Andreas Landin, Rasmus Tofte-Hansen, Jakob Zethner, Magnus Vigilius og Winnie Merete Barrett i ‘La Bohème’ (Foto: Den Fynske Opera)
’LA BOHÈME’ VÆG TIL VÆG
Der er gevinst og tab ved opsætningen af ’La Bohème’ på Den Fynske Opera
***
FRISK til sagen. Hug en hæl og klip en tå. Puccinis ’La Bohème’ kan tåle en del, og har sandelig tålt en del i tidens løb. Barberinger, beskæringer, afhøvlinger.
Det så vi for nogle år siden f.eks. på Rialto Teatret, hvor orkestret var et klaver og dekorationerne en stol og et bord.
Og det ser vi nu på en helt anden måde hos Den Fynske Opera, hvor lange passager er skåret ud, og orkestret er et kammerensemble på seks musikere plus dirigent.
Noget vindes og noget tabes hver gang.
I Odense vindes der på sentimentaliseringen. Ægte følelsesporno sprøjter ud. Der tabes til gengæld på miljø og folkeliv. Husværten Benoit er skåret ud i 1. akt. Legetøjshandleren, børnene og soldaterne er skåret ud af 2. akt. Torvehandlerne ved byporten er væk i 3. akt.
Det æder vi råt, hvis vi er indstillet på, at økonomi og plads er begrænset på Den Fynske Opera. Og at opsætningen vil ind til benet af denne lovestory fra Puccinis tårekanal. Puccini er selv ude om det. Hvad udad tabes, skal vindes i øjenkrogene.
SCENISK EKSPANSION
Det sjove ved den unge instruktør Anna Barslevs greb om ’Bohème’ er, at hun kompenserer strygninger og begrænsninger med scenisk ekspansion. Det er ’La Bohème’ væg til væg. Publikum sidder ved borde over hele salen. 1. og 4. aktens kunstnerhybel, 2. aktens Café Momus og 3. aktens forstadsværtshus ved byporten – det hele er en suite af scenerier langs to sider af salen. I byport-scenen har maler Marcel fået en hel gavlvæg at pynte op med sit skilderi af ‘Isralitternes march over Rødehavet’.
Vi sidder næsten midt i sceneriet, og sangerne kan operere frit rundt i salen. Hvad de sandelig også gør, så sveden sprøjter, og du kan få Musette om halsen og på skødet, hvis det er noget. Hvad det udmærket kan være, for sopranen med bjergbestiger-navnet Liv Oddveig Midtmageli er rigtig nydelig.
Du kan være nødt til at gå i dækning for Andreas Landins voldsomt og flot syngende Marcel, når han bestiger publikums-balkonen. Du kan blive blændet af skærende modlys, når Winnie Merete Barrett som Mimi slæber sig svag og nedbrudt mod publikumsudgangen og ledsages af en dobbelt følgespot. Og du kan sidde i fare for at få både flasker og glas i hovedet, når Magnus Vigilius’ Rodolphe tumler sig med vennerne ved baren i Café Momus.
BLINDSPOR
Det skaber alt sammen en vældig vitalitet. Og giver opsætningen er dramatisk friskhed, der ind imellem kompenserer for vokale blindspor, stemmer, der lader sig diktere mere af scenisk udfoldelse end egentlig vokal vellyd.
Magnus Vigelius er f.eks. en unge digter, parat til at svinge sig ud i alt fra P.F. Jac til Goethes unge Werther med begges drømme og lidelser, og det er glimrende og troværdigt, men hans unge, stærke tenor bliver ikke behandlet med fløjlshandsker. Hans Mimi, Winnie Merete Barrett er tilsvarende overordentlig rørende, men ret svingende i op og nedture med sin kønne, vibrerende sopran.
Både Jakob Zethner og Rasmus Tofte-Hansen håndterer deres mindre roller med lydhørhed over for instruktørens spillekrav.
SCENEBAMSE
Jesper Buhl – Den Fynske Operaens nye chef – tumler sig uhæmmet som den lattervækkende, gamle Alcindoro, der køber sig til en flirt med Musette. Buhl er på en sjov måde vor tids Holger Boland, en scenebamse, som har det bedst, når musikken spiller. Og når vi nu er ved sammenligningen: Fynboerne spiller ’Bohème’ på dansk, og det er helt forfriskende. Man får pointer med, som man er tilbøjelig til at glemme på italiensk, selvom f.eks. al Schaunards vrøvl om en papagøje og en englænder i 1. akten forbliver noget volapyk – som bare af musikalske grunde ikke lader sig skære bort.
Typisk – tror jeg – for Buhl at føje en lille ekstra pointe til Alcindoros sortie fra Café Momus. Han dropper regningen hos et tilskuerpar ved et af bordene.
Ikke nogen kedelig forestilling.
