Mads M. Nielsen, Linda P og Iben Hjejle i ‘En tjener for to’ på Betty Nansen Teatret (Tegning: Claus Seidel)

SÅ LA’ DOG BARNET!

Peter Langdal går amok i pjank med sin version – eller hvad vi skal kalde det – af Goldonis ’En tjener – to herrer’. Her døbt ’En tjener for to’.

Forestillingen spiller på Betty Nansen Teatret indtil 7. april

****

VELKOMMEN til Køge. Danmarks Venedig.
Nå ja. Scenen kunne vel være så mange steder. Nu befinder den sig på Betty Nansen Teatret, hvor de spiller ’En tjener – to herrer’, som foregår i Venedig, men Peter Langdal siger altså: Køge.
Et udmærket sted, hvor man kan skvatte i kanaler, skride i rendestene, rende ind i en brugtvognshandler med fiduser som Torben Zeller og en blødkogt advokat som Per Pallesen, eller en arbejdsløs omflakker som Linda P., der konstant er sulten og fyldt af smarte tricks, eller en fyr som Anders Juul, der vil være skuespiller og gerne vil giftes med brugtvognshandlerens nuttede datter Mette K. Madsen, eller en værtshusholder som Ole Thestrup, der holder damer i baglokalerne og sikkert har blakkede politikergæster, der lusker aftaler med rockere over et par bajere, plus en dengsedreng nede fra Herlufsholm, der kalder sig Mads M. Nielsen og gemmer sig i Køge efter et mord, en Iben Hjejle, der kan noget på en natklub, og en bogholder ved navn Vicki Berlin, der er med på det hele, både damer og herrer. 

FORPUSTENDE

De har alle sammen andre navne i stykket, for dette her er skuespillere, der spiller med i en absurd, updated version af en klassisk komedie af samme navn, skrevet for 250 år siden af en mand ved navn Goldoni, som især levede af at skrive fjollede tekster til operaer, men hvis komedier holder – sådan da – til at blive spillet i deres originale udgaver, fjantede såkaldt commedia del arte-spil med Harlekiner og Columbiner og den slags.
Se på Holberg-komedier og Pantomimeteatret, hvis du vil have bare en snert af, hvad der er tale om.
Når vi giver personerne deres skuespillernavne og ikke det, de hedder i komedien, så er det, fordi det er skuespillerne vi ler ad, griner ad, mumler ’hold da kæft, det er for meget!’ om, og stønner med, når Peter Langdal presser dem til de mest forpustende ture, hvad enten det er røvture, kværneture, luftture eller dukkerter i de kanaler, som scenograf Karin Betz har lagt som rottefælder i flere hjørner af scenen.
En scene, der hverken ligner Venedig eller Køge, men mest af alt et sæt skizzer fra Richard Mortensens atelier, da han i sin tid skabte plakater og scenerier til Morten Grunwalds Bristol Teater.

PÅFUND

Vi er altså ret bedøvende ligeglade med stykkets handling, en piftende pjanket forvekslingskomedie om Linda P, der leger tjener for to forskellige herrer, hvoraf den ene er en dame og den anden…o.s.v.
Det kan være, hvad det er.
Det er Linda P.s hårrejsende ture i arenaen suppleret med de andres ture, hvor vi ikke skal afstå fra at konstatere, at alle er sjove, men nogle er sjovere end andre. Og at det først og fremmest er en rablende tour de force for Peter Langdal i retning af påfund. 
Påfund, der indfinder sig, så de falder over deres egne ben i ét væk. Falder på halen. Falder og havner i publikums første rækker. Falder, så vi har lyst til at gå op og trøste spillerne. Eller falder, så vi siger: Bliv du bare liggende dér.
Hele dette balfaldera skæres op med pauser – eller skal vi kalde dem intermezzi for nu at blive i en terminologi, som Goldoni ville sige ’yes!’ til – pauser med solosange, så hjerterne bæver:
Ole Thestrup, som synger ’Just a gigolo’, Per Pallesen ’Angelique’, Mette K. Madsen ’Snakker med mig selv’, Anders Juul, der hulker Jacques Brels ’Ne me quitte pas’, så vi endnu engang er på vej op på scenen for at trøste en medvirkende.
Mod slutningen er ingen øjne tørlagte til ’Rør ved mig’ som mandetrio og en dametur med ’Kys det hele fra mig’.

MUSIKKEN

Når vi nu er ved musikken: Stig Christensen sidder mere eller mindre fastspændt ved scenens kongeside og leverer striber af små elegante klaverakkompagnementer til de sceniske hændelser.
Undertiden næsten pianistiske stumfilmindslag.
Hans makker, trommeslageren Erik Nilsson er lejret modsat ved sit sæt, når han ellers ikke er på midtbanen – først som en helt forrygende indleder af seancen i en montage af et soloshow i slagsmål med en løssluppen transistorradio, og senere med en velgørende og lyksaligt bombardement af alle tænkelige tv-kokkeprogrammer, der myrdes med tilgængelige grydeskeer som trommestikker.
Vi ved ikke, om Goldoni ville have værdsat det samlede Langdal-traktement. Det gik næppe mere stilfuldt til på hans egen tid. Men stilen var nok en anden.
Vi hører ham sige: Så la’ dog barnet!

GregersDH.dk