera sætter det op. Endda med skrappe sangerkræfter, ikke mindst i de fire hovedroller: Andrew Radley, kontratenoren, som Dorian, Jonathan Best som Lord Henry, James Bobby som maleren Basil og Jenny Thiele som pige Sibyl.
Et gæstespil i København ville ikke være af vejen.
gregersDH.dk