Sabrina Ruiz, Rosa Sand Michelsen, Michael Grønnemose, Morten Brown Jørgensen, Nanna Schaumburg-Müller, Mads Rømer og Christina Bech i ‘Vangså’. (Foto: Morten Kjærgaard)
FUCK FAR!
Afgangsholdet fra skuespillerskolen i Odense blomstrer i Andreas Garfields ’Vangså’ – skræddersyet til holdets syv spillere.
*****
KAN man forlange mere? Hvis man altså er skuespillerelev og på håbefuldt spring til de professionelle scener? Forlange mere end at få sådant et stykke som Andreas Garfields ’Vangså’ stukket ud?
lldprøven serveret på et sølvfad.
Noget i retning af det, vi har set i det første par afsnit af DRTVs ’Livvagterne’, hvor de balstyrige aspiranter har været igennem kværnen på jægersoldatmanér og så får opgaver, der straks sætter dem på svendeprøver, der er krævende, men alligevel ligger godt i hånden.
’Vangså’ er skræddersyet til de syv afgangselever.
GODT TÆNKT
Og så oven i hatten: Et stykke ny dramatik, der er velskrevet, godt tænkt, gennemkomponeret. ’Vangså’ rammer ind i den ekspressive reality-dramatik, som flere af Garfield og hans generation arbejder i, bl.a. Grob-dramatikerne. For Garfield selv ligger ’Vangså’ i forlængelse af hans succes med ’Hjem kære hjem’: En yngre generations slagsmål med at finde ben, balance og mening i eget liv. Det er ikke nogen Irak-krig hér som i ’Hjem, kære hjem’. Det er krig i par- og søskendeforhold.
Fire søskende Freja, Thore, Rasmus og Mie stiller sig en gribende, men dødsdømt opgave: De vil genopvække deres barndom. De tre har deres respektive kærester med. Bortset fra Mie, der drøner ind fra Amsterdam, en ægte havkat i hyttefadet, hippie, opfyldt af en blanding af foragt og appetit på det projekt, hendes tre søskende har i søen.
SYVKLØVERET
Det praktiske projekt går ud på at sætte familiens gamle sommerhus ved Vesterhavet i stand. Det hus, faren har bygget, som nu er i forfald, og som skal være kernen i drømmen om at finde sig selv, hinanden, den tabte barndom og sandelig også den i jorden sunkne, men ikke i mindet glemte far.
Der er ikke gået mange minutter i det forehavende før alt bryder sammen imellem dem, og de når mere eller mindre til konklusionen: Fuck far!
Parrene skændes, som par gør, når ethvert udsagn er affyringsrampe for mistænksomme modspørgsmål. De fire søskende ryger i totterne på hinanden, deres målsætninger er helt forskellige. Rasmus er det pædagogiske dydsmønster, Thore er en charmerende smartie, Freja er – ligesom Thores kæreste Xenia – sund som en malkepige, men har slæbt sin Alex med, en intellektuel halvstarter med en letter slasket psyke, som den sexede, uberegnelige Mie kan bringe helt fra konceptet.
Syvkløveret fuldendes af Juliette, som bror Rasmus har importeret fra Frankrig, et sart henrivende bængel, som aldrig helt fatter, hvordan de gale danskere tænker og gør.
KONFLIKTER
Konflikterne i det vaklende renoveringshalløj har sine komiske op og nedture. Scenografen Johanne Eggert har kreeret en bræddestabel af en hytte, som kan ende som uorganiseret sankt hansbål, hvad det faktisk også gør.
Rune David Grue har iscenesat de syv unge skuespillere med fin sans for deres forskellighed. Men også for en bevægelighed og rytme i spillet, der er som organisk vejrtrækning.
Andreas Garfield indlægger stemningsfuld korte sekvenser, hvor vi ser videoklip med børn, der leger i strandkant og have, ledsaget af korte vers, som viser sig at være fra den savnede, afdøde og sikkert totalt forsømmelige fars poetiske åre.
TALENTER
De syv skuespillere? Nana Schaumburg-Müller, Michael Grønnemose, Mads Rømer og Christine Bech (søskende) og Rosa Sand Michelsen, Morten Brown Jørgensen og Sabrina Ruiz (kæresterne).
Syv talenter. Måtte alle tænkelige guder være med dem i den uberegnelige karriere forude. Og måtte de komme i hænderne på folk som Andreas Garfield og Rune David Grue.
