EKKO AF FARINELLI

Italiensk kontratenor i riddersalen på Rosenborg Slot. Hvilket mageløst sted til kammerkoncerter. Copenhagen Opera Festival har opdaget det.

***

’FARINELLI på Rosenborg Slot’ lyder fanfaren. Godt fundet på af Copenhagen Opera Festival. Riddersalen på Rosenborg er skabt til at bringe sådan en Farinelli på banen – d. v. s. ham selv får vi jo ikke, for han døde i 1782. Men hans repertoire, i hvert fald. Nogle arier af den slags, han sikkert har boltret sig i, kastraten, der lagde det halve Europa ned med sin forbløffende stemme.
Men kunne måske lige have ønsket sig Giacomellis kvidrende nattergale-arie ’Quell’usignolo che innamorato’, som Philip V i sin melankoli efter sigende ville lulles i søvn til med Farinelli for fodenden. Aften efter aften gennem ti år. Når nu netop den nævnes i Laura Valesins udmærkede programnoter.
Den stilsikre, italienske kontratenor Angelo Manzotti kunne sikkert have kastet sig ud i den, i betragtning af, at han uden problemer går i lag med Händels pudsige ’Or la tromba’ fra ’Rinaldo’, en arie, hvor det ikke er nattergale, der imiteres, men gjaldende hornsignaler før det definitive slag i operaen.
Men hvilken forskel gør det, når vi nu sidder der og hygger os med Angelo Manzottis og cembalisten Rita Peirettis indbyrdes kapløb om at være hinandens ekko i Händels leg med stemmerne? Suppleret af cellisten Alessandro Peiretti. Nattergale eller trompeter – Händel har nok også haft det lige så sjovt med at nedskrive ideerne på sit nodepapir. For ikke at tale om, hvordan det går helt amok i Farinelli-broderen Riccardo Broschis ‘Son qual nave ch’agitata’.

FORVÆNT

Vi er jo frygtindgydende godt forvænt med brillante kontratenorer fra barok-opsætningerne på Det Kgl. – Andreas Scholl i spidsen selvfølgelig, men også folk som Andrew Radley, Stephen Wallace og Christoph Dumaux. I det selskab er Angelo Manzotti en hundedygtig sanger, men knap nok med den ekstravagante selvfølgelighed i vokal udfoldelse, som vi kender fra de kontratenorer, vi har mødt i f.eks. ’Julius Cæsar’, ’Partenope’ og ’Jephta’ på Det Kgl.
Manzotti har ypperlige fraseringer, men også små problemer i overgangene mellem forskellige lejer, og endnu mere: I overgangene mellem styrkegrader. Problemerne blegner ind imellem over for hans virtuose beherskelse af koloraturer. Dér brillerer han uden besvær. Men kommer til gengæld til kort, når det gælder bredde og fordybelse i en arie som Rinaldos ’Lascia ch’io pianga’.
Under alle omstændigheder: Det er en sjælden og særegen og sympatisk oplevelse at høre kontratenor-arier i Rosenborg-salen. Uanset, hvor krigerisk den sal er udsmykket. Den har ikke meget af Frederiksberg Slots musikalsk elskværdighed. Rosenborg-gobelinerne tordner tæsk til svenskerne og de to løver foran konge- og dronningestolen ser lige så bidske ud som tigrene i Zoologisk Have.

Koncerten gentages søndag aften.

GregersDH.dk