SAGDE DE TJAIKOVSKIJ?

Tjaikovskijs musik er ilde tilredt i Tivolis opførelse af ’Nøddeknækkeren’. Men dronningens livsglade og naivistiske hyldest til Tivoli med farverig scenografi og kostumer er en julemesse værd.

Spiller i Tivolis Koncertsal indtil 22. december

***

DET begynder katastrofalt. Sanseløst. Bogstavelig talt. I den forstand, at de ansvarlige for denne opsætning af Tjaikovskijs ’Nøddeknækkeren’ ikke sanser, at den lille ouverture, der åbner forestillingen, skal klinge sit legende allegro i mørke, inden tæppet går for juleaftenscenen.
Skabe listig eventyrstemning. Klinge af spænding og underfundighed. Sådan som det gøres på Det Kgl.s Gamle Scene, når den uopslidelige Nøddeknækker indledes, dirigenten indtager sin plads, lyset dæmpes og musikken sitrer i en allegro giusto, som partituret foreskriver.
Klinge, siger vi. Det gør det ikke i Tivolis Koncertsal. Slet ikke. For Tjaikovskijs geniale musik til denne ballet afspilles på bånd! Og oven i købet: Gennem højtalere, der får alt til at lyde som musikken på min gamle radio, når jeg læste lektier i 1950’erne med klassisk musik knasende sig vej ud af den lille indbyggede højtaler i apparatet.

SATSNING…

Sådan fortsætter det i Tivoli. Der er ikke plads til, eller råd til – eller hvad ved jeg – mulighed for, et levende menneskeorkester som på Det Kgl., eller hvor som helst man sætter ’Nøddeknækkeren’ op. Det skulle da lige være i et forsamlingshus i provinsen, hvor man laver den som hyggelig amatørforestilling op til jul med en flink pianist ved det opretstående.
Men en Tivoli-opsætning, der efter alt, vi ser, i øvrigt satser med alle muskler spændt, masser af medvirkende hentet ind fra nær og fjern, frit slag for dronningen til at lave et helt Tivoli-eldorado af kostumer, dekorationer, farver, der glimter som en bolchebutik! – en formidabel pendant til det opulente menageri, Tivoli-haven er omdannet til udenfor endda med selveste Kreml i al sin pragt for at tegne årets tema: Russisk jul!
Tjaikovskij er russer! Hans musik russisk! 
Man kan se og høre sig bandsat under den opsætning. Er der noget, der er stort ved ’Nøddeknækkeren’, så er det partituret! Tjaikovskijs uudtømmelige, overdådige fantasi i et orkesterlandskab, der swinger, så alene suiten fra ’Nøddeknækkeren’ er et af de mest spillede værker i koncertsale verden over. Et væld af orkestrale påfund, der kulminerer med blomstervalsens jublende d-dur.

KOMPENSATION

Man pisker sig selv til at kompensere undervejs i denne opførelse, sukker over det grumsede billede af de herligste fløjtesoli, de mest dårende strygerkærtegn, dybe toner, der forsvinder i mudderet o. s. v.
Og hvorfor gør man så det – tvinger sig til at lægge sit eget filter i øregangene?
Fordi det er rigtig sødt, sjovt og morsomt, hvad dronningen har fundet på sammen med Peter Bo Bendixen, der har iscenesat og koreograferet, og Henrik Lyding, der har været dramaturg. Alt det musikken fortæller så mageløst om, men vi ikke må høre, hvorfor vi så vælger at se. Hele historien om den lille pige, der falder i søvn juleaften og drømmer sig til eventyrland, er trukket til Tivoli:
H.C. Andersen læser eventyr juleaften og laver papirklip, Pantomimeteatrets Pjerrot er på besøg, og hele den drømmeverden, pigen sover ind til, er Tivolis – Pjerrot, Harlekin og Columbine indfinder sig i en ægte Tivoli-ballon, rutchebanen er baggrund for de store soli og pas de deux i 2. akten, og konturerne af København gør os trygge i baggrunden.

EVENTYRBYEN

Dronningen elsker sit København og sit Tivoli, og vi deler kærligheden med hende – vi lever i en livsalig eventyrby!
Ikke altid så blomstrende farverig og -ren, som dronningen gør den, ikke altid med unger, der er så sjove og yndige som her. Også, når det skal være, med raske små slagsmål mellem forskellige arter af tinsoldater, mus, der gnaver, og dumme hekse og knivstikkere.
Og så danses der, så vi mere end aner grundstammen i dette vældige tivoliske danseinitiativ (uden orkester, husk det!).,Grundstammen, der er Pantomimeteatret og dets gennemført professionelle mimiske sprog.
Alt det, vi her i forestillingen ser herligt udfoldet i 1. akten.
Her ligger alle de bedste påfund og optrin i forestillingen. Mens den kommer til kort handlingsmæssigt i 2. aktens statiske, koreografiske danseoptrin, der næsten er ubærlige til denne askegrå afspilningen af musikken, der er som hentet op af det grumsede havnevand ved Langebro.

UANSET…

Uanset hvor nydeligt der danses af mange, uanset hvor fascinerende det er at se flamencofænomenet Selene Munoz i denne sammenhæng – brillant i sin første solo, lost i sin anden, hvor musikken ikke er hendes – og uanset, hvor sød opsætningens Clara, Teele Ude, spiller sin rolle.
Vi går hjem med dronningens plakatklare farveorgie i øjnene og med en Tjaikovskij i ører, der har det ilde. End ikke brugbare breaks i musikken undervejs i forestillingen, som en klog dame på min række sagde bagefter. Pauser, hvor en lydhør dirigent kan tøve, fornemme åndedraget i sal og på scene.
Nej, altså. Og hvor er Tivolis eget prægtige Sjællandske Symfoniorkester? 
Det rejser flittigt rundt på Sjælland med Den Jyske Opera og ’Figaros Bryllup’ og kan høres på Det Kgl. Teater i begyndelsen af december…

GregersDH.dk