BONNA SØNDBERG Tale ved overrækkelsen af Hvass Prisen 5.12.08 på Hofteatret
KARRIERESTART kan forløbe så forskelligt. Hvis jeg f.eks. ser på året 1957. Det er året, hvor vores anden prismodtager, Erik Wedersøe, som 19-årig etablerer egen frisørsalon i Helsingør. Det kunne have været begyndelsen til en glorværdig karriere i det fag. Men han valgte noget andet.
Præcis samme år, 1957, debuterer den 23-årige Bonna Søndberg på Det Kgl. Teater. En kanon-start! At en pige i den alder får debut i en rolle som Amelia i Verdis ’Maskeballet’ måtte være en sensation. En stor, svær, lyrisk-dramatisk rolle. Hun gik rent hjem med sin præstation.
Husker nogen det i dag? Ja – vi, der var til stede! Det skal jeg love for. Den statelige pige var en drøm af en sopran, med en drøm af en stemme, stor, lysende, fuldtonende. Søvngængeragtig sikker i sin rolle.
Siden kom der andre roller til – jeg husker fra de mange følgende år hendes Ariadne i ’Ariadne på Naxos’, hendes Elisabeth i ’Don Carlos’, hendes Ingeborg i ’Drot og Marsk’. Og gouvernanten i Benjamin Britten’s ’Skruen strammes’ – den blev i øvrigt tv-optaget af Danmarks Radio.
Men dér i 1957 – hvor dukkede denne lysende sopran dog op fra? Ja, det kunne man dagen før læse i et interview i det konservative dagblad ’Dagens Nyheder’, en avis, jeg har kærlige erindringer om. Det var dér, jeg skrev mine første koncertanmeldelser i sene aftentimer, hvorefter jeg gik ned i hjørnekælderen, hvor den Gyldne Fortun senere kom til at ligge, hentede et bundt aviser i bladdistributionen og tog ud på Triangel, hvor jeg stod og solgte avisen med min anmeldelse.
Nu rodede jeg i en af mine scrapbøger, og hvad stødte jeg på? Et interview med Bonna Søndberg, dateret 2. februar 1957, dagen før premieren. Og for at det ikke skulle være løgn: Det var det allerførste klip i dén scrapbog, så det kan se ud, som det var min debut som musikjournalist ved Dagens Nyheder!
Dette møde med den unge sangerinde nogle dage før premieren har gjort indtryk på den unge journalist: ”Jeg kommer op ad trappen for at ringe på hendes entrédør i en ejendom i Brøndbyøster,” står der. ”Trods kulden stod jeg fastnaglet og lyttede til den rene og smukke stemme, der klang så vældigt, at den fyldte hele trappeopgangen med resonans.”
Jeg læser videre:
”Da vi lidt senere sidder lunt inden døre foran en kop dampende kaffe, fortæller fru Bonna – ind imellem 3-årige Ingers lystige kommentarer:
”Det begyndte, da jeg var 12 år og boede i Rødding ved Esbjerg. Der var altid musik hos os. Mor spillede klaver, far sang, og selv morede jeg mig med begge dele. Men en aften var jeg i biografen og så Strauss’ ’Wienerblod’. Det gjorde et så voldsomt indtryk på mig, at jeg dagen efter sang det meste af operetten for mine kammerater og læreren i skolen. De troede, jeg var blevet tosset, men selv vidste jeg, at nu var det alvor, og da jeg et års tid efter var alene i Esbjerg, tog jeg det store skridt. I en tilfældig grammofonforretning fik jeg at vide, hvor der boede en sangpædagog, og få minutter efter stod jeg med rystende knæ foran frk. Petersens frygtindgydende dørskilt. Da jeg igen stod på gaden var jeg fortumlet – men henrykt! Den strenge dame havde hørt på mig, havde sagt, at jeg sang ’I skovens dybe stille ro’ pænt, og at hun gerne ville have mig som elev.”
Bonna fortæller videre om, hvordan hun kommer til København allerede som 16-17-årig, søger optagelse på Operaskolen, da hun er atten – og bliver kasseret, men alligevel prøver igen året efter – vildt hasarderet, for det var kun en måned efter en svær fødsel. (Lille Inger!)
”Al ting sejlede”, fortæller hun, ”jeg var flintrende ligeglad med resultatet, og anede knap nok, hvad det var jeg stod og sang. Men ind kom jeg altså!”
Og videre fortæller hun så om sine forventninger, og om hvordan hun lige har været på studierejse til Bayreuth sammen med Mogens Wedel – som nok fortjener at blive husket for andet end ’Den gamle Gartner’! – og hun henrykkes over ’Parsifal’ og ’Ringen’ … ”I dagevis gik jeg rundt i en salig rus, smilede til alle mennesker, hjalp gamle damer over gaden og den slags – De ved, man bliver så ædel, når man kommer i den stemning!….”
Det er historie dette her – jeg har valgt at referere det, for det er den fremstormende unge sopran, jeg selv husker fra 1960’erne og 70’erne – siden har jeg ikke fulgt Bonna Søndberg så tæt, og ved kun, at hun havde en koncertkarriere i forlængelse af løbebanen på Det Kgl. Teater og en sangpædagogisk karriere i de senere år – forhåbentlig med et mindre frygtindgydende skilt på døren end frk. Petersen i Esbjerg.
Hvad priskomiteen har lagt mest vægt på, ved jeg ikke. For mig er hendes Amelia i ’Maskeballet’ rigeligt til priser ud i al evighed. Det var enestående!
Man kan genhøre hende i rollen på den nye CD fra Hegermann-Lindencrones gamle optagelser, der netop udkommer i disse dage. Det er en stor fornøjelse at høre dem. Som det er en stor fornøjelse at overrække dig Hvass Prisen!
