Ole Westh-Madsen, Jeannette Lindbæk Larsen og Thomas Bang i ‘Nick Cave Teaterkoncerten (Tegning: Claus Seidel)
DØDENS SURE ÅNDE
Nick Cave Teaterkoncerten rammer frygtindgydende præcist på Edison Teatret.
*****
OP sprang fanden!
Jo tak. Han har indrettet et sindssygt hotel i ’Nick Cave Teaterkoncerten’, og der kan man så hygge sig med en flok ekstremt gale gæster sat på skingrende instrumentale skinner.
Nu er forestillingen nået til København. Og tak for det. På Aarhus Teater har den været en sensation, i den grad at forestillingen i forrige sæson blev udnævnt til Årets nr. 1. Reumert-juryen var ikke i tvivl: Dén teaterkoncert satte scene og tilskuerrum i højspænding.
BLÆST BAGUD
Ved Reumert-festen i 2008 på Det Kgl.s Gl. Scene tordnede det århusianske hold af skuespillere og musikere finalenummeret ’Nådens stol’ af, så det sitrede og bævede i forgyldninger og stuk – ’De sorte vægge omkring mig som nattens frakke/Som var de dødens sure ånde i min nakke’ – endnu en morder i den elektriske stol.
Igen nu, hvor århusianerne gæster Betty Nansens Edison Scene, er man ved at blive blæst bagud i stolesæderne, et accelerando af lyd og tekst med skuespillerne på rad ved prosceniet, som var det en demonstration foran Byretten på Nytorv.
CAVE’S INFERNO
Forestillingens åbning præsenterer Guds Hotel – en gæstebesætning af ludere, lommetyve, mordere, bundskrab.
Ole West-Madsen lancerer hver enkelt med en præcis, knasende tør stemme som var han hyret af Bertold Brecht til at servere ’Dreigroschenoper’ i cyberspace. Han agererer forestillingen igennem som en sort dødens engel, elskværdig, kort for hovedet. En kynisk desperado.
Selv har han en sang som Nick Caves ’Loverman’ – et selvportræt: ’Der sidder en djævel uden for din dør’ – Ole West Madsen har en stemme, der er som hentet op af en mineskakt, samtidig med, at han fører sig på scenen med en dansers elegance.
Sådan dykkes vi hæmningsløst ned i det cave’ske inferno af mord og velberegnet ondskab. Og dét i en grumset hoteldekoration, hvor alt kan ske – bagvæggen kan bryde sammen, så der åbner sig et forstenet landskab. En trappe i siden fører op i intet og kan bruges til at styrte sig ud fra eller bare krybe op ad, som Anne Sofie Byder gør på det mest virtuose – hun har faktisk i den skinbarlige virkelighed brækket benet, har det i gips, men når man nu alligevel medvirker i et sygt teater-helvede, hvor alle er lemlæstede på sjæl og legeme, hvorfor så ikke? Hun kan i øvrigt hyle det mest ekstravagante ’Oh-key’, man har hørt siden sirenerne lød til luftalarm under 2. verdenskrig.
PÅ AFGRUNDENS RAND
Man mærker, at forestillingen er ekstremt gennemarbejdet. Galskaben er koreograferet og alle sangnumre – sandelig også de flerstemmige – sidder med fonografisk præcision (Alle numre er i øvrigt netop udgivet på cd).
Og når vi scenisk og tekstmæssigt bevæger os på den cave’ske afgrunds rand er der highlights:
Den spinkle Marie Dalsgaard udvikler Nick Caves ’The Curse of Milhaven’ – om den følelsessmadrede pige, der fantaserer om mord på stribe – helt ud i korporlig vildskab, griber endda pludselig violinen og intonerer de skæveste toner af en syg kulde, så Schuberts ’Døden og pigen’ toner frem i baghovedet.
Og Jeanette Lindbæk Larsen som slammet bar-luder! Man måtte værge for sig, hvis man mødte hende i en mørk port.
TEKSTERNE
Thomas Bang medvirker også, men mere end det: Han har oversat Cave-teksterne med lydhørhed og fantasi. De ligger i munden på skuespillerne med lige så stor råstyrke og slagfærdighed som Rolf Heims instruktion er glødende, iskold og konsekvent.
GregersDH
