Mads Wille, Ellen Hillingsø, Sara Boberg og Ole Lemmeke i ‘George Kaplan’ på Husets Teater  (Tegn.: Claus Seidel)

GEORGE HVEM?

 
Cary Grant spøger som den jagtede George Kaplan i en fransk gyser-komedie, der har verdenspremiere på Husets Teater
‘George Kaplan’ spiller på Husets Teater indtil 13. april

****

HALLO! Her bliver vi ordentlig kørt rundt.
Husets Teater har fisket et stykke af en ung fransk dramatiker – fransk er han, selvom han hedder Sonntag.
Han har skrevet en tummelumsk historie, og Husets Teater har fornøjelsen af at bringe den til verdenspremiere på sin lille scene på Halmtorvet.
Stykket hedder ’George Kaplan’, og så er vi pludselig i en slags U.S.A., for manden med dét navn er den mystiske CIA-agent, som vi aldrig møder i Hitchcocks ’Menneskejagt’. Den George Kaplan, som jagtes af lige så mystiske personager – der ved et tilfælde render ind i den pæne og uskyldige Cary Grant og siger: Haps, der har vi George Kaplan! Hvorefter de jager ham gennem riger og lande.
Hvem husker ikke scenen, hvor Cary Grant gemmer sig i en majsmark for en flyvemaskine, der pisker ned over ham.
Men fred nu være med filmen. Sonntag har bare snuset til den ukendte og aldrig materialiserede Kaplan og gjort hans navn identisk med alskens gys, med det ukendte, uheldsvangre, de dæmoniske farer omkring os i denne verden, hvor førerløse fly, skud i natten og onde kræfter ødelægger vores nattesøvn.

UNDERHOLDENDE

Det lyder vel slemt, men det er først og fremmest underholdende som en mellemting mellem en Bruce Willis-film og et Kasper Kristensen-show. 
Især i den første af de tre lange scener, der udgør historien, og som kun indirekte har sammenhæng. Kun emnet binder den til hinanden.
I den første scene har en terrorgruppe på fem medlemmer besluttet sig for, at de alle fem påtager sig George Kaplan-identiteten, men så let går det ikke for dem, det er bare påskud til ét i en mageløs flod af skænderier om mål og midler, et ekstravagant barnligt mundhuggeri af den type, der i 70’erne kunne lamme en hvilken som helst gruppe på venstrefløjen.
Dog næppe Blekingegade Banden, for så var de blevet afsløret, længe inden det fatale skud i Købmagergade.
Pludselig er de fem aktører så i 2. del i skudstilling som en flok smarte tv-serieforfattere, der tumler med at bakse en historie sammen om fænomenet George Kaplan, og det går derud af med idiotiske plot-forslag med Sara Boberg som indpisker, Ole Lemmeke som den neurotiske, fingertrommende og tyggegummityggende, Mads Wille som den arrogante outsider, Ellen Hillingsø i skrappertrollen, og Henrik Prip som den sidste af de fem. Han bryder uhjælpelig sammen, da han ikke kan lade være at rode sin private skilsmisse-affære ind i den kreative brainstorm.

VIRUS

I 3. dal er fænomenet George Kaplan forvandlet til en ubestemmelig trussel mod et lands sikkerhed, en størrelse, der f.eks. kan være en elektronisk virus, som overtager magten via cyberspace. Eller hvad som helst udefinerligt. Noget, der skal spores af topfolk til krisemøde.
Her nærmer vi os mest det tomrum eller den nedstyrtningsskakt af uro og usikkerhed, der gør hele stykket til et moderne apokalypse-mareridt – midt i al komikken, hvor det konstante kaffedrikkeri og diskussion om kaffens kvalitet er det lattervækkende akkompagnement til al moderne møderi.
Christoffer Berdal har sat tempoet højt i sin instruktion. Husets Teater bekræfter igen sin rolle som nyskabende med orientering mod, hvad der rører sig i den latinorienterede verden. Teksten til det nye stykke er trykt af teatret og fungerer som program til forestillingen.

gregersDH.dk