Claes Bang og Jens Gotthelf i ‘Squash’ på Teater Får302 (Foto: Lis Kasper Bang)

MANDEHØRM

Omklædningsrummet som vejkrydset, hvor mænd afgør deres ægteskabers skæbne. Det er ’Squash’ på Teater Får302. Frækt og underholdende.

Spiller indtil 3.11.

***

MANDEHØRMEN. Den hænger i luften i Får302’s teaterrum. Det er, som at gå til brydestævner i min barndom i Idrætshuset på Østerbro.
Du er bare endnu tættere på her i Toldbodgades mini-teater, hvor Claes Bang og Jens Gotthelf stripper og spiller squash, dette benhårde spil, hvor bolden er så stenet som en golfkugle. Du skal ikke stå i vejen for sådan en, hvis du har dit liv kært. Præcis som vilkårene for koner og børn, hvis de er i skudlinjen for ægtemænd, der afgør familielivets skæbne i sportens omklædningsrum eller på den nærmeste bar.
Steder, hvor mænd er mænd. Og hvor kvinder noget, man snakker om, mens sveden drypper, og grinene er svedne.

LUSKE-SEX

Squash er et spil for noble gentlemen. Men hos de to – Claes, der spiller den 42-årige Christian, og Jens, der spiller den 44-årige Kim – er kortene ulige fordelt.
De står her og slider med ketcherne, og det kan være, hvad det være vil. Det handler mere om deres overvejelser om, hvad det indebærer at bolle ved siden af. Christians første replik er et citat fra hans otteårige datter, der har sagt: ’Pas nu på, dit pikhoved!’.
Det er kommet lidt bag på ham. Men han fortæller det med slet skjult stolthed. Tøsen er intetanende på sporet af noget, der ligger dybt i ham selv: Sex.
Sex som ikke bare grundlæggende, men totalt ustyrlig fornøjelse. I hovedet på den arme mand i døgndrift. Pikhovedet. Sex med et hvilket som helst skår, der nu melder sig på banen.
Men luske-sex. Konen skal ikke vide noget.
Over for hans udfarende kraft, kæmper Kim med sine egne lyster. Men pæn, snusfornuftig borgerlighed er indbygget i ham, og hans hjemmeliv i køkken, stue og dyner er urørligt.
Hjælpe Christian med at dække over hans udskejelser? No way. 

LYST OG PLIGT

Vi er hurtigt klar over, hvor den historie skal hen.
Christian skal drukne i sin egen suppe, og Kim skal have hylet sin tryghedsnarkomani ud af folderne. Dramatisk er ’point of no return’ de tos monologer, hvor de – til vores løftede øjenbryn – hvor for sig fortæller om et samleje derhjemme hos konen. Her boller Christian fornøjeligt fruen bagfra uden egentlig at tænke over, at det er hende, han boller med. Mens Kim fortæller om et knald, hvor han undervejs overvejer bankrente og kursudsving, mens konen grunder over ungernes trivsel i børnehaven.
Christian som lyst-bolleren. Kim som pligt-bolleren. Begge på vej mod nye uløselige problemer.      
Dialogen er slagkraftig, og instruktøren Pernille Sørensen har sat fin flugt over de tos mere og mere oppiskede konflikter og løsningsmodeller. De indlagte videoer med dyr, der kopulerer, er mest til dække over lynomklædninger i en dekoration, der i Niels Birks udgave endnu engang får os til at undre os over, hvor meget, der kan lade dig gøre i en diminutiv lejlighed. Selv publikum er der plads til.

GregersDH.dk