'Il trittico' Operaen 18.3.2013 Anm.

Gitta-Maria Sjöberg og Johan Reuter i Puccinis ‘Kappen’, den første af de tre operaer i ‘Il trittico’  (Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

PÍN SOPRANEN – SÅ SYNGER HUN!

 
’Il trittico’ er Puccini i skysovs. Godt omsider at få hans tre korte operaer samlet. Tre mærkelige og vidt forskellige værker. To sorte og ét lysende. Den sceniske sammenhæng på Operaen er godt fundet på. Og der er især mesterpræstationer af Johan Reuter og den uruguayske sopran Maria José Siri.

Spiller indtil 11.maj.

 

*****

HENNE på Dante-søjlen foran Glyptoteket sidder et kobberrelief af Signor Dante selv. Se på ham. Munden er sammenbidt. En vred, fordømmende, rasende mand.
Hvis Dante kunne høre, hvad Puccini lægger sin Gianni Schicchi i munden som de sidste ord i operaen, ville han have ekspederet Puccini lige lukt i helvede til alskens pinsler. Sammen med Schicchi og alle de andre.
Schicchi – og det er Johan Reuter med rungende baryton og glad smil på læben – siger til publikum, at han er i helvede på grund af sit svindelnummer, men: ’Hvis De har moret Dem i aften, så medgiv mig, at der er formildende omstændigheder.’
Den replik skulle en eller anden bogtrykker lige have anbragt i Dantes ’Inferno’, så var Dante eksploderet i sit eget eventuelle helvede. 
Men her har vi så en nøgle til Puccini – sandelig også til denne højt løftede opførelse på Det Kgl., ikke bare af ’Gianni Schicchi’, også af de to andre dele af ’Il trittico’, altså ’Kappen’ og ’Søster Angelica’.
 

 

SATANS GENIALE

Og til det meste af hans værk.
Nemlig hans indædte og lystfyldte sammenkobling af ondskab og sublim skønhed. Gerne med sine kvindelige hovedpersoner som ofrene. For det er jo satans og satans genialt, hvad Puccini får ud af – gennem hele striben af sine operaer – at pine sine prima donnaer til døde, mens de synger deres jublende dødsmesser på vej over grænsen til, hvad det nu er: Himmerige eller helvede.
Gianni Schicchi er en lyslevende undtagelse. Det kan godt være, at Dante i sit digterværk sendte Schicchi til evige pinsler i sin Guddommelige Komedie, der er alt andet end komedie. Men Puccini lader Schicchi vinke til os med et underfundigt grin. Samtidig med at han fniser ad Dante. Skam og helvedes ulykker få ham!
Vi overtager fniset og forlader den stormomsuste Opera på Holmen med
denne Puccini-joke boblende i hovedet under vores vandring mod parkeringspladsen, Dokøens Golgatha.

 

PÅ KAJEN
 
’Gianni Schicchi’ er det sidste af dette ’trittico’ (tredelte billede). En mental befrielse oven på den morderiske dysterhed i de to første, ’Kappen’ og ’Søster Angelica’.
’Kappen’ er et jalousimord-drama, som egentlig skal finde sted på en flodpram i Paris, men som på Operaen er rykket op på kajen til et container-orgie, der kunne være hentet fra tv-serien ’Forbrydelsen’.
Pinslernes donna er den deprimerede pramejer Micheles kone, der ikke orker mere sorg over deres døde barn, og derfor kaster sig i armene på dokarbejder Luigi. Johan Reuter, der spiller Michele piber over sine grånende hår og triller med den tomme barnevogn, Niels Jørgen Riis vil bare i kassen i halvmørket med den arme Gitta-Maria Sjöberg, mens sumpede havneindivider kredser omkring dem.
Det er dystert og meget rørende, og instruktøren har fået den udmærkede idé, at lade Gitta-Maria Sjöbergs velsyngende og sønderrevne sjæl vandre videre til næste kapitel af ’Il trittico’:
Containerne hæver sig som portaler ikke til paradiset, men til et endnu værre helvede: Klosteret, hvor ’Søster Angelica’ udspiller sig.
 

SOPRANE RESOURCER

Klosteren ligner en koncentrationslejr mere end en stille idyl.
Vi tvivler ikke om rædslerne bag klostres mure. Og nyudnævnte pave Frans ville nok med sin proklamerede sociale samvittighed rydde bulen og sende både Randi Stene, Tuva Semmingsen, Ylva Kihlberg og Hanne Fischer til genoptræning i det argentiske sydpolarområde.
Damerne tegner ubehagelige billeder for os af Ilse Koch-typen fra KZ-lejren Buchenwald.
Men interessen samler sig om den Søster Angelica, der nu er strafanbragt i klosteret, en pige, der er frataget sit barn, gemt bort af familien, blevet vanvittig, og som ender med at tage sit liv, ikke bare under vilde hallucinationer, men under udfoldelse af vældige, soprane ressourcer – hun hedder Maria José Siri, kommer fra Uruguay, en formidabel stemme, stor og glødende. Hun er en Angelica, der nærmest rasérer scenen i sit forpinte vanvid, mens Puccini lader hende utrætteligt udgyde eksotisk blomstrende vokal overdådighed.
Puccini er i sit es. Og vi følger ham lettere rystede under afmønstringen af personerne – lutter kvinder – i denne mærkelige lille opera, aldrig tidligere spillet på Det Kgl. og i Danmark vist i det hele taget.
Nu lytter vi også til Kapellet, til partituret, til dirigenten Carlo Rizzi, til den Puccini, der lader pastelfarverne flyde så nøjeregnende gennem værket, som om han bare lurer på chancen for at lade sin slange hugge til. Hvad han så gør.

 

FIRE ETAGER

Når så gjort er gjort, løfter scenograf Paolo Pantin rammerne omkring det forpulede slavekloster og sé – som de siger i testamenterne: Et ’Gianni Schicchi’-interiør i fire etager, læsset med alt, hvad man har kunnet skrabe til af møbler og rekvisitter fra det kongelige lager, en syndigt komsammen af stilarter, alt sammen som hjemsted for Gianni Schicchis store fidusnummer, hvor han spiller døende i stedet for den afdøde rigmand Buoso Donati, der bliver hældt ud af sin seng, så Johan Reuter kan indtage pladsen under dynen og diktere ’sit’ testamente til en notar.
Minderige Ib Hansen udfoldede sig i rollen ved sin debut i 1959, han havde ekstra næse på, for det foreskrives, så genkendeligheden med signor Donati er klar.
Maskepien klares glimrende af Johan Reuter uden næse, til gengæld med sygeligt gnækkende stemme, og det halve af Operaens solistkorps er de desperate familiegribbe omkring ’dødslejet’, da den ’døende’ dikterer, at han selv arver det meste af gods og ejendomme.

 

SPRUDLENDE

Puccinis partitur til ’Gianni Schicchi’ sammenlignes undertiden med Verdis til ’Falstaff’ – et sprudlende vittigt partitur med et animerende parlando serveret direkte til modtagelige medvirkende. Modtagelige er de her – også kostumeret så sjovt og præcist, at man faktisk ikke genkender dem på meget andet end deres stemmer.
Godt for de ufattelig mange fans af operaens eneste highlight, ’O mio babbino caro’, at høre, hvad sangen handler om. Nemlig: Lav nu det nummer, farmand, så jeg kan få råd til ring og forlovelse, ellers drukner jeg mig i Arno-floden!’. Den slags gør jo indtryk. Og så på den melodunte.
Hele konceptet med sammenbindingen af de tre opera er kunstig, men godt fundet på – det enorme stue-arrangement med et opretstående, men vaklende klaver på 4.salens galleri, klapper til sidst sammen, og dér står container-ansamlingen fra kajen i ’Kappen’.
Og Johan Reuter kan sammen med Puccini tage Dante til indtægt med et uforskammet fnis.
Sej aften.

GregersDH.dk

No Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *