SUSET FRA GIRO 413 

Bizets ’Perlefiskerne’ som koncertopførelse i Tivoli – guf for sangerne!

*****

DÉT var der mere mening i!… Bizets ’Perlefiskerne’ i koncertopførelse.
I modsætning til Schierbecks ’Fête galante’, som Tivoli forsøgte sig med så behjertet og hæderværdigt for nogle uger siden, men som næsten helt kom til at savne scenisk nærvær og farve.
’Perlefiskerne’ kan omvendt være nok så tumpet som teater – og den har sandelig også fået det dramatiske dødssejler-mærke over hele linjen ved de forsøg, Det kgl. Teater har gjort med den siden første gang i år 1900. Hvor Vilhelm Herold, Helge Nissen og Ida Møller sang de tre hovedpartier. Eller i 1942, da Stefan Islandi, Henry Skjær og Edith Oldrup havde fornøjelsen. Ingen har kunnet andet end smile eller fortvivle over en svampet ugebladshistorie, henlagt til Ceylon, eller som det hedder i dag Sri Lanka. I Politiken kaldte Hugo Seligmann handlingen for ’et gammelt skuffedarium af had, hævn, elskov og ædelhed’ i dekorationer, som han syntes lignede noget på Island. I Ekstra Bladet hældede Jürgen Balzer til, at vi nok var på Færøerne.
En kold affære åbenbart. I betragtning af hvor henført fisker Nadir i hovedrollen synger om, hvordan han hører sin elskedes stemme under de lune palmer. I hvert fald: Tumpet teater.

LYSENDE

Til gengæld guf for sangere. Og for publikum. Det stod lysende klart ved opførelsen denne 1.juli-aften i Tivoli.
Med den utrolig velsyngende sorte tenor Lawrence Brownlee som Nadir, den ene perlefisker, og den lige så velsyngende baryton Palle Knudsen som den anden. Og hvor var vi bedøvende ligeglade med deres perlefiskeri i det fjerne ocean – Bizet har heller ikke gjort sig mere end lunkne forsøg på at bringe os på eksotiske bølgelængder.
Ti år senere skrev han en ’Carmen’, hvor han havde fundet ud af, hvordan dén skulle skæres, så vi alle sammen danser flamenco hjem fra teatret og spidder familien i tyrefægterarenaen hjemme på dagligstuegulvet. 
I ‘Perlefiskerne’ er de to gutters kamp om pigen Leila – det hedder hun! – en svir af vokal udfoldelse. I Tivoli kredsende omkring den unge sopran Christel Elisabeth Smith, lysende og lys som en fakkel far de norske fjelde, et guddommeligt syn på tribunen, to hoveder højere end sin mørke elsker, men vi bare slugte og lyttede, mens den fransk-canadiske dirigent Yves Abel bar os og Tivoliorkestret på hænder gennem der honningflydende partitur tilsat DRs koncertkor som deltagende ceylonesiske menneskemængder – det hele i mange øjeblikke med karakter af en festkoncert til et EU-jubilæum. En snild hånd kan klippe flotte passager ud til næste traktat-celebrering.     

TIL HJERTETS  BRISTEPUNKT

Slap vi den art underholdende indskydelser, kunne vi koncentrere os med skærpet opmærksomhed om de vokale præstationer. Der var eminente svingninger mellem Brownlees smidige tenor og Palle Knudsens lige så egale smukt klingende baryton, der ligefrem kan have en tenoral delikat klang i sit øvre leje og som oven i kan bruges af Knudsen helt instrumentalt i samklang med orkestret, hvad vi fik demonstreret i hans store scene i begyndelsen af 3.akt.
Allerede i første akten synger Bronwnlee og Knudsen den broderskabelige duet, der har hjemsøgt Giro 413 lige siden opførelserne i 1940’erne, sunget til hjertets bristepunkt af Henry Skjær og Stefan Islandi. En svælgen i parallelle tertser og sekster. Dér fangede Bizet et uudslukkeligt tematisk materiale.
I ’Perlefiskerne’ vender temaet tilbage flere gange i 3.akten til umiskendelige, salige suk i salen. Sidst med Christel Elisabeth Smith som bevægende deltager.
Dette store talent, som vi har fuldt nysgerrigt siden hendes debut fra Operaakademiet i 2009, har en henførende sopranklang, men er endnu ufærdig, især i sit topleje.
Den tilbageholdte sotto voce behandlingen, som udmærker og bærer hendes klang, skal hun åbenbart lære teknisk at bevare kernen i under større stemmeudladninger, når hun opererer i det høje leje. Det er noget, der kan kræve lang tids omhyggelig og skånsom oparbejdning. Men hvad søren – pigen har vist dårligt nok krydset de 30 år.

GregersDH.dk