ISNENDE PUST

Stravinskij- og Balanchine-balletterne er som en lærebog i et af det 20. århundredes kunstneriske hovedtræk: Klarheden, køligheden, de matematiske formlers konsekvens.

****

DET er så smukt, det er så glasklart (eller skal i hvert fald være det!). Det er som krystaller, vi spejler os i. Som vi spejler os i den blændende iskrystal, som jeg ser på ud af mit vindue på – ‘Krystallen’ bliver den kaldt, den er norsk, den forvalter ejendomme og forsikringer, dens spejlinger glimter i havnevandets overflade.
Dybt original arkitektur, som Stravinskijs og Balanchines balletter er dybt original teaterkunst. Fordi de vover sig ud i den frysende intethed, hvor dans bliver fritskrabet som en typografisk cliché, bevægelser fastholdes i deres kølige skønhed.
Bevægelser, der føres så skarpskåret som et maleri af Richard Mortensen. Det er kontrolleret temperament. Temperament, der er indkapslet i regel og koncept.

SPLITSEKUNDER

Skønhed? Jo. Den skønhed, der holder blodomløbet tilbage, så det er næsten gjort til fotografiske hundrededel-sekund-optagelser, hvor is-skallen kan briste i sekunder, som når J’aime Crandall smelter i samspillet med Jean-Lucien Massot – de for publikum eller dirigenten ubetalelige øjeblikke, hvor Titanic ikke kan støde på isbjerge, alt bare er ubetvingelig kursrettet og der dermed pludselig kan være rum til frigørelse og intuition.
Hvor Stravinskij bliver ført bag lyset i et splitsekund af sine matematiske ligninger i ’Agon’ – den demonstrative flirt i Agon med tolvtonesystemet og dets lammende kvælertag.
Hvor Stravinskij for en stund har kikket Anton Webern i kortene og konstateret, at noget kan der hentes. Kortheden, den totale koncentration, nedsmeltning til de inderste kerner af anspændt, musikalsk udtryk.

I MONTREN

Det er den slags oplevelser, vi kan have med opsætningen af de tre balletter, ’Apollon’, ’Agon’ og ’Symfoni i tre satser’, skabt over en lang periode i komponisten og koreografens samarbejde.
Nu er de samlet op og anbragt i udstillingsmontren på Det Kgl.s Gamle Scene – Apollon oplevet som genkaldelse af Erik Bruhns eller Peter Martins Apollon – begge stod som lysende græske statuer i billede på billede, nu perfekt formuleret af Marcin Kupinskij med Camilla Ruelykke Holst som Terpsichore, der udtrykker alt med sin tyssende pegefinger, Alba Nadal som poesiens tryllemager Kalliope – hun har ikke meget at skrive på sin lille tavle – og Hillary Gusweiler, der som Terpsichore render med Apollon.
Er du i tvivl om, hvem de er, så knæk nakken og kik op i loftet, hvor hele bundtet af muser er malet – Terpsichore, dansemusen har fået sig en tamburin at spille med, den slags pjank ligger ikke til Balanchine eller til Stravinskij. Det er nok den sidste, der har dikteret de stramme formler. Det var det som regel. Balanchine, den nervøse og sky, evigt rygende koreograf var selv komponistuddannet, forstod og samstemmede.

NØJEREGNENDE

De tre balletter er som et musikalsk og koreografisk koncentrat af det mærkat, der er sat på en stor del af det 20. århundredes kunst. Den arkitektoniske klarhed og abstraktion, den nøgterne funktionalisme. Disciplinen. Den nøjeregnende præcision.
Stravinskij spurgte engang Balanchine i forbindelse med balletten ’Orpheus’, hvor længe en bestemt pas de deux skulle vare. ”Åh, ca. 2 og et halvt minut,” svarede Balanchine. ”Ikke cirka,” lød det hvast tilbage. ”To minutter og femten sekunder eller to minutter og tredive sekunder eller noget der imellem?”
Nøjagtigheden, præcisionen – hos danserne – kan man sagtens forstille sig vokse til det afgørende efter nogle forestillinger på Det Kgl. Det, der bringer dansen helt i svingninger med det tomme scenerum og den polarblå baggrund.
Og i total svingning med det spændt polerede kammerspil af strygerne i ’Apollon’, med det knivskarpe blæserspil i ’Agon’ og ’Symfoni i tre satser’. Balletterne er en lærebog i grafisk konsekvens og abstraktion.
I skønhed for skønheds egen skyld.           

GregersDH.dk