Thomas Corneliussen i ‘Mørke’ (Tegn.: Claus Seidel) *
MED VARMLUFT-KANONEN
Management-kursus med kanonen rettet mod egen tinding – Thomas Corneliussen og hans ‘Flyvende Grise’ for fuld styrke på Frederiksberg Scenen
Spiller indtil 21. april
*****
LAD os forestille os, hvad de bombarderer hinanden med af leve- og spilleregler på de bonede gulve i Dong og lignende steder.
Sikkert noget i retning af det, skuespilleren Thomas Corneliussen affyrer en parodi på på Frederiksberg Scenen, Nørrebro Teaters annex på Frederiksberg Rådhusplads. Instrueret af Tue Biering.
Corneliussen er den lyslevende kombination af en coach, kommunikationsrådgiver, spindoktor, managementkonsulent, avanceret HR-dynamo, teambuilder og hvad der ellers skal til, hvor som helst der er brug for varmlufts-kanonen til at få et firmas raske piger og drenge til at knokle sig en pukkel til, bonus og tentième ved årsskiftet og et hjerteslag ved daggry. Til firmaets ære og fremdrift selvfølgelig.
Og så føjer han sig selv til som det levendegjorte offer for sit eget ævl om, hvordan man skaber succes ved at blive ved at servere budskabet om at succes avler succes, at man bare skal køre på smil-til-verden-så-smiler-den-til-dig, som amerikanerne siger.
Han bryder sammen i sit eget tsunami-ræs af dynamik og konstant femte gear.
STORM BARIKADERNE
Corneliussen og holdet fra ’Flyvende Grise’ – det kalder de sig!! – har endnu engang præsteret en af den slags forestillinger, der i hæsblæsende tempo stormer barrikaderne i vores velfærdssamfunds sandslotte.
Med Corneliussen ene mand på scenen, men med alle de andre ved pumper, skruenøgler, lydgeneratorer og lys- og videoorgler for at skabe den slags totalteater, der har rødder hos folk som Chaplin og Jacques Tati.
De ’Flyvende Grise’ gjorde det for nogle år siden med ’Historien om alt’ på Teater Grob. Og ’Mørke’ på Frederiksberg Scenen har samme facon og kvaliteter.
Hvor Corneliussen i ’Historien om alt’ brugte sin præcision og kropsartistiske vitalitet på et gengive et livsforløb, skaber han i ’Mørke’ en langt-hen-ad-vejen smilende, selvsikker, fortravlet virksomhedskonsulent, der bare konstant lever flere meter i hælene på sin mobiltelefon, på kæresten, på kunderne, på sit eget personale – jagtet af sine egne skygger, med køleskabet og morgen corn flakes’ene som eneste faste holdepunkt. Og med stress og sindsoprivende hallucinationer, der vokser og vokser i styrke og paranoia, edderkopper, der gnækker bag væggene, kryb, der maver sig ind på ham, gulve, der bryder sammen under ham. Alt mens hans drømmescenarie om freden og lykken på en sydhavsø gradvis kramper sammen til stormfloder og undergang, kæresten lægger røret på, og graferne på væggen vokser i størrelse og antal, så han bliver mast ned i et musehul af dem.
TILBUD
Vi snakker om, at teater kan fungere som et spejl for os, der befinder os ude i virkeligheden.
Tilbyd den forestilling til virksomheds-kurser. De vil grine og blegne på direktionsgangene.
GregersDH.dk