Karoline Munksnæs og Signe Egholm Olsen i ‘Musical’ (Foto: Per Morten Abrahamsen)
MIN HAT DEN HAR TRE BULER
Debutanten Line Mørkebys ’Musical’ har H.C. Andersenske toner og dimensioner.
*****
MAN ER vel leveringsdygtig i lidt slimet bagklogskab: Tænk, om man på Gladsaxe Teater havde indfanget en sag som ’Musical’. Og ikke var faldet i den grøftedybe Broadway-musical ’The Wild Party’.
’Musical’ ville have klædt Gladsaxe. Nu blev det Skuespilhuset, der snuppede den historie ud af manuskriptfavnen på den nybagte dramatikerkandidat Line Mørkeby fra Århus-skolen.
Stykket passer perfekt til Skuespilhusets Lille Sal. Men med instruktørtalentet Rune David Grue som formidler havde det næppe været noget problem at få ’Musical’ i spil på den store Gladsaxe-scene.
Nok om dét.
GLANSBILLEDET
’Musical’ handler om far, mor og børn, bror og lillesøster. En vildt opskruet lille familie som skovlet ud af en markedsundersøgelse om ’lykke’. Det perfekte liv, heppekor til brormands fodboldkampe, køleskabet eksploderende af sundhed, Fitness i alle hjørner af parcelhuset, Dannebrog hejst hver dag med ’I østen stiger…’, de synger nemlig som gale i den familie, ’Heal the World’, ’Just Like Heaven’, ’Min hat den har tre buler’ står ud af munden på dem, dog aldrig Robbie Williams eller Britney Spears, for dér snerper munden sammen, fy dog.
Med til glansbilledet hører, at man tager imod en udvekslingsstudent. Det skulle man ikke have gjort. Pigen fra Lithauen starter med at knække halsen på guldfisken, som hun finder er forgiftet. Og så er hun rå i klunset. Og i kæften. Når hun ellers siger noget.
SKRÆMMENDE
OG POETISK
Mure tårner sig op omkring hende. Mure af væmmelse. Og repressiv tolerance – man må jo vise det sære, stakkels væsen noget vesteuropæisk idealliv. Synge ’Min hat den har tre buler’, så hun også kan fatte musikkulturens høje stade.
Signe Egholm Olsen spiller den fremmede pige med den lidt skræmmende, barske attitude, der er hendes speciale. Hér som et slag lige i mellemgulvet på den blødeste i familien, teenagedatteren. Som Karoline Munksnæs har tag på – først strittende aggressiv og totalt loyal over for familiedyderne. Så usikker. Og endelig total opslugt af det karismatiske fremmedelement.
Det er styrtende morsomt. Også besynderlig poetisk. Som et HC. Andersen-eventyr flyvsk i fantasien med små fabulerende ekskursioner til stjernehimlen uden for familiehegnet.
KOLLAPS
Men også snertende, hver gang teenageoprøret bringer familie-korthuset mod kollaps. Når datteren ryger på spisevægring, vokser moren til en drage, der tvangsfodrer. Faren balancerer på grænsen af incest, da han vil tvinge datteren til at falde til føje. Broren omsætter rotationen omkring sin fodbold til roterende liderlighed over for studenten og forsøger sig med voldtægt.
Den totale krakelering og nedsmeltning af familieidyllen er svær at få bundet dramatisk hale på til allersidst. Men det er et mindre problem. Det afgørende er den frimodige, hårfine balance mellem satire, kritisk bid og liflig, ironisk musical.
SPILLELYST
Og sunget bliver det, så det klukker. Ikke mindst af Karoline Munksnæs. Men af ensemblet i det hele taget. Hanne Hedelund kender vi i den stil fra mange opsætninger i Odense Internationale Musikteater. Morten Lützhøft og Troels Thorsen er nyere i den sammenhæng, men Thorsen huskes i hvert fald fra sin letfodede musikalitet i Thomas Triers ’Kærlighedens optik’ på Kaleidoskop i foråret.
Samlet et overskud af legende spillelyst i et stykke med mildt truende undertoner.
