Lars Mikkelsen, Ditte Gråbøl og Julie Carlsen i ‘Blodbadets Gud’ (Tegning: Claus Seidel)

HVA’ GRINER DU AF!

Yasmina Rezas ’Blodbadets gud’ er et herligt, ondskabsfuldt skuespillershow.

*****

DET er ustyrligt morsomt. Vi ler og ler.
Sådan er denne aften i Slagelse Teaterforening. På en fredag, hvor sneen daler udenfor, og man går hjem – da latteren er døet ud – til Københavner-toget ad isglatte gader i julekalender-stemning.
Fire skuespillere er på scenen. To ægtepar. Det ene pars dreng har banket det andet pars dreng på legepladsen og slået et par tænder ud på ham. Forældrene kender ikke hinanden i forvejen. Nu mødes de til elskværdig forsoning hjemme hos par nr. 2.
’Det er jo, hvad der kan ske’. Og ’Vi har lavet kaffe og kage’. Etc.  
Latteren pibler fra starten hos os.
Det er der to grunde til.

GRYNT AF LATTER

Den ene er, at det er fire eminente skuespillere, der sidder dér. Ditte Gråbøl, Julie Carlsen, Lars Mikkelsen og Henrik Prip.
Den franske forfatter Yasmina Reza skriver i den grad for skuespillere. Ser dem, hører dem for sig, tegner figurer, der har præcise og forskellige karakterer. Vi er ikke mange minutter inde, før vi har dem på kornet. Stemningen er høflig, afventende, hæmmet af velopdragenhed. Ditte Gråbøl, mopset, selverhvervende stivpind. Hendes mand, Henrik Prip, brovtende, forjaget advokat. Julie Carlsen, frelst akademiker. Lars Mikkelsen, komplekset sælger (køkkenudstyr).
Forsigtigheden og mimikken i de mange pauser i åbnings-konversationen fremkalder allerede grynt af latter hos os. Vi ved præcis, at det gærer og skummer i hoved og krop hos de fire på scenen.

KNÆK

Og så krakelerer lakken. Borgerskabet pæne lak. I små knæk. Og derefter med tiltagende styrke. Mellem parrene. Og mellem ægtefællerne indbyrdes. Henrik Prips mobiltelefon er fastlimet til højre hånd, ringer uafladelig  – indtil hans kone, Ditte Gråbøl, river den fra ham med et vræl af styrke som motoren fra en HT-bus, og kyler den i en blomstervase. Efter at hun selv har brækket sig over en fin kunstbog på sofabords-arrangementet. Kokoshka-biografien, som fruen, Julie Carlsen, har et kærlighedsforhold til, som om bogen betød mere for hende end sønnen med de knuste fortænder. Alt mens hendes sælger-mand, Lars Mikkelsen, tosser rundt med en hårtørrer, samtidig med at han er i konstant skænderi med konen, om han nu har taget livet af sønnens hamster ved at kyle den ud på gaden i raseri dagen før.
Ustyrlig skæg og ballade. Spillet med perfekt timing og overskud.

SKAKMAT

Den anden grund til at grine i stykket  – halvanden time uden pause hverken i stykket eller grinet –  er Yasmina Rezas ondskabsfulde udlevering af menneskers fortvivlende, men let gennemskuelige forsøg på at lægge låg over deres egen selvretfærdighed og paniske angst for at blive sat skatmat af andre, selv deres nærmeste.
Omdrejningspunktet er naturligvis forsvaret for deres elendige møgunge, der har dummet eller ikke dummet sig på legepladsen. Men nerverne bag deres hudløshed hænger i laser, fordi de er usikre på alt og alle omkring sig. Sig selv med.

AYCKBOURN ELLER BECKETT
 
Det er der, Yasmina Reza selv siger, hun gerne vil have publikum hen. Når hun dissekerer sine personer i et stykke som ’Blodbadets gud’, er det næsten som et barn, der nysgerrigt piller vinger og ben af et insekt for at studere det nøjere.
Sofistikeret grusomhed.
Til den engelske avis ’The Independant’ har hun sagt: – ’Jeg vil så gerne se publikum le. På det rigtige tidspunkt!’
Og hun er godt sur over, at englændere har kaldt hende ’den franske Ayckbourn’. Og ikke det, hun selv så gerne vil være: ’En fransk Samuel Beckett’. Men le gør vi. Uanset, hvad Yasmina Reza mener. Hvis hun i øvrigt er helt oprigtig.

GregersDH 

PS: Folketeatrets forestilling, som nu i Ulla Gottliebs iscenesættelse har sluttet sin landsturné, spiller på Folketeatret i Nørregade frem til 14. februar.