Laura Kold i ‘Lars Lilholt Teaterkoncert’ (Foto: Lars Horn)
LILHOLTS SORTE GLØDER
’Lars Lilholt Teaterkoncert’ på Aalborg Teater rammer bevidst de sorteste sider af sangskriverens univers.
*****
CHOKVIRKNING. Noget i den retning. Det er dét, Aalborg Teater er sat sig for med ’Lars Lilholt Teaterkoncert’.
En helt bevidst afdækning af, at Lars Lilholts sange er andet end det, som en af nationens respekterede rockanmeldere, Torben Bille, engang skrev: ’En blanding af Frelsens Hær, lejrbål og 70’er dansktop.’
Det er fanden er det.
På Aalborg Teater har de kikket på teksterne, lyttet til sangene og sagt: Det er et sort univers. Det må de have gjort, for sådan vælger de at præsentere Lars Lilholt – ikke som den flinke trubadur, der rejser landet rundt og fylder haller, forsamlingshuse og festivaler med kønne og sjove sange, vi kan synge med på og klappe med til. Men som sangskriveren, der krænger tilværelsen ud og af led.
Og hvis han gør det med venlige, kærlighedsfulde undertoner, så skal folk få tvetydigheden, smerten, djævelskabet lagt ind som en hårrejsende ledetråd. Midt i varmen og gløderne fra bålet.
Lejrbålet? For min skyld ingen alarm. Men så tror jeg, jeg ville sove uroligt i teltet bagefter.
SORT
Scenen på Aalborg Teater er bygget op som et fast stillads. Det ligner resterne af en byggeplads, belyst det meste af tiden som baggårde i en engelsk gyser. En lurvet håndvask i kongesiden. Et lokum i damesiden. Et gammelt harmonium midtvejs. Bandet anbragt øverst, bortset fra forskelligt slagtøj på scenegulvet.
Min sidemand i parkettet siger: ’Brecht, Berlin 1930’. Man kan føje til: Berlin 2008. Kabaret/teaterkoncert lever i bedst velgående. Musikerne er i sort, hvidmalede i ansigtet.
Skuespillerne er enten som Laura Kold dresset op som en mellemting mellem Nattens Dronning og den Wedekinds ’Lulu’, Aarhus Teater har under opsejling – en sexet helvedes kælling. Eller som Allan Helge Jensen: En rocker, der et øjeblik er steget af sin Harley. For ikke at tale om Victor Marcussen, der ligner et monster, Lilholts ’Kakerlakmand’, der – som dukket op fra kloakkerne – fører den lille pige Gloria mod noget, der ligner et pædofilt helvede.
INGEN PARDON
I denne danse macabre af en forestilling hvirvles vi igennem f.eks. undergangsstemningen i Lilholts groteske sang om Fedtmule og Mikkel Mus, der ankommer til Ringkøbing i en kølevogn. Eller ’Sandheden’ som Marianne Høgsbro giver beske, udspekuleret ironi. Eller den makabre udgave af H.C. Andersens ’De røde sko’, som Nanna Andresen nagler i hovedet på os med stålstemme og i break dance.
Der er ikke meget pardon undervejs. Alt er gennemført med øje og sind rettet mod den dystreste side af Lilholts univers, inklusive længslen og vemodet naturligvis, men også de sider uophørligt sat i sorte rammer.
Publikums forventning om slagnummeret ’Kald det kærlighed’ forløses omsider kort for slutningen af denne teaterkoncert – overraskende sat i musikalsk regi som meget velafstemt polyfoni.
Det er et af eksemplerne på, hvor rigt arrangøren og kapelmesteren Niels Søren Hansen har omstruktureret Lilholt Bands oprindelige udgaver, så den sceniske variation bliver tilgodeset.
Sådan. Endnu en teaterkoncert med overraskende substans. Øjensynligt og hørbart til desorientering for en del af det publikum, der kender den folkelige Lilholt. Men måske ikke så meget de stærke sorte sider.
En bevidst teatertolkning. Meget stimulerende.
PROGRAMMET
Aalborg Teater har et princip om, at teatrets programmer skal ligne reklamer stukket i hånden af en discount-kræmmer i en sidegade. Det sparer teatret givetvis nogle penge ved. Men ringe service! Ingen kan i programmet for Lilholt-forestillingen se, hvem der er hvem på scenen og hvem der synger hvad, og hvad der er hvad. Tag dog en tier for dét program og lav det ordentligt.