HVEM – MIG?

 
Claus Beck Nielsen kaster otte skuespillere i hovedet på sig selv som prototyper på moderne, almene dilemmaer. Et projekt, der under titlen ’De europæiske medier’ endnu engang skaber velgørende scenisk dynamik på Det Kgl.

*****

Peter Plaugborg, Karin Bang Heinemeier og Peter Gilsfort i ‘De europæiske medier’ (Tegning: Claus Seidel)

 
SKUESPILLERNE sidder i en halvcirkel på scenen. Næsten som de gjorde i Shakespeares Richard 3. for nogle år siden. Dengang klar til henrettelse. Deres egen f.eks.
Men her? I Claus Beck Nielsens ’De europæiske medier’ på Lille Scene? Henrettelser? Ja, sådan set. Deres navne står på stolene. De er sig selv. Igen: Sådan set. For hvem er sig selv? Hvem er man overhovedet? Hvad står man selv model til? Med hvilke konsekvenser?
Det er de spørgsmål, Claus Beck Nielsen stiller. Igen og igen. Gennem et snart tyveårigt liv som dramatiker og iscenesætter. Forestillingerne på Das Beckwerk i Gladsaxe Teater huskes som disse ekstremt udsatte identitets-eksperimenter. Ja endnu tidligere i det gamle før-Grob på Nørrebrogade. Hans gravearbejde er gået så vidt som til at forsvinde, efterlyse sig selv, gravlægge sig selv, udviske sig selv officielt som et væsen med cpr-nummer og statsborgerskab.
Den slags gør man ikke uden overbærende latter i et land som Danmark. Hvad fanden bilder han sig ind? 

RANSAGELSE

Men Nielsen holder fast ved sit gravearbejde. Sin analyse. Lad os kalde det det. For det handler det om.
Analyse af, hvad der er normaltankegang hos danskere og andre gode europæere, og hvad der rører sig, når vi flækker nogle overflader op og ser, hvad der gemmer sig under. At vi f.eks. tænker et, men gør noget andet. At vi har fine og glimrende ideer, men ikke drømmer om at følge dem, selvom vi – måske – bilder os ind, vi gør det. Det er for så vidt banalt: Han foretager nogle afsløringer. Af tvetydighed og dobbeltmoral. Af identitet, der har svært ved at finde sig selv i sit eget grumsede vand.
Da Nicolai Dahl Hamilton som den sidste af de otte skuespiller træder op som Jesus i dialog med far Vorherre selv, roder han sig ud i en skuespilleropgave. Han er Jesus, men han også skuespilleren Hamilton, og opgaven er at kravle i Muhammed-forklædning og være Muhammed. En professionel opgave. Vi lever i et frit land med frihed til at ytre sig, F.eks. spille en bestemt rolle. Som Muhammed. Dilemmaet bliver til sammenbrud. Ytringsfriheden er ikke til hvad som helst. F.eks. også at fornærme muslimer? Eller hvad?

KOMISK

En enkel påvisning af et dilemma. Med komisk og hårrejsende effekt på én gang.
Andre på scenen må gennem tilsvarende vrid af hjernevindingerne. Rikke Lylloff i en overordentlig morsom diskussion med sig selv som et væsen, der prøver at afgøre med sig selv, om hun går firmaets Nikes ærinde ved at gå med Nike-sko. Om hun oven i købet er offer for firmaets udspekulerede støtte til oprør og revolution, når det erklærer Nike-kultur som ung og oprørsk. ’Det er fedt, du gør modstand mod de sko!’ vrinsker Nike-propagandamaskinen glad til hende, så hun vrider sig under pr-pisken.
Peter Plaugborg gennemspiller en ren gyser som den ukendte, den fremmede, ’bare’ en af os, den tilsyneladende identitetsløse. Han kan gå direkte til en tilskuer og spørge: ’Er du bange for at dø’, selv svare: ’Ja, du er!’ og så i øvrigt selv forsvinde ind på en tilskuerplads. Potentielle terrorister er identitetsløse.

SPØRG DIG SELV

Og sådan kan dette stykke blive ved i halvanden time. Alle otte sætter opslidende diskussioner i gang med sig selv: Tammi Øst som hjælpeløs skibsforlist, med al det hvide, europæiske menneskes skråsikkerhed over for sin races underbyggende sikkerhedskontrakt med sig selv.
Karin Bang Heinemeier er Googles garant for det store netforbruger-fællesskab, og når vi er ved netop net og medier, er Peter Gilsfort den hambre eksponent for billedporno-netværket, og Kirsten Olesen den alt bortfejende personificerede kinesiske megadominans, når først det bryder løs. Selve den magt, der ligger i at være de mange. 
Start og slut er i hænderne på Henrik Jandorf i en lammende parodi på Rupert Murdoch, som i en fiktiv dialog med skuespiller Jandorf med et fedtet smil breder armene ud for al tænkelig åbenhed, tolerance og ytrings- og pressefrihed. Oven i købet har han den frækhed at lade Jandorf med ætsende sarkasme undskylde sin egen og kollegernes frimodige, men selvfølgelig helt ok håndtering af deres åbenmundede ytringer igennem stykket.
Ydmygelserne er både komiske og smertefulde. 

KRAGERUP

I Røde Rummets ekspres-ekspedition af stykke på stykke i disse måneder er det endnu en gang lykkedes Elise Kragerup at få en masse overraskende ud af et manuskript, der på papiret må ligne en serie stand up monologer, men som med små effektive midler gror til lattervækkende, uhyggelige eller tankeprovokerende udfald til publikum.
Noget lignende så vi i weekenden, da hun i selve det Røde Rum, fik stortalentet Johanne Louise Schmidt til at holde os fast i en stribe Alanis Morisette-sange, bl.a. ved at swinge guitarakkompagnetøren ind og ud i verbal, fysisk og dybt musikalsk samspil med Schmidts meget bevægende og kraftfulde sange.
Enkelt og effektfuldt.
Med håndteringen af Beck Nielsens tekster får hun noget, der dårligt nok er et egentligt skuespil til at vokse i dramatisk slagkraft.

GregersDH.dk