Sophie Louise Lauring og Peter Plaugborg i ‘Orestien (Foto: Carsten Andreasen)
DEMOKRATIET UNDER LUP
Og grimt ser det ud i ’Orestien’ på Odense Teater. Pinagtigt selvopgør, men storslået drama
*****
EN DAME ved siden af mig var med på historien. Hun var gammel nok til at have haft ’oldskvadder’ – som vi kærligt kaldte oldtidskundskab i skolen. Måske også en inspirerende lærer.
Bag mig sad en flok – sikkert gymnasieelever. De var nok mindre initieret. Og bemærkelsesværdigt: De brød fnisende sammen, da Sophie Louise Lauring som Klyteimestra flåede blusen af sig og bød sin forkrampede søn Orestes det bare bryst. Den generation har et sært forhold til nøgenhed. Attitude-relativt kunne man kalde det. I næsten alle andre sammenhænge er de fræsende seksual-frejdige. Men pludselig bliver de usikre, fordi de kobles ind i en ældre generations kulturverden og ser deres sædvanlige frimodighed i perspektiv.
PÅ SCENEN
Der er såmænd nok i den forestilling til at gøre os alle sammen usikre. Det er det pragtfulde ved den.
Ikke så meget, at Odense Teater har endevendt hele perspektivet i teaterrummet: Vi sidder som tilskuere på scenen. Skuespillerne har annekteret hele tilskuerrummet. Gulvet. Balkonerne. Ind og udgange.
Intet mindre kan gøre det. Vi er til Welttheater. Fire timers favnende, episk drama i storformat, vores egen mislige verdenshistorie leveret som en opslagsbog, så vældig som den bog, der fyldte scenen i Martin Tulinius’ scenografi til Faust på Det Kgl. for et par år siden.
Der er mere til at få os på mærkerne.
RÆDSELSHISTORIE
En rædselshistorie. Skrevet og spillet for 2.500 år siden. En historie, der nu fortælles igen – som Aischylos begyndte den dengang, og som Jokum Rohde gendigter den, og som en eller anden igen vil endevende den om hundrede år.
Rædselshistorie på flere måder. Den klassiske om Agememnon, der ofrer sin datter Ifigenia, for at guderne skal give ham vind i sejlene. Som vender hjem efter krigen mod Troja. Som dræbes af sin kone som hævn for drabet på datteren. Konen, som selv bliver hævndræbt af sønnen Orestes. Den slags kædereaktioner af familiær blodhævn, som vi stadig trækkes med fra ’Godfather’ til mord på åben gade i Slagelse.
DEMOKRATIET
Men Jochum Rohde har så meget andet for med den historie. Ligesom i hans ’Pinocchios aske’ hænger han vores demokrati op i en strop og ser på det med sammenknebne øjne. Hvad er det, de grækere i sin tid satte i gang med deres opfindelse: Demokratiet?
Det er lige på og hårdt: i 2. akten manipulerer en dommer og en politiker med let og elegant hånd et system på skinner, så Orestes kan etableres som fjernstyret diktator under et skin af folkeligt flertalsmandat. Og i 3. akten lader han seersken Kassandra optræde som kommunistisk utopist, der forsøger at vælte det falske demokrati ved revolution. Uden held. Jokum Rohde optræder aldrig som evangelisk lysbringer, selv om han lader Kassandra komme fra ’solens land’.
Vi befinder os uhjælpeligt i lort til halsen. Og vi er selv ude om det.
POLITIKEREN
Denne vældige og forfærdende historie fortælles altså i tre afsnit – næsten som et snit gennem tre historiske epoker af magt og magtmisbrug: Klassikken, renæssancen, nutiden. Baggrundsdramaet. Retssagen, der er som en katolsk inkvisitionsproces. Og de umulige ideologiers tid.
En udviklingshistorie med fortvivlende perspektiver: en manipulatorisk verden, hvor ingen kan føle sig sikker. Hvor krige, mord og nedværdigelser er legetøj i hænderne på kræfter, ingen kan gennemskue.
Her har vi især politikeren, den iskolde hjerne, der manøvrerer brikkerne på plads: Spillet af Kurt Dreyer, der føjer endnu en satan af en computerstyret grå eminence til det galleri, han har udviklet gennem flere forestillinger. Et konstant lille smil på læben. Klar til at trække i tråde, styre strømme, vende på tallerkener.
URKRAFT
Claus Hoffmeyer har iscenesat første og sidste akt, Jens August Wille den midterste. Det er scener af voldsom slagkraft, selvom scenografien er ret sparsom. Poul Fly Plejdrup kaster stiger til balkon. Lader rød løber være både ceremoniel entré og blodspor. Troner domstol vældigt op som demagogisk knytnæve.
Det er ellers ord-drama, men der skal så lidt til for at vi rystes, bevæges og følger slagenes gang med opspilede øjne og ørerne på stilke. Detaljer, hvor vi siger: Hvorfor nu dét? Men hvor vi sjældent lader være med at bruge vores undren og spørgsmål til at æde os videre ind i ord og begivenheder.
Sophie Louise Lauring huserer som inkarnationen af kvindelig urkraft over mulige og umulige sceniske platforme, rejser sig i al sin vælde som kvinden, der planlægger, hustruen, der hader og elsker, moderen, der suger næring af sit eget ulyksalige afkom.
Og så Peter Plaugborg i endnu en kæmpe rolle på teatret – som en Orestes, der flås i sjæl og legeme af tvivl, magtbrynde, og er et redskab for kræfter uden for sig selv: Guderne, politikerne, folket og en rådgiver, som er så udspekuleret som en Jago i Othello, spillet med iskold uforskammethed af Mikkel Bay Mortensen.
SLAVETØSEN
I det vældige galleri af medvirkende fanger vi også Rikke Lykkoff som den besynderlige Kassandra, som er både den smukke slavetøs fra solens land – en figur som hentet fra Prins Valiant – pigen, der har taget pusten fra Agamemnon på de lange sejladser – i hvert fald ligner Anders Hoves Agamemnon en aldeles udslidt hærfører ved sin hjemkomst, spag i mælet. Og endelig den forunderlige folkefører Kassandra, der slynger om sig med Marx- og Sokrates-citater i stykkets kaotiske slutscener.
Elektra, Orestes søster – også hun har sin ulyksalige plads i familiedramaet, spillet med åbent sind af Iben Dorner som et korrektiv til al galskaben omkring hende.
Sammenlagt prægtig, farverigt, kryptisk, tankvækkende teater. Modigt af Odense Teater.
