DØDENS MANIFEST

* 

*
CaféTeatrets ’Manifest 2083’ er en uhyggelig knytnæve. En fortælling om massemorderen Breivik, og hvad der kan drive mennesker til forfærdende handlinger. Om stykket skal spilles? Ja selvfølgelig. 

Spiller indtil 23. januar 2013

*****

ET øjeblik, som rummer essensen af meningen med stykket om Anders Breivik: Nemlig det øjeblik, hvor skuespilleren Olaf Højgaard – efter at han har sat sig ved sminkespejlet og langsomt og omhyggeligt har ændret sit ansigt til en næsten præcis kopi af Breivik – rejser sig, vender sig imod os og bare ser på os.
Det sker langt henne i den halvanden times monolog om den norske massemorder. Højgaard har indtil da på forskellig vis udviklet baggrunden for Breiviks handlinger, barndom, opvækst etc.
Alt det er, hvad det er. Vi kender det meste fra skildringerne af retssagen i Oslo. Vi skal vende tilbage til, hvordan historien fortælles på CaféTeatret. Historien i al sin rystende klarhed.
Det, der sker, da Højgaard ser på os, uhyggeligt forvandlet til Breivik, er, at han er os. Dig og mig. D.v.s. et offer for det i mennesket, som rummer potentiale til at bedrive de forfærdeligste handlinger.
Ikke bare som spontane handlinger, som når man kommer i dramatisk og pludselig affekt. Men som bevidste, motiverede handlinger, der drives af indoktrinering, forførelse eller massepsykose, ideologiske eller religiøse animeringer eller frygt for det ukendte.
Den slags, der får folk til at foretage irrationelle handlinger i sikker bevidsthed om, at de er rationelle.

UNIVERSELT

Øjeblikket er et nøglepunkt, hvis man skal forklare, hvorfor der er mening i at gøre denne Breivik-sag til teater. Det er ikke et forsvar for Breiviks handlinger. Det er den rystende forklaring. Og den rystende advarsel. Breivik repræsenterer det morderiske potentiale i os alle.
Forvandlingsprocessen ved spejlet og konfrontationen med os sker til forførende akkompagnement af Chopin-klavermusik – nærmest som en antydning af, at det er den vesteuropæiske, kultiverede menneskerace, som er under beskydning. Det holder ikke. Problemet er universelt.
Der er derfor grund nok til at opføre stykket, der eller er udsat for rimelig meget kritik og tvivl.
På CaféTeater har dramatikeren sammen med skuespilleren Olaf Højgaard bygget stykket sådan op, at det, vi fra start overværer, er skuespilleren, der overvejer sin angrebsvinklen på sagen. Han står med Breiviks enorme manifest, piller markante punkter ud, beskriver Breiviks teorier om det vesteuopæiske menneskes dekadence og eftergivenhed over for både marxisme og islam, og midlerne til på korsfarervis at gå til modangreb.
Tavle og kridt, overheads og lysbilleder tages til hjælp, rekvisitter til bombesprængning afprøves, manifestet repeteres på skolemaner.

NØGTERNT

Højgaard prøver at sætte sig ind i Breviks tankegang, hører for sig Breivik harcelere i sin celle over, hvordan man tager ham højtideligt og spreder hans budskab, selv på en lille københavnsk scene.
Højgaard gennemspiller i nøgternt fortællende form vekslingen mellem at være sig selv og Breivik. Med stor effekt. Der bygges gradvis op til det punkt, hvor konfrontation med publikum indtræffer. En dokumentarisk forelæggelse af korsridderen Breiviks ideer om, hvordan demokrati og eftergivenhed er ved at føre Europa mod katastrofen, og hvordan han, Breivik, er i spidsen for de tapre, der aner faren og tager kampen op.
Med mordene i Oslo og på Utøya som ’bare’ et eksempel på, hvordan man så gør dét.
Som dramaturgisk forløb kunne man være stoppet ved spejl-operationen og dens voldsomme effekt. De efterfølgende citater fra retssagen med Breivik-figuren i sindsoprivende karikatur virker mest som argument i diskussionen om hans eventuelle sindssyge, og de sidste referater af nedskydningerne på Utøya er nok overflødige.
Er det teater? Har nogle spurgt. Det er lige så meget teater som Shakespeares ’Macbeth’ eller Strindbergs ’Faderen’.
Teater er til for at gøre os klarere på, hvem vi er. Det må man sige ’Manifest 2083’ gør.

gregersDH.dk