'Stalins støvler' Teater Grob 18.1.2013 Anm.

*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
Ina Miriam Rosenbaum og Lars Knutzon i ‘Stalins støvler’ på Teater Grob (Tegning: Claus Seidel)
*

FROSTGRADER

Rhea Leman fortsætter fantasifuldt sin trilogi om forrige århundredes største slyngler. Turen er kommet til Stalin. Igen med stærkt spil af Ina Miriam Rosenbaum. 

’Stalins støvler’ spiller på Teater Grob indtil 9. februar

***

DER var koldt i skomagerens hus, får vi at vide.
Josef Stalin var søn af en georgisk skomager. Kulden i barndomshjemmet har sat sig i hans hjernevindinger, og temperaturen er på samme niveau i den Kreml-lejlighed, han befinder sig i Rhea Lemans stykke. Frostgrader.
’Stalins støvler’ er titlen, og dér sidder Lars Knutzon, den sympatiske og ellers så morsomme skuespiller og er næsten uigenkendelig i martialsk udgave med busket overskæg, stemmen i kanonstilling og så støvlerne, der er rede til spark og tramp. Grum, ubehagelig.
Han er vores hovedperson. Og dog.
I ’Hitler on the Roof’ – første kapitel i denne Josef-trilogi, hvor ’Stalins støvler’ nu er nr. 2 – var Josef Goebbels hovedpersonen, spillet chokerende uhyggeligt af Ina Miriam Rosenbaum. En ærkejødisk skuespillerinde i djævelens rolle som brutal antisemit!! Nu er Ina Miriam Rosenberg igen hovedperson, men sandelig i en diametral vrangvendt rolle i forhold til Goebbels-figuren: Hun er Stalins modpol, kvinden, der på sær vis er en inkarnation af russisk samvittighed, russisk oprør mod despoten.
En skikkelse, Rhea Leman har hentet ud af Stalintidens russiske undergrund, en digter ved navn Anna Akhmatova, næsten jævnaldrende med Stalin.
I hende kan Ina Miriam Rosenbaum investere hele sit nervesystem, al sin sjæls overbevisning, hele sit arsenal af vilje og sandelig også humor, når hun stiller denne Stalin stolen for døren, spiller op mod ham med sin verbale kraft. Bliver mejet ned at den skydeglade, paranoide diktator. Og rejser sig igen i ny skikkelse. Legemliggørelsen af ukuelighed.

UKLAR
 
Ideen er god. Vi kredser omkring galningen fra flere vinkler.
Men i sin struktur er Rhea Lemans historie ikke glasklar. Tråden er bygget op omkring en fiktiv dansk forfatter, Richard Brandt, der skriver en bog om Stalin. Han præsenterer bogen ved en forfatterkongres i Moskva, og er også stand by i scenerne med Anna og Stalin, en aktiv nøglehulsobservatør ligesom professoren i Erling Jepsens ’Hovedløs sommer’. Ole Lemmeke spiller forfatteren, og det er en fisk af en rolle, indlagt både for at latterliggøre det russiske kulturmiljø under Putin og for at skabe dramaturgisk sammenhæng i det centrale: Konfrontationerne hos Stalin.
Det fører ikke rigtig nogen steder hen, og Lemmeke har svært ved at hale rollen hjem på de givne vilkår.
Det er igen – som i ’Hitler on the Roof’ – Ina Mirian Rosenbaum, der trækker stikkene hjem med sit skarptskårne, dynamiske spil som kulturens fakkelbærer.
Rhea Lemand supplerer sin iscenesættelse med at blæse dokumentariske filmklip op, måske lidt flere end nødvendigt. Vi er godt hjulpet med Lone Ernsts ekspansive scenografi – det er utroligt, så meget albuerum i bredde og højde, det lille Grob-teater kan præsentere!
Svarende til udnyttelsen af teatrets kvadratmeter i det hele taget. Teatret minder om Nørrebrogades Linje 5A-bus. Et sted, man kommer hinanden ved. Ligesom sildene i tønden.   

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *