JEG ELSKER CARMEN – CARMEN ELSKER MIG

Tag børn med på Operaen til ’Carmen’. De vil æde sådan en forestilling råt, i modsætning til ’Den fiffige lille ræv’. Så er det sagt.

Spiller indtil 20. marts

****

DET KGL lancerer Janaceks ’Den fiffige lille ræv’ som en forestilling for familien. Fra 6 år og opefter.
Ikke sådan med ’Carmen’. Men det burde man. Man kan roligt tage børn med til ’Carmen’. Lige så roligt som man kan lade børn medvirke i forestillingen. Det gør de nemlig. Piger og drenge i flokkevis. Glade og henrykte er de med i det hele på scenen. Slagsmål. Knivstikkeri. Blod, der driver. Damer, der hiver op i skørterne. 
Nu er Bizets smuglerdrama tilbage på repertoiret.
Ingen opera er i den grad lige til at gå til. Ren knaldroman. Musik proppet med highlights, som børn lynhurtigt begynder at nynne med på, hvis ikke deres forældre kommer først. Hånden for munden! For vi vil jo også gerne høre sangerne på scenen. Og børn skal selvfølgelige lære: Hver ting til sin tid. Hjemme kan man bagefter henrykt skråle ’Jeg elsker Carmen – Carmen elsker mig!’

INDVIELSE

De ømmer sig på Operaen over, at publikum ikke orker at umage sig frem til operapaladset på Holmen gennem storm og sjap, over hav og havn eller via parkeringspladsens uhyggelige slagmark.
Den katastrofe skal vi ikke fordybe os i denne gang. Bare fastslå, at gennemgår man disse mindelser om flugtruterne til Sverige under 2. verdenskrig, så ender man med at sidde til en brillant operaoplevelse. Anvendelig som indvielse af næste generation til kunstartens fortræffelighed. Charme, folkelighed, farver, eventyr, drama. Ører, der bombarderes med musik.
’Carmen’ er genopsat i udgaven fra 2009, som igen er et lån fra Glyndebourne Operaen tilbage i 2002. Modellen er, hvad den er, overtaget hud og hår, lavet til en langt mindre scene, og det er, så man ind imellem får klaustrofobi på de medvirkendes vegne. Jeg uddybede det nøjere i anmeldelsen dengang (8.11.09).

BAGBUNDET

Genopsætningen er på nippet til hæsblæsende tempi under den estiske dirigent Vello Pähn, men det giver på den anden side et dramatisk drive, der er velgørende.
På scenen kan man, snæverheden til trods, nyde godt af David McVicars psykologisk detaljerede personinstruktion og påfund  – børn vil spørge, hvad der er for et sært bagerbrød-greb, en af drengene bakser med i slutscenen, og hvis de ikke fanger dét, så fanger de i hvert fald, at Anders Jakobsson som officer Zuniga får bank i 2.akten, bliver bagbundet til en stol og havner uden for tæppet, da det falder, og må bruge det halve af pausen til at rokke sig ud i kulissen. 
Man kan undre sig over, hvorfor så få af operaens egne solister er at se og høre i hovedpartierne. De medvirkende i disse første forestillinger er ypperlige: Den smukke, sensuelle mezzo Anna Caterina Antonacci i titelrollen (et genhør fra 2010), tenoren Andrew Richards som Don José – pigerne vil æde ham råt og græde tårer over ham – og den voluminøse (stemme og krop) Levente Molnár som Escamillo.
Kun Inger Dam-Jensen har genindtaget sin plads som Michaëla – et fortryllende genhør.
Ellers er glimrende, hjemlige sangere placeret i biroller.
Enkelte vil senere dukke op, f.eks. som Carmen – Hanne Fischer og Elisabeth Jansson – men der er end ikke blevet plads til en tenor som Peter Lodahl – han må ’nøjes med’ at synge Don José i Berlin og den slags outsider-lokaliteter.
Puslespillet med kalender og rolleplacering er sikkert indviklet. Men det er interessant, at Det Kgl. i sin nuværende situation heller ikke har plads – eller råd? – til en Reumertpris-vinder som Johan Reuter, der ellers har været en formidabel Escamillo ved tidligere opførelser.

GregersDH.dk