Scenografisk overdådig i ‘Aladdin’ (Foto: Fredericia Teater)

MED DISNEY

I HÅNDEN

Fredericia Teater udfolder sin musical-entusiasme i en ‘Aladdin’, der er moderne i kraft af løssluppen distance til traditionen.

****

‘ALADDIN’ kan man gøre med, som man har lyst. Og det gør de sandelig på Fredericia Teater.
De pumper den klassisk-arabiske fortælling op til et flimmer af gags, trykker speederen i bund musikalsk, og det med en overdådigt glinsende og overfladisk musik, som passer godt til Fredericia-ensemblets professionelle stil. Som kun – i næsten uhørlige øjeblikke – forsøger sig med orientalsk fernis. Det ligger selvfølglig i det amerikanske Disney-forlæg, der er det givne.
Men så er den danske oversættelse til gengæld maked up med strømme af populære aktualiseringer, påfund, der giver pote hos publikum. Man skal bare strejfe navne som Rasmus Seebach eller fænomenet L.O.C, så er den hjemme. Og ikke forvente Øhlenschlægers højromantiske duft af natur og mystik.
Heller ikke Carl Nielsens ture ud i østerlandske orkester-fabuleringer. Derimod en direkte, munter og hårdtslående konfrontation med historien fortalt som – ja, som man vil gøre det på film eller computerspil.
Eller – og det er måske det sjoveste – som teater, der frejdigt afmonterer al lyrisk illusion med indskudte bemærkninger til handlingsforløbet, ikke for at være pædagogisk, men for at løfte publikum over i en art revy-stemning. Gjort med overraskende præcision. Ikke anmassende. Kun for at sætte spot på situationer og forløb, der godt kan have dramatisk substans, men primært komisk effekt.

STAND UP’ENS INDTOG

Det er det ene. Det andet er afsmitningen fra stand up og show.
Aladdin er i denne udgave medlem af, men også afhopper fra, et gadedrengesjak, der er hyggeligt i slægt med Kasper, Jesper og Jonathan i Kardemomme By. Trioen fastholdes i både vokale terzetnumre og drenget fjas, som ind imellem gør de tre til hovedpersoner i forestillingen.
På samme måde lykkes det Pelle Emil Hebsgaard som lampens ånd at erobre store dele af opsætningen med et stand up show, der uden blusel inddrager publikum i direkte henvendelser og opfordringer, som var han sin egen konferencier. Ved gud om ikke Hebsgaard stammer fra Ikast, sangerfabrikken i det midtjyske, som bliver ved med at kaste alt fra opera-verdensstjerner som Bo Skovhus til eklatante musicaltalenter fra sig. 
Hebsgaard er underholdende, på kanten af det ustyrlige, men tager gevaldig kegler, f.eks. da han får Johannes Nymark med i et effektivt stepnummer – Johannes Nymark, som ellers primært udmærker sig ved helterollen, den hvide sympatiske elsker, der erobrer sin sultandatter Jasmin med lampens magiske tryllekraft. Gadedrengen, der som H.C. Andersens soldat svinger sig fra underklasse til overklasse, som man jo skal, for at det kan blive et rigtigt eventyr.
Synge kan Nymark og Maria Lucia Heiberg Rosenberg og kønne ser de ud.

FRA GULNARE TIL JASMIN

Det et vældigt ensemble, der er mobiliseret – der er plads til sjove karakterroller som Kim Brandts Jago, den slimede håndlanger for Martin Loft, den onde Jafar – Øhlenschlægers visir Noureddin har skiftet navn i denne ‘Aladdin’. Det har alle, bortset fra Aladdin. Selv Gulnare hedder nu Jasmin. De nye navne vil vel være mere fortrolige for et invandrerpublikum end de gamle? 
Både i indledningen og mod slutningen af 2.akten er de store ensemblescener flotte og effektive, men på kanten af at være for lange og omstændelige. Derimod er scenografien idel fryd. Video-billederne fungerer blændende godt, teknikken løser de mange sceneskift lydefrit og smukt, man rives virkelig med fra nat til dag fra by til ørken, fra gade til palads i raffinerede lyssætninger.
Den ambitiøse produktion er en ny sejr for Fredericia Teater i satsningen på en musikdramatisk stil, der først og fremmest forpligter sig på professionel underholdning.

gregersDH.dk