DET ER SOM HJERNEVASK

Det unge stjernetalent Peter Plaugborg står over for en ny kæmpeopgave: Fire timer som Orestes i ’Orestien’ på Odense Teater

Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Hung Tienvu

TO METER høj og rødhåret.
”Man falder måske lidt uden for normen,” siger Peter Plaugborg og slår en krølle på sig selv i sofaen. Det er ikke det emne, han er vildest med at tale om.
Af gode grunde måske. Han har mærket outsider-prædikatet.
Lige nu på den positive måde.
Peter Plaugborg blev i dette forår sensationelt Reumert-nomineret for store præstationer i hovedroller på Odense Teater. Ret pludseligt og overvældende. Han havde dårligt nok sat benene uden for teaterskolen.
Og nu er han engageret på Det Kgl. Teater, så snart han er færdig med endnu en kæmpeopgave i Odense: Orestes i ’Orestien’, der har premiere 11. september.  

– Hvad er så den negative måde? 

”Risikoen for at blive sat i bås. Fornemmelsen sidder lidt i mig. Det er enormt store roller, jeg har lige nu. Fantastiske chancer. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Først den sære Johannes i Kaj Munks ’Ordet’, så den mærkelige størrelse Kysster i Howard Barkers surrealistiske ’12 møder med et vidunderbarn’ og nu Orestes, der er morder. Han slår jo sin egen mor ihjel. Som skuespiller er det udfordringen at spille mennesker, der rummer alt muligt andet end, hvad der ligger i ens egen natur og væsen. Det skal ikke ende i den typecasting, som er så almindelig i filmbranchen.”

Outsider-fornemmelsen sidder dybt i denne højt begavede, unge skuespiller.
Han rykkede sig op fra det vestjyske miljø, har er født i, allerede som teenager. Han var anderledes. Det kan man ganske vist godt være i Ølgod og omegn, siger Peter Plaugborg. Sådan en lilleby i Vestjylland har sære eksistenser. Men alligevel.
Han taler om hjembyen. Med lange pauser. Og omveje.

”Sære eksistenser. Også dybt originale. Med et rigt følelsesliv og en forkærlighed for små ting, som andre ikke bemærker. Men på en måde er det et lukket land. I hvert fald for mig. Jeg skilte mig lidt ud. Til dels nok fordi jeg var fysisk anderledes. Jeg havde ikke rigtig kammerater dengang. Jeg spillede f.eks. ikke fodbold som de andre.”

– Blev du mobbet?

”Nej, jeg blev faktisk ikke udsat for noget som helst ubehageligt. Men jeg vidste bare på et tidspunkt, at jeg måtte væk. Af sted.”

– Hvorhen?
 
”Først var jeg på efterskole. I Vostrup. Det var lidt af en åbenbaring. De havde dramaundervisning. Det satte gang i en masse i mig. Jeg havde faktisk været med i amatørspil i Ølgod. Men pludselig at være mellem lutter ligesindede, der brændte for skuespil – det betød noget. Jeg kom aldrig for alvor tilbage til Ølgod  – jeg flyttede til København, til Valby, hvor min søster boede, og kom i St. Annæ Gymnasium. Den forlod jeg hurtigt og tog til Viborg for at gå på tegneskole.”

– Hvorfor nu dét?

”Jeg var god til at tegne. Og så sagde jeg til mig selv: ’Jeg bliver aldrig skuespiller. Men jeg kan TEGNE roller.’ Altså til tegnefilm. Skolen i Viborg havde specialiseret sig i animationstegning. Du ved: Tolv tegninger pr. sekund. En to-årig uddannelse. Men så skiftede alt pludselig til computer-tegning, og det kunne jeg ikke lide. Tegninger er noget, man skal kunne røre ved. Nærmest tygge på! Jeg stoppede med skolen. Tilfældigvis ringede Signe Egholm Olsen lige i den situation og fortalte, at hun var blevet optaget på teaterskolen. Vi havde lavet teater sammen på efterskolen. Så tænke jeg: Jeg prøver.”

– Og kom ind… 

”Næh. Hverken første eller anden gang. Men jo. Tredje gang. I Odense. Det viste sig at være det rigtige for mig. Også fordi det kom til at handle om mere end at blive dygtig til faget. Lane Lind, der var rektor på skolen, sagde en gang: – ’Jeg er ligeglad med, om I bliver dygtige skuespillere – bare I bliver ordentlige mennesker’. Den sætning har bidt sig fast. Lane Lind er nok den, der har betydet mest for mig i de år på skolen. Hun er ikke nogen ’pleaser’. Og hun er en stor pædagog.” 

– Du tordner lige ud i store roller  – og medvind. For meget? 

”Jeg er da taknemmelig for chancerne. At branchen synes, der er plads til mig. Men man kan aldrig vide. Det kan være en stakket frist. Jeg er vild med teater. Men jeg er ikke bange for, hvis jeg bliver nødt til at gøre noget andet. Det er en meget konkurrencepræget verden. Og jeg oplever, at mange holder fast for enhver pris – de VIL den branche. Uden måske at have noget at tilføje den. For mig handler det egentlig om at udvikle og udforske teatret, og det kan sagtens være med andet end lige at spille.”

– Hvad?

”Det kan jeg ikke svare dig på. Det er sådan noget, jeg taler med mig selv om. Jeg har altid haft nemt ved at tale med mig selv. Også have voldsomme skænderier med mig selv. Ensomhed er noget, man må acceptere. Alle mennesker er vel i virkeligheden ensomme. Jeg kan godt se, at der også kan være en fare for at blive eneboer. Der skal en stor styrke til at kunne holde sig selv ud.”

– Som den Orestes, du nu skal spille.

”På en måde, ja. Orestes er en splittet person. Splittet mellem beslutsomhed og tvivl. En mand, der slår sin egen mor ihjel! At spille ham handler bl.a. om både fysisk og psykisk at finde den svære balance mellem ro og store energiudladninger. Man kan næsten sidestille det med det, der sker hos dem, der er med i OL. Total ro og pludselig eksplosion.”

Peter Plaugborg tøver længe. Så siger han:

”Det er som hjernevask.”