Preben Kaas (Foto Willy Henriksen)

SMØG I KÆFTEN OG BRÆKJERN I INDERLOMMEN

Biografien om Preben Kaas fortæller om multitalentets optur og nedtur. Men den får ikke for alvor fat i de tragiske aspekter, før Lisbet Dahl tager til sidst nøgternt rammer hans skæbne ind.

Jakob Steen Olsen og Rikke Rottensten: ’Preben Kaas. Det bli’r vinter førend man aner’. Peoples Press. 390 sider. 300 kr.     

***

”VIL du ikke med til din fars begravelse?” spurgte Anne Mari Lee sin syvårige søn Nikolaj. ”Nej, jeg leger lige så godt,” svarede han.
Nikolajs halvbror, den fjortenårige Jeppe, kommenterede farens død sådan: ”Nu render far rundt oppe i himlen og knepper Marilyn Monroe.”
Sønnernes respekt over for deres far var altså til at overskue. Bemærkningerne er citeret i sidste kapitel af bogen om Preben Kaas. Et kapitel, som er ved at være det bedste i denne næsten fire hundrede siders biografi. Fordi kapitlet er formuleret som en stærk beretning om de menneskelige konsekvenser af et kort og turbulent liv. Fire ægteskaber, børn og papbørn, og en karriere, som snublede af sted i et vildt tempo, faldt over sine egne ben og endte, da Preben Kaas en nat i marts 1981 sprang i havnen ved Langebro. Efter alt at dømme træt af et liv, der ikke mere bød på lyspunkter for ham.
Preben Kaas var ved vejs ende det år. Og ikke bare han. Med få måneders mellemrum døde også Dirch Passer og Jørgen Ryg, to af de revyskuespillere, som stod ham nærmest. Dirch i september 1980. Ryg i august 1981. Tankevækkende. De var tæt forbundne med Preben Kaas i et intenst livsforløb gennem 1960’erne og 70’erne. Begge stærkt placeret i Kaas-bogen.
Dirch, Kaas og Ryg. Vidt forskellige talenter. Fælles om en tilværelse af voldsom intensitet og kreativitet – med en næsten total mangel på kontrol over, hvad det kunne føre med sig af gebrækkeligheder, fysisk og mentalt.

Bogens forfattere fordyber sig her for anden gang i dén københavnske revykultur, som i efterkrigsårene ruller frem på de samme højspændte vilkår som revyerne altid har haft: Ingen offentlig støtte, lev livet farligt, basér det på talentet og på et publikum, der kræver smæk for skillingen. Smæk og latter – ’Le vil de, le!’ som filmkritikeren Bent Grasten kaldte bogen om sin bror Kjeld Petersen, Dirchs makker i Lommer-revyerne på ABC Teatret i årene omkring 1960. Kjeld Petersen døde 41 år gammel, natten efter en premiere på ABC Teatret.
Kaas-biografien hviler støt på – og forlænger – biografien om Stig Lommer, som Rikke Rottensten og Jakob Steen Olsen, skrev for nogle år siden. Preben Kaas kom i en slags mesterlære hos Lommer efter lyncirkulation i alle mulige film- og teatermiljøer, en knægt fra det københavnske Vesterbro, der ville frem i verden og videre fra de ungdomsgrupper, der med forfatternes ord havde ’sex på hjernen, Brylcreme i håret, bajere i hånden, smøger i kæften og brækjern i inderlommen’.
Det kunne åbenbart være blevet til hvad som helst. Men Preben Kaas var musikerbarn, og drifterne gik mod at optræde, spille, finde på, skrive sange, råbe op og sætte ting i gang. Stig Lommer er med på det alt sammen, da Kaas havner på ABC Teatret.

Lommer vejrer en afløser, og – igen et af bogens gode afsnit: Mesterlæren er effektiv for den ustyrlige, opgavesultne Kaas. Da Kaas i foråret 1961 har fået frit slag til at instruere og skrive det meste af revyen ’Værsgo’ og skyl’, modtager forpremierens publikum revyen med lammende tavshed. Lommer bider entusiastisk i cigaren, sætter sig hele natten med Kaas, banker revyens numre igennem, stryger nogle, flytter op og ned på andre, brikkerne kommer på plads. ”En af de mest fantastiske aftener i mit liv,’ sagde Kaas siden.
’Værsgo og skyl’ blev en succes til premieren. Året efter kommer det store gennembrud, da Kjeld Petersen er borte og Dirch med. Det er åbningen for
Preben Kaas og Jørgen Rygs overtagelse af pladsen som revyens parløbere.

Men Kaas er andet end den ildsprudende revy- og filmkunstner. Han er manden, der tumler sit privatliv lige så turbulent som sin skuespillerkarriere – vandrende fra det første, meget borgerlige ægteskab, via nye ægteskaber og nye børn – skandaleombølget i forholdet til Anne Mari Lie, Nicolaj Lie Kaas’ mor, og til sidst i en art professionel sikker havn med Lisbet Dahl. Men ødelagt af slid og de strømme af sprut, der går som havnerundfart gennem hele karrieren.
Der er passager i bogen, hvor ligegyldigheder løber derudaf og kernestoffet smuldrer. Vi hører da gerne om Preben Kaas’ og Lisbet Dahls bryllup i Hårby Kirke på Fyn. Vi snupper også de lokales måben over alle de kendte gæster – ingen glemt, alle nævnt. Men vi gaber let, da vi skal orienteres om, at der serveres velkomstdrinks på bakker og kaffe og cognac efter brudevalsen.
Snakkesaligheden efterlader et indtryk af, at bogen er blevet til i større hast end nødvendigt. Den har manglet en redaktør til at stramme op. Lommer-biografien med titlen ’Kammerat med solen’ var også på næsten fire hundrede sider, men bedre gennemarbejdet. Typisk også med bedre billedtekster – Kaas-biografien mangler mange steder navne på de personer, man ser og gerne vil vide, hvem er. ’Kaas-kræs’ lyder tituleringen et par steder. Javel. Men står der dét på dåbsattesten og lønsedlen?    
’Det bli’r vinter førend man aner’ er bogens undertitel.
Et Kaas-citat, der midt i al komikken rummer den tragedie, som bogen ikke kommer rigtig til bunds i, før Lisbet Dahl klogt og nøgternt får ordet i de sidste kapitler.

Gregers Dirckinck-Holmfeld