Maria Rossing som Lady Macbeth i ‘Macbeth’ (Foto: Miklas Szabo)

MED KNIV OG GAFFEL

’Macbeth’ i Det Røde Rum i Skuespilhuset er et godt klassikerforsøg. Men heller ikke mere.

Spiller indtil  13.12.

***

HOLDET i Det Røde Rum i Skuespilhuset har skabt mindeværdige forestillinger i sin korte levetid. 
’Macbeth’ kommer næppe til at høre til dem. Det er spændende at se de fem skuespillere give sig i kast med opgaven – og interessant, hvad den begavede instruktør Rune David Grue får ud af det. Det er så dét.
Han lader dem spille i jakkesæt og med noble attachétasker. I sig selv ikke noget nyt – Ole Bornedals ’Macbeth’ på Gladsaxe Teater i sin tid gjorde det samme, oven i købet med en ordentlig omskrivning til i dag og til nutidssprog. Ikke sådan i Det Røde Rum – teksten er nok barberet og en smule omskrevet, men vi er i Shakespeares sproglige favn, og det er en af de gode ting ved opsætningen: Flere af skuespillene, ikke mindst titelrolleindehaveren Nicolai Dahl Hamilton, kan formulere ord og sætninger, så man tygger en ekstra gang på dem, når de er sagt. Mobiliserer smagsløgene og lader ordene sætte sig nogle øjeblikke. 

FORSKRÆKKEDE
 
Men det er samtidig en ’Macbeth’, der snerper bagud mod en elevskoleforestilling. De medvirkende virker ind imellem næsten forskrækkede over at skulle udfolde sig i dette højdramatiske, bloddryppende spil om kongemagt. De råber vildere og voldsommere end godt er.
Der er samtidig på nippet til at være noget rørende ved Maria Rossings Lady Macbeth – som en ambitiøs, frisk ung husmor fører hun sig frem, djærvt og ondskabsfuldt – ligesom Hamiltons Macbeth har svært ved at fjerne vores øjeblikkelige erindring om ham som Goethes desperate student Werther, ham med lidelserne, en indsats, der blev en medrivende og smuk oplevelse Det Røde Rums fortolkning for nogle år siden.
Nu er han en ung, blåøjet, kortsynet, forskruet og forskruet tronprætendent.
De indre kræfter, der udløses så uhyggeligt i mord på mord på mord, nedslagtning på nedslagtning, bliver – trods krone på hovedet af først Duncan, så Macbeth – et hverdagens drama af den bestialske type, der slår ud som stikflammer rundt om i det danske samfund. Til daglig divertissement for os i tv-aviser og Nyheder. Frygtindgydende. Makaber underholdning som akkompagnement til kniv og gaffel ved middagstid.    

UANSET…

Oplagt: Det er Shakespeare-teksten til forskel.
Men chokkene over, hvor forfærdende det lykkes Lady Macbeth at dreje sin mands tvivl, om han overhovedet ønsker magten og ønsker den på hvilke som helst betingelser… de chok udebliver.
Uanset hvor meget blod, der splattes.
Uanset hvor stærkt Thomas Hwan formår at få os til at gyse over den myrdede ven Banco, da han materialiserer sig som noget i retning af den afdøde kommandant i ’Don Juan’.
Uanset de spande af blod, der må figurere som en fyldig post på forestillingens budget.
Uanset hvor effektiv den teatralske lydside, med tordenbank på borgport, heksenes varsler bag tæppet, og valsemusik fra ’My Fair Lady’, som ledsager kroningsfesten.
Uanset hvor oplagt parallellerne til det moderne erhvervslivs knive i ryggen kan være.
Uanset det alt sammen.
Vi bliver ikke for alvor berørt af denne ’Macbeth’.

GregersDH.dk