SINGING IN THE  BADEKAR

 
Wallmans laver ’dinnershow’, så man går bagover uden sikkerhedsnet. Det er stort på alle ledder og kanter. Højt, vådt og flot.   

*****

ØJNE i nakken er en særlig fysisk installation, som man har brug for i Wallmans. Eller fire ansigter som Svantevit. Så man kan få det hele med.
Det er nemlig ikke småting, der sker i Wallmans show i Cirkusbygningen. Show i alle verdenshjørner, tit på engang, så Svantevit-modellen er god at have med sig.
Man er også nødt til at se ned ind imellem. For showet er med indbygget middag, og hvis man skal have fuld fornøjelse af de kulinariske øvelser, må man jo studere, hvad man indtager.  
Jeg er ikke madanmelder, men mere end ok er det i hvert fald. Og det tæller, at en vigtig egenskab ved et show hos Wallmanns er en service, der er præcis, hurtig, maden er varm, når den serveres, og minsandten om ikke de herrer og damer, der foretager serveringen suser rundt til de over tusind gæster med en elskværdighed, der virker mere end indstuderet.

SÅ KÆBEN HÆNGER
 
Man sidder længe til bords. Giver sig tid. Det er en god skik, som vores mødre vil sætte pris på. Showet er timet sådan, at det kommer i store hug – stort set beregnet til at blive fyret af mellem retterne.
Stort set. Altså så godt, den slags nu kan lade sig gøre. Vi spiser ikke alle i samme tempo. Men kan gå i stå med et stykke and på gaflen og kæben hængende, når et par artister ryger til tops under loftet og foretager dramatiske manøvrer uden sikkerhedsnet.
Det er næppe et kønt syn med den hængende kæbe, men hvad stiller man op med sin selvkontrol, når begivenhederne under loftet sætter nerverne på højkant?
Der er vist lidt færre artistnumre af den højdramatiske art end de forrige år. Men nervesystemet bliver da udsat nogle gange.

LA DONNA

Ellers er det musik og atter musik, der præger årets Wallmans. Spillet og især sunget fra alle ender og kanter af den store sal. Tre af de raske drenge, der medvirker i sang-sortimentet fra rock til Sinatra, melder sig på et tidspunkt på et podie med ’La donna e mobile’ fra Verdis Rigoletto – tre tenorer i uforskammet fin form. Især i betragtning af alt det andet, de tre render rundt og foretager sig, og som byder stemmen udfordringer, der ville lægge stemmen øde hos en gadesælger i Rom.
Orkester sparer de hos Wallmans, bunden lægges af båndede optagelser, men kapelmesteren Frederik von Wachtenfeldt håndterer dog ubesværet keyboard i enhver tænkelig situation.
Vi nævner de tre syngende fyre. Men damerne er heller til at overse. Hverken som dansere, artister eller sangere. Det er en prægtig blondine, med så meget saft, kraft og humør, at enhver revy vil give hende særhonorar. Og det er en mezzostemme i struben på en mørk svensk pige med det flotteste nasale organ og en stemme, der løfter tagspærene.

SINGING IN THE BADEKAR

Det går derudaf i år med amerikansk mainstream evergreens, åbenbart med skyldig tak til Pan Am selskabet. Vi regenerer alt fra Whitney Houston til Sinatra. M.a.o. ’I will always love you’ og ’I did it my way’. Og strømmen fortsætter: ’The way you look to night’, ‘Purple Rain’ – og når vi nu er ved det våde, så bliver de nærmeste publikummer omkring et badekar iført regnfrakker, da et par sanger/artister tager turen fra højderne på Ove Sprogøe/Olsenbanden-maner, mens de synger ’I wanna make love to you’. Hvor meget badevand, der havner i folks kaffe som supplement til fløden, er ikke godt at vide – men det kan folk så smage sig til. 
På det tidspunkt er kulminationen – et drønende digitalt rockshow – på vej, og vi gør klar til at drage hjemad med det i ørerne, hvis vi ikke vil fortsætte med dansebal, men på dette tidspunkt har showet varet fra kl. 19, og klokken er omkring 23. Ørerne er fyldte, og delikate dessert-petit fours synger med på tungen ud i natten fra det imponerende cirkusrum på Akseltorv.

GregersDH.dk