DØDEN I SKYSOVS

Aalborg Teaters version af filmen ’Det store ædegilde’ tror på den pædagogiske effekt. Det gør vi ikke. Men instruktøren Rolf Heim har nogle pudsige pointer.

***

PEGEFINGEREN er højt løftet. Samfundet er ved at gå til i mad og kokke og æderi ud over alle kløfter! Enig!
Nu får vi den så endnu engang i ’Det store ædegilde’ på Aalborg Teater, og jo da. Jeg ved bare ikke, om effekten er stort andet end makaber, satirisk underholdning. Som den slags før har været – fra Rabelais i den franske renæssance og hen over Brechts ’Mahagonny’.
Forstår man instruktøren Rolf Heim ret i programteksten, så skal vi altså se det som endnu en advarsel til de vestlige samfund, der umådeholdent æder sig ud af tilværelsen med løftet pande og gåseleverpostejen i knaphullet. Den advarsel, som var tiltænkt filmpublikummet med den berømte franske film ’La grande bouffe’ – ’Det store æderi’. Den vakte sensation i 1973, meget i kraft af medvirkende som Marcello Mastroianni og Michel Piccoli.

I BØRNEHAVEN

Historien på Aalborg Teater er en fri bearbejdning af filmen. En meget pædagogisk vinklet bearbejdning.
Det medfører en underholdende første del.
En autentisk, velrenommeret kok fra det nordjyske, Morten ’Kok’ Nielsen instruerer sammen med fanden selv i Jørgen W. Larsens skikkelse en flok unger i den kultiverede spisnings kunst. Teatrets voksne skuespillere i børneudgave med bare knæ og fletninger, festligt instrueret i at være som f.eks. Laura Kold henrykt, snasket grovæder, som Martin Ringsmose fortumlet sinke, Andreas Jebro belært hjemmefra om, at han skal have særbehandling på grund af sin sukkersyge – i det hele taget en børnehave af muntre originaler, der er i den lykkelige situation, at de endnu forholder sig uskyldigt til madorgiers natur. Plyndrer hinandens tallerkener, spiser med fingrene, surmuler eller dummer sig.
På den måde et andet udgangspunkt end i den franske film, der præsenterer fire levemænd, der forsætligt igangsætter en proces, der handler om at æde og hore sig ihjel.

UD I LASTENS HJØRNER

Latteren runger flittigt i den første del af stykket, fordi det er skægt at se skuespillerne spille børn, der ikke kan finde hoved og hale i den noble diner kultur. Man ser for sig modellen udført som uventet live show i Restaurant Noma.
I anden del af stykket udløses den egentlige pointe, ungerne er blevet voksne, de ter sig gradvist ud i alle lastens hjørner, æderiet tager overhånd, seksualitet og æderi flyder i ét og bliver til perversiteter og ender selvfølgelig i bræk, hjertestop og død.
Som det skal og forventes. Det er voldsomt gennemspillet med video til de stærkeste udskejelser. Men effekten tynder meget hurtigt ud, vi ved, hvor vi er på vej hen.
Musikalske detaljer bærer ved til underholdningen – ’Herren, der skabte alt på jord’ affyres flerstemmigt, Serge Gainbourgs ’Je t’aime’ ledsager sexorgierne, og Laura Kold og Andreas Jebro spiller Chopins sørgemarch på blokfløjte til kammeraternes nedkuling oven på orgiet.  
Den løftede memento-pegefinger er næsten en vittighed. Og pegefingeren kun morsom i dette stykkes første del, når ’ungerne’ stikker den i vejret og stiller komiske spørgsmål til fanden og hans pumpekok.
Et hvilket som helst morgen-tv program, der præsenterer madlavning er en større trussel mod æderiet. 

GregersDH.dk