Tina Kiberg og Stig Fogh Andersen i ‘Ragnarok’  (Foto: Den Ny Opera)

KRAFTPRÆSTATION

Den Ny Opera i Esbjerg slutter ’Ringen’ med pragtpræstationer i ’Ragnarok’. Især af Tina Kiberg.

*****

EN enestående præstation. Den Ny Opera i Esbjerg har lagt sidste hånd på sin samlede opførelse af Wagners ’Ringen’. ’Ragnarok’, fjerde og sidste del, spiller i disse dage i Musikhuset i Esbjerg.
Esbjerg er ikke noget hul i jorden. På den anden side: Vi er ikke i New York, Paris eller Milano, eller for den sags skyld i København. Byer med bredskuldrede operahuse og -ensembler.
Selv de steder er det en kraftpræstation at banke ’Ringen’ op. På Det Kgl. i København var det efter hundrede års tøven. Da Den Jyske Opera i Århus tog den dybe indånding for en snes år siden, var vi vildt imponerede.
Men nu altså Esbjerg. Vi kan da se, at dér lader det sig kun gøre ved at kalde mange folk til udefra. Men alligevel.

SLAGKRAFT

Så altså. Til sagen.
De 5½ time med ’Ragnarok’ i Esbjerg er en stor oplevelse.
For at slå ned på nogle karakteristika i en forestilling, der flyder og rejser sig med stor slagkraft under Lars Ole Mathiasens ledelse af Sønderjyllands Symfoniorkester og i Stig Fogh Andersens gennemtænkte iscenesættelse… Og starte bagfra:
Det sidste billede, der bliver hængende på nethinden, er masseoptrinnet før det definitive tæppefald. Gudernes Valhal skrider sammen i røg og flammer. De vældige søjler, der har stået der gennem hele forestillingen, uden at vi rigtig har identificeret dem som Valhal, brister og knækker i knæene som var det Twin Towers.
Siegfried er dræbt, Gunther er dræbt, Hagen bliver det i dette hellige øjeblik. Brünnhilde styrter i ilden.

ALBERICH
 
Tilbage står mængden. Men én person står urørt af undergang, død og kaos. Det er Alberich. Den slimede, snuskede dværg af Niebelung-slægten  – noget af en kleppert i Jesper Buhls udgave, men ok. Slamberten, som har sat det hele i gang tilbage i ’Rhinguldet’, tetralogiens indledning. Alberich, som har solgt evnen til kærlighed mod af få sine griske fingre i Ringen, i guldet, i  verdensherredømmet.
Det er så Stig Foghs bud på, hvor vi skal havne. På Det Kgl. tegnede Kasper Holten et lysende håb ved at lade Brünnhilde tone frem med en nyfødt i armene. Fogh siger: Verden går ikke under, alt er ikke slut, men det er fandeme grumme ting forude. Alberich lever. Ringen er smidt i floden til Rhindøtrene. Det hele kan begynde forfra.
Det er et bud, der vil noget. Og ok.
De sindsoprivende kampe mellem guder, halvguder, dværge og mennesker, der er gået forud, kan genoptages. Det skal Alberich nok sørge for.

BRÜNNHILDE

For så at skære ind et andet sted. I 2. akten konfronteres Brünnhilde med den mand, der har udfriet hende fra Wotans indespærringen på bjergtoppen, men svigtet hende. Glemt hende. Overladt hende til at blive tvangsgift med Gunther. Og selv slået sig på Gunthers søster.
Det er et tre- eller firkantsdrama af de hidsige. Etableret af slynglen Alberich og han søn Hagen i forening. Ved manipulationer af groveste art.
Realistisk hverdagsdrama. Det er sådan set, hvad det er. Opera med stort O.
Her ser vi Tina Kiberg i fuldeste flor som dramatisk sopran. Som operadiva – både i den grandiose forstand, der får os til at se og høre hende som forlængelse af traditionen fra Malibran til Callas – stemmen, kroppen, skikkelsen flænget i raseri, vildskab, fortvivlelse.
Gudinden, valkyrien, kvinden krymper sig under lænkningen til Gunther, lammes af Siegfrieds afvisninger, krydser scenen rundt mellem fjender som en pinball, knejser af vrede og beslutsomhed og synger det hele ud med en styrke, nerve og intensitet, der aldrig fjerner hendes sopran en millimeter fra klangens bærekraft.

HØJDEPUNKTER

Et højdepunkt i hele denne ’Ragnarok’-forestilling.
Lykkeligvis er hun omgivet af andre glimrende, sanglige præstationer.
Fra Jørn Pedersen, hvis spændstige baryton med stor variation tegner den vakkelvorne Gunther.
Fra Stig Fogh, som stemmemæssigt uindskrænket er den lysende og stærkt gribende Siegfried (Stemmemæssigt. Fysisk er hans vægtklasse ikke mere til cross-country).
Og fra de øvrige, bl.a. Anette Bod, der i et antræk, som kom hun direkte fra et frækt modeshow i Bella Centret, er valkyrien, som indfinder sig fra det himmelske for at kalde søster Brünnhilde tilbage fra jordelivet.
Eller fra de tre Rhindøtre, der har Susanne Elmark som den bærende suveræne sopran.
Og fra de fleste af de andre, der er på scenen i Bob Katzenelsons sceneri   – tegnerens debut som scenograf, naivistisk farverigt, uden forsøg på at vride det visuelle i uvedkommende retninger og væk fra Stig Foghs straight opfattelse af historien som drama og eventyr i en natur- og fantasiverden.
Også dét en præstation. Tingene hænger sammen.  
 
GregersDH