STÆRKT SANGERHOLD

 
Mozarts Don Juan – ’Don Giovanni’ – under åben himmel og på nøgen scene i Opera Hedelands vældige arena.

*****

SPILLE Mozarts ’Don Giovanni’ uden scenografi? Ok, næsten uden. Det gør man nu heller ikke i Hedeland Operaen. Dér har de Vorherre selv til at tegne og male og sætte lys.
Så tak skal du have, Vorherre, for sådan en premiereaften, der i nordisk tempo toner fra lysblå himmel og de sidste kiler af aftensol til sortblåt med næsten fuld måne. Og dér kommer de så på scenen de otte rollehavere, mens Mozart sætter helvedes ild til orkestret med d-mol akkorder. Akkorder, der lyder lidt spagt fra Värmland Operas Orkester lige i undfangelsen?
Måske. Vi er forvænt. Men det er hurtigt på plads. Rummet er naturens avl, og det er der, vi befinder os. Der rasles med poser. En enkelt øldåse går sine egne veje i den enorme arena mellem næsten 3.000 tilskuere. Og vi er som med Øhlenschlæger kommet frem, rullende han ad de støvede veje.

ÅBEN SCENE

Ouverturen leverer scenisk en fin præsentation af de medvirkende. En efter en får vi personerne på banen til præsentation i verbal tavshed, men med umiskendelige træk, hver for sig koblet til musikkens sving mellem trusler og  uskyldig munterhed.
Og hvor føres vi så hen, da det går løs?
I svenskeren Lars Rudolfsson i flydende gang fra scene til scene, forbløffende flydende i betragtning af de lange ture, de medvirkende tilbagelægger ind og ud af den enorme, cirkelrunde scene uden megen anden dækning end Mozarts smidige overgange fra scene til scene, overgange, der omgående etablerer nye situationer, nyt spil, vores opmærksomhed straks båret videre mod den ene og anden don juanske krænkelse af almindelig, kedelig anstændighed.
Ind imellem med små usikkerheder i indsatser alene af den grund, at sangerne kun har dirigenten Henrik Schaefer på skærme i periferien af arenaen. Der er god grund til, at dirigenter normalt har tæt øjenkontakt med sangerne. 

TRE BARYTONER – ÉN TENOR

Det er godt klaret at etablere denne handlingsgang scenisk på musikkens præmisser og uden spekulationer, om dette eller hint skulle savne visuel forklaring. Så meget desto mere la’-sig-gørligt, fordi spillerne trods afstandene har nærvær og ekspressiv håndtering af deres figurer.
Don Giovanni: Johannes Weisser – en livsfarlig slyngel med uforskammet charme og en næsten Cesare Siepi-klang i sin norske baryton.
Leporello: Simon Duus Svendsen, en svensk baryton-fløs med stor lyst til at erobre publikums opmærksomhed fra sin herre, og for at det ikke skal være en Mozart-løgn i denne opera:
Endnu en baryton, underklassens mishåndterede Masetto i Jakob Bloch Jespersens udgave af en vred ung mand, klar til spark og hævn – en solid folkelig gut i modsætning til vindbeutlen Leporello, som er til salg for hvem som helst på vinderkurs.
På den måde egentlig ikke så langt for den noble Don Ottavio, Mozarts ømme gave til tenorsangere, her sunget af Peter Lodahl så kønt og formfuldendt, trofast og troværdigt som en golden retriever, der gør sig umage for at tjene sin ejer, men aldrig bider. Sådan er den rolle.
 
TRE SOPRANER

Donna Anna er i denne nordiske opsætning begunstiget af Elisabeth Meyer, flot skår med en brillant sopran og lige så troværdig som den Matilda Paulsson, der har rollen som Donna Elvira, den konstant forulempede, men tilgivende soprano, til hvem vi løbende siger: Så drop dog den uheldbredelige skørtejæger, du kan ham jo forfra og bagfra.
Det er jo i det hele taget pointen i denne opera: Kvinder lader sig snøre, selv Donna Anna. Og så Zerlina, forførerens hjertegribende legetøj. Denise Beck, hvis store talent vi før har spottet, brillerer i rollen med sit lyse humør, sin blanding af impertinens og naivitet, sikkert styrede, lette sopran.

HELVEDETS ILD

Næsten uden scenografi? I kirkegårdsscenen indtager fire grå heltestatuer deres sokler, og herfra styrer forestillingen billedmæssigt frem mod den helvedes ild, Don Giovanni nedstyrtes i. Vi har siddet og spekuleret på, hvordan den historie skal spænde af. Men Giovanni får middagsbordet bakset ud på kirkegården, kommandanten nedstiger fra sin piedestal og så åbner helvede sig ved et trick dér, hvor vi ikke anede andet end fladt gulv. Gå aldrig på kirkegårde om natten. Alt kan ske.
Det er på alle fronter en godt sunget forestilling – Jakob Zethner tordner som kommandanten, og alle nævnte har vokal og scenisk substans.
Opsætningen kan opleves igen 10. og 11. august.

GregersDH.dk