SØG SÅ SKAL I – MULIGVIS – FINDE

Line Mørkeby tager med klassikerhjælp fat i de kritiske ødemarker, som nettets evindelige ’Search’ fører os ud på.

Spiller på Københavns Musikteater i Kronprinsensgade indtil 23 marts

***

GÅ ud i cyberspace og bliv blæst omkuld, gisp efter løsninger på hvad som helst, f.eks. kærligheden, tab besindelsen, lad dig tumle rundt med som i en endeløs rutchebane og havn i umulige og ubrugelige blindgyder.
Det er mere eller mindre pointen i Line Mørkebys nyeste stykke ’Aeneaderne’.
Hun har nærmet sig emnet før, det var med stykket ’6 P LR K’, men det var sandelig mere lige på og hårdt. Et teenager-drama om en pige, der kommer ud på den yderste, gyngende grund med sine SMS’er, hvor hendes chat-delirium fører til katastrofe.
Nu på Københavns Musikteater går hun mere subtilt til værks, pointen er ikke mere en piges, men en fyrs kvaler, og nu får det hele en litterær-mytologisk gang lak, der er sjov, men også sender kryptiske tåger ind over forløbet.
Den arme fyr har fået den fønikiske sagnhelt Ænæas skikkelse, og i sin forvildelse på net og i æter tumler han i cybersprogets terminologiske virvar mod den ikke eksisterende og dog måske eksisterende Dido.

 SPØJST OG KRYPTISK

Vi er straks a jour med damen, der er den mytologiske dronning af Kartago, men som nu i chat-virvarret holder den arme hen med aftaler om at mødes på en bar i noget, der kan lyde som den indre by.
Man sidder såmænd og længes efter at høre hende synge sin berømte klage ’When I am laid in earth’ fra Purcells opera om de to ulyksaligt forelskede.
Men Line Mørkeby og komponisten Mikkel Hess har andet for: De antyder gang på gang Jacob Knudsen-salmen ’Se nu stiger solen af havets skød’, og det er heller ikke den værste natur- og stemnings-association til de maleriske, om end temmelig frygtelige hændelser ved Kartago dengang.
Forløbet er som sagt spøjst, og præcis så kryptisk og forvirrende, som ethvert ukontrollabelt strejftog ud i cyberspace’ luftige og blå labyrinter. Det længselsproppede blå – som var romantikkens drøm om forløsning, og som nu repeteres i vores årtusinde i blåøjet version som flimrende længsel under jagten efter det uhåndgribelige via tasterne og download-mulighederne.

TORNESTRØET
 
Joen Højerslev håndterer sin Aeneas, der her kaldes ’heroman’ med ganske forrygende staccato-spil, som var han ved at blive identisk med sine egne fortvivlende computer-anråbelser til ’Die ferne Gelibte’ – Tilde Maja Frederiksen, den skønneste uvirkelige og dog så kødelige Dido, der smutter for ham som elverpigerne smutter for Hr. Oluf i ’Elverhøj’.
Vejen er tornestrøet og ender blindt, uanset hvor djævelsk og rablende veltalende, Benjamin Kitter animerer Aeneas til at bestorme nettet med nye attak i sin rolle som ’Übermensch’, eller af en eller anden grund udnævnt til Juno, Jupiters ærede hustru, der vist i romersk mytologi havde mest til overs for damemennesker.
Er man forvirret er det nok meningen – dekorationen er et storslået, labyrintisk, lad os gætte: kartagisk søjle- og irgang-bestykket sæt kulisser til forsvindings- og genkomstnumre, belyst og dekoreret med løbende ’messages’ i formatet Times New Roman, eller hvad det nu hedder. Ophavskvinden til dekorationen er Nathalia Mellbye. Og instruktøren er Line Paulsen, som har fået det sære gjort netop så sært, som det skal være, for at vi ryster lidt sørgmodigt på hovedet over de elektroniske landvindingers absurditeter.
Som eksperiment er det ikke en ringe forestilling. 

GregersDH.dk