FRUENTIMMER, HUSTRU, KVINDE

’Fruentimmerskolen’ på Grønnegaardsteatret har klassiske kvaliteter og bæres frem af Olaf Johannesens underfundige perfektion og Johanne Louise Schmidts folkelige råhed.
 

Spiller indtil 24. august i Odd Fellow Palæets Have.

*****

‘FRUENTIMMERKOLEN’? Altså titlen på Molières komedie…
Måske skulle stykket hedde ’Hustruskolen’ – som det hed på Det Kgl. engang i 1800-tallet. Ordet ’fruentimmer’ (fra tysk ’Frauenzimmer’) har en nedsættende betydning på moderne dansk.
Det er hustru-oplæring, det handler om. En stakkels afstumpet mands fortvivlende forsøg på at virkeliggøre sin drøm om at få spanket pigen Agnès på plads til hustrurollen som slave. Som rekvisit.
Relevant i vore dage? Absolut. I mange afskygninger. Men jo.
 

PERFEKTION
 
Fyren er steget op fra underklassen. Det giver dobbelt pointe i Olaf Johannesens måde at spille denne Arnolphe på.
Den slebne, mejslede diktion, Johannesen er en mester i, rækker lige fra krukket elegance, som den, han udfoldede som Elyot i Noel Cowards ’Privatliv’ – hans forrige store rolle på Grønnegaardsteatret – til den udsøgt, tillærte perfektion, han bruger her hos Moliere som opkomlingen, der er kommet til vejrs og nu kalder sig ’Hr. de la Souche’.
Der er et kosteligt øjeblik, da Agnés’ unge tilbeder Horace udtaler navnet forkert: Der kommer i en brøkdel af et sekund en trækning af væmmelse i Johannesens ansigt. Spontan reaktion, ikke så meget henvendt til publikum på samme måde som de mange ’afsides replikker’, der gør os til indforståede medvidere. Men ægte mentalt brud i barrikaderne i hans honette ambitioner.
Bare en detalje i et mislykket forsøg på at erobre den status, der er hans egentlige ambition. At blive virkelig husherre. Kvindens betvinger. ’L’ecole des Femmes’ er stykkets franske titel.
 

FOLKELIG SNUHED

Over for denne forbenede, lattervækkende, hjælpeløst strittende og konstant mislykkede mandschauvinist sætter instruktøren Madeleine Røn Jul så Johanne Louise Schmidt.
En pige med stor og umiddelbar slagkraft. I Det Kgl.s Røde Rum med mange udfoldelser, sidst som ramasjang-bagerkonen i Lollikes ’Kagefabrikken’.
Men også husket for sin sønderlemmende rapkærtethed, da hun havde sit gennembrud for fire år siden på netop Grønnegaardsteatret som pigen, der i Eric Ib Schmidts ’Libertineren’ nedlægger Diderot verbalt. Madeleine Røn Jul vælger i ‘Fruentimmerskolen’ at lade hende – som en ironisk kommentar til Arnolphes egentlige baggrund? – spille en pige fuld af folkelig snuhed og jargon, så langt fra klosterydmygheden og optugten hos Arnolphe.
I virkeligheden ganske tæt på Helle Dolleris i rollen som den kvikke og frække tjenestepige (Helle Dolleris’ uafvendelige skæbne i dansk teater).
At pigen Agnès’ fernis af jomfruelig naivitet og opdragelse brydes ret hurtigt af forbløffende og velformulerede argumentationer over for Arnolphes selvoptagne pædagogik, er naturligvis Molières værk, men fremført med den råhed, der er et af Johanne Louise Schmidts specialer. Og som hun nærmest må forsøge at underspille, f.eks. i den pligtskyldige oplæsning af de ti bud (her nøjes man med otte) i Arnoplhes bog om ægteskabets hellige pligter.
Det reducerer en smule processen mod hendes erkendelse af Arnolphes hensigter med manipulationerne af hende. Men det er et valg.
 

KNALD PÅ NU!

Opsætningen af ’Fruentimmerskolen’ drejer mod klovnekomedie hen mod slutningen – det er, som om Arnolphes dobbeltspil og Horaces konstante misforståelse af Arnoplhes identitet får instruktøren til at sige: Nu må vi have knald på de roller! Det får vi så i en ’stretta’, hvor tempoet skrues op frem mod Molières ret traditionelle slutning og opløsning i en påklistret forklaring om Agnès egentlige oprindelse.
Ellers er forestillingen gennemført i en flot og godt fungerende nuveau riche døre-trapper-balkoner-dekoration af Manfred Blaimauer. Med de klassiske alexandrinervers- og rim i Jesper Kjærs nyoversættelse, masser er gode påfund.
Kun få aktuelle opdateringer, den nærmeste at samle fire linjer i Chrysaldes (Morten Hauch-Fausbølls) opfordring til Arnolphe om at danne en forening af hanrejer til to linjer: ’Skaf dig en ny forening: Hanrejer for fred’! Ok.
Klassisk spil, indtil klovneriet indfinder sig.
Nydeligt af Peter Zandersen som den forelskede Horace – vi har sidst set ham i exibitionistisk udfoldelse i afgangsforestillingen fra Odense Teaters elevskole. Nu nobel yngling.
Jacob Weble er Helle Dolleris makker i den klassiske tjenerrolle som Alain – gjort til en tumpe, blæst i hjernevindinger og med talentet i næverne.
Michael Moritzen morsomst som Enrique, den opdukkede svoger fra Amerika, der får lov at snakke med amerikansk accent. Langt ude. Men hvorfor ikke. Moliere skrev faktisk længe før de fransk-engelske krige på amerikansk jord i 1700-tallet.
 

 NYDELSER

Men altså: Mange nydelser for os i denne ’Fruentimmerskolen’. Lige fra begyndelsen i Johannesens og Hauch-Fausbølls perfekt rimede Jesper Kjær-fortolkninger af Molières alexandrinere. Og videre derudaf.
Tag for resten lange underbukser, fede trøjer og et ekstra tæppe med. Det er og bliver åbenbart en kold fornøjelse at gå i friluftsteater denne sommer.
 

GregersDH.dk