MED WOTAN PÅ JANACEK-BJERGET

Janaceks forunderlige outsideropera ’Den fiffige lille ræv’ som kæde af misforståelser på Operaen.

Spiller indtil 3. februar 2013

***

PÅ vej ud fra Operaen bliver jeg stoppet af en dame med et barn ved hånden. Hun er vred: ”Skulle dét her være noget for børn???”
Jeg når ikke at svare, for det gør hun selv: ”Det er det ikke. Sådan noget vrøvl!”
Damen har ret, så det runger. Det Kgl. skriver på nettet: ’Kan ses af børn fra seks år’. Det holder ikke en meter. Det er nemt nok at fortælle om ’Den fiffige lille ræv’, at den er et eventyr om mennesker og dyr, om en lille ræv, der annekteres af en skovfoged og vokser op med hans familie, forelsker sig i en hanræv, en skovfoged, der resignerer og en masse andet halløj i skov og landsby med mennesker, der tumler rundt som mennesker gør, og dyr, der gør ligeså.
Men det meste er på scenen ugennemtrængeligt, ubegribeligt. Og dét på trods af kvaliteterne i Janaceks musik, der emmer af skovmystik, som pibler og kvidrer, af dyr, der taler, mennesker, der synger i det forunderlige sprog, der var Janaceks afluring af stemmer, lyde, klange og sære karakterer.

IMPONERENDE
 
Minsandten også på trods af en delvis fantasifuld scenografi – Es Devlin har gjort den. Vi husker hendes ’Don Juan’ for nogle år siden med mange frække løsninger – med Janacek-operaen har hun nu skabt en biologisk civiliseret urskov af kryb og skovfabuleringer, ustandselig i farverig bevægelse, på mange måde ganske kongenialt med Janaceks begrebsverden, sætstykker, der flytter sig, arbejder og arbejder i videoprojekterede farveorgier.
Det er meget imponerende.
Men også – åh, ja – et legomonument af klodser, der både skal agere vildsomme bjerge og landsbyens huse, men intet øjeblik noget, som børn vil associere til noget som helst, der har med historien at gøre. Vi andre? Kun med en velvilje, der strækker sig, som blev vi betalt for at udvise den.
Så meget de kan, de klodser, åbne og lukke sig, man kan proppe ræven i dem, når den er for fræk, dyr og mennesker kan stikke næsen frem af dem, skovfogeden kan spille kort med skolelæreren på dem, man kan så meget – men alt peger i umulige retninger. De medvirkende kan dårligt bestige og nedstige umulighederne, uden at de kommer til at tage sig ud som udslidte, vakkelvorne bjergvandrere.

FEJL PÅ FEJL

Og meget mystificerende kommer til: Menneskene er iført en art rumdragter – vi skal se dem indgå i en mikrobiologisk Zusammenhang med naturens grundlæggende elementer. Den arme, uskyldige skovfoged, hovedperson i fortællingen, træder frem på klipperne som en Wotan, der har forvildet sig ind i en science fiction film og fået et jagtgevær i hånden i stedet for sit spyd og bereder sig på at ekspedere Brünnhilde til bjergets top. John Lundgren kunne med sin magtfulde baryton og positur mageligt klare rolleskiftet.
Al umiddelbar identifikation af skovfogeden, hans kone, skolelæreren, præsten og de øvrige menneskelige væsener smuldrer – jo, Sten Byriel, præsten, har lige fået sig et kors i kæde om halsen. Men ellers.
I sangerbesætningen er der begået fejl på fejl. Gisela Stille er en glimrende lyrisk-dramatisk sopran, men forkert i ræverollen. Den kræver en letbenet sopran, næsten en soubrette – Ellen Winther sang partiet i sin tid på Det Kgl., hun var som født til den med sin sprælske sopran og en tekstartikulation, hentet nærmest fra musicalgenren. Louise Fribo kunne have sunget ræverollen.

HAN OG HUN

Og hvad med den hanræv, som forelsker sig i den fiffige? Rollen er skrevet for sopran og bliver her sunget af  Ellen Margrethe Dahl, men kostumeret, så det kniber med at kende forskel på han- og hunræv.
Ved opførelsen dengang i 1963 blev hanræven sunget af tenoren Willy Hartmann – Ellen Winther og Hartmann på deres højde og Poul Bundgård som skolelæreren i fuldt humoristisk flor.  Janacek nævner selv muligheden for lade en tenor synge hanræven. Med en sopran i rollen skabes virkelig utydelighed.
Det er jo ikke en Cherubino eller en Rosenkavaler, vi har med at gøre, ikke en krydret, rokokko-mondæn sofistikering, vi skal labbe i os. Det er Janacek i landlige hjemmesko med duft af halm og Hjortens Flugt over de tjekkiske Sudeterbjerge. Skovmylder og skovensomhed. Iscenesætteren Francisco Negrin har set sig glad i at sætte koglende natur op mod kold modernisme. Det var ikke Janaceks anliggende. Det var naturens drift kontra menneskelig længsel.
Rollelisten er kilometerlang, der er fine små dyreroller til nogle af Københavns Drengekors unger, i Kapellet en del spræl med det fænomenale, besynderlige partitur under Thomas Søndergaard – deraf de tre, her givne stjerner. Og for nu at gentage: Det natursceneri, som Es Devlin og hendes videoproducenter har afstedkommet, slår halvvejs til. Stort, smukt og overraskende, men også dansetungt ind imellem.
En opera og en forestilling, som børn kan bruge til noget? Tjah. I foyeren sælges i hvert fald et papirkliphæfte med associationer til scenens dyr og mennesker. 

GregersDH.dk