‘Guitaristernes jul’ Gasværket 1.12.08 Anm.

gasvaerket-guitaristernes-jul-291108.jpg

Kirsten Lehfeldt, Mia Lyhne og Christian Tafdrup i ‘Guitaristernes jul’ (tegning: Claus Seidel)  

JULEPRUT I KRYBBEN

’Guitaristernes jul’ giver gode grin i Gasværket, men så heller ikke mere.

***

I DEN den første ’Guitaristerne’ satte Mia Lyhne sig hen i et hjørne og lejrede en lort. I den nye ’Guitaristerne’ slår hun en prut.
Det første er ligesom en mere markant handling end det andet.
Sådan er det også med forestillingerne. ’Guitaristerne’ på Mungo Park Teatret i Allerød i januar 2005 satte os i lattersvingninger, der havde væg til væg-dimensioner. ’Guitaristernes jul’  – den sent tilkomne titel på 2. udgaven af ’Guitaristerne’ –  får os til at genoptage latteren med en vis sordin på.
Men det er de fortsat morsomt. 
Vi er igen vidner til fire tumper, der kæmper med at indstudere en mindekoncert for deres afdøde idol, popfidusen John Hansen. Sangskriveren, hvis udødeligste værk er nummeret ’Hvor er min lighter’.
Denne gang skal det foregå på en hellig juleaften som en art krybbespil i den lokale kirke, og det er den kaotiske indstudering, vi følger.

SKÆVERTER

Et af hovedværkerne fra fundene i John Hansens efterladte arkiver hedder ’Svend er begyndt at lugte’.
Så er vi sporet ind. Svend var en af John Hansens venner og skal selvfølgelig være en figur i spillet. Det slås de fire lidt om i starten: Hvem skal have æren af at spille Svend? Loddet falder på hende, der hedder Grethe, og da hun spilles af Kirsten Lehfeldt, er vi i sikre hænder. Hun hverken lugter eller noget andet ubehageligt. Hun er bare den samme mopsede og småsure gimpe som i ’Guitaristerne I’.
Ligesom de andre igen præcist rammer de samme skæverter som dengang. Mia Lyhne er ubetalelig enfoldig i rollen som Kim. Carsten Bjørnlund den stædige stivpind Hesselholm. Fjerdemanden er Christian Tafdrup, der har afløst Jens ’Polle’ Andersen som den larmende og aggressive makker i kvartetten.
Intet flytter sig – bandet kommer selvfølgelig aldrig frem til kirken, tiden går med at mundhugges og prøve på de umulige sange eller rende ud af tangenter med pointeløse historier, som bliver komiske, netop fordi de er uden pointe.

STUNTS

Første akt foregår i en parkeringskælder. Anden akt på taget af ejendommen. Det sidste giver anledning til nogle gode stunts, hvor Bjørnlund dejser ned fra en knækket tv-antenne, og Mia Lyhne dratter i en udsugningsskakt.
OK for action. Ikke fordi: Vi er godt nok underholdt af tossernes dødssyge sange og målrettede kvajpanderier.    
Line Knutzon kan det med at aflure skøre hverdagssituationer. Nikolaj Cederholm kan skubbe dem frem til rampen. Og Kim Witzel kan bygge en dekoration, der slår hårdt. Det er også nødvendigt for at få de skøre småtterier op at juleringe i Gasværkets kæmperum.

GregersDH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *