ANGSTENS PRIS

Fassbinders fyrre år gamle film ’Angst æder sjæle op’ er relevant at få genoplivet – nu som teater i en udspekuleret opsætning på Betty Nansens Edison Scene med Ulla Henningsen i hovedrollen.

****

’HABE kein Angst’ – er det en provokation, at stykket bruger den tyske titel på Betty Nansens Edison Scene?
En lille stædig afstraffelse? Nu hvor tysk stort set er sløjfet i gymnasier og på universiteter. Den sidst overlevende lektor i tysk kan så diskutere med de to elever, der er tilbage i tysktimerne, om ’Habe’ skal opfattes som bydemåde eller 1. person ental med et udeladt ’Ich’.
Christian Braad Thomsen kalder i sin programartikel Fassbinders film, som stykket er skrevet over, ’Angst æder sjæle op’. Det har altid været titlen ved visninger af denne film i Danmark.
Men ok: Til stykket. Og alligevel lige endnu et sproglig holdt. ’Habe kein Angst’ er produceret af ’Eklektisk Teaterproduktion’. Eklektisk! Hva’behar? Ikke et ord, der sælger billetter på markedet. ’Eklektisk’ betyder noget med at plukke fra nær og fjern, fortid og nutid, samle op og bruge løs, som man nu har lyst.
Men det kendetegner meget godt den stil, der er valgt for at fortælle den lille Fassbinder-historie om en berlinsk rengøringskone, der bliver forelsket i en irakisk fremmedarbejder og render panden mod en mur af mistænkeliggørelse fra alle sider: Arbejdskammerater, naboer, venner.

MIX

Historien om chikanen har nemlig flere hjørner. Racismen, aldersforskellen – hun er tyve år ældre end irakeren – og indvandrerens egen kultur og stædige vaner.
Den fortælles i et teatralsk mix – musikken spiller ud med klumper af dette og hint, så er det den danske grand prix-dansevise, så er det toreadorsangen fra ’Carmen’, så arabiske danserytmer, der kan bringe den arme Ulla Henningsen, der spiller rengøringskonen, i henrivende forvirring, da hun bydes op til dans i det lokale værtshus – det hele som et sceneri i den rå Edison-hal, hvor mure, stiger og minimale balkoner højt til vejrs maner Østberlin frem i al sin tristesse. 
Og min gud, hvor Ulla Henningsen er rørende i sin berettelse om denne kejtede kone, næsten svævende i sin håbefuldhed og forsigtige tilnærmelse til den adrætte og charmerende fremmedarbejder med speciale i at reparere cykler. Vi er på et jordisk plan – nogle har kaldt denne historie en skildring af tysk småborgerskabs mentalitet over for alt fremmed, rengøringskonen som den brave undtagelse, en hyldest til hendes stille mod og…øh: mandshjerte.
Men generelt kendeligt, også i vores danske hverdag, hvor mod til at feje fordomme til side er en mangelvare.

SKYGGER

For Fassbinder er det vel nazitidens skygger, der fejer forbi hans øjne – hvis man vi læse om den ’angst, der æder sjæle op’, kan man i Hans Falladas netop på dansk udkomne ’Alene i Berlin’ læse om både ubegribeligt mod og ubegribelig angst – det sidste hos de mennesker, der ikke engang tør kikke ud af vinduerne og ned i gården, da deres gode nabo, den ældre fru Rosenthal springer i døden fra sin lejlighed.
Angst som total lammelse.
På Edison Teatret er Ulla Henningsen den store oplevelse, et spil så fintmærkende overfor den stærke, adrætte, intuitive Dar Salim, der på formidabel vis rammer en indvandrer, der svinger i dilemmaet mellem sine vaner og sin varme livslyst.
Det ’eklektiske’ regi skaber en spændende, men af og til lidt vidtløftig ramme om noget, der nærmest er et kammerspil. Men det sætter spillet mellem de to hovedpersoner i et levende perspektiv.

GregersDH.dk