MEDICIN FOR RASTLØSE

Wagners ’Parsifal’ er en gådefuld,  narkotiserende og øredøvende smuk forestilling på Operaen. Prøvelse eller balsam for rastløse sjæle. Og sikkert en  karismatisk oplevelse for gode kristne.

*****

GÅDER i ’Parsifal’. Masser! Eller nok i virkeligheden bare én stor: Hvem er jeg? Hvad skal jeg tro? Hvordan finder jeg ud af det?
Sådan arbejder Wagner sig gennem ’Parsifal’. Uden at ende andre steder end i, at kun døden har svaret.
Det sker til bedøvende smuk musik, et nærmest narkotiserende partitur. Ved opførelsen – premiere i aftes på Operaen – sætter dirigenten Harmut Haenchen Det Kgl. Kapel an til forspillet i buldrende mørke, ikke noget med entré og klap og buk og spot på. Musikerne ved, hvad de skal spille. Og vi skal straks indhylles i mystik og anelser om død.
Men sandelig også anelser om en musik, der giver sig tid – en enkel melodi i as-dur i et tempo, der sender os på noget af en evighedsrejse, hvor alverdens fortravlethed hurtigt skrinlægges, og vi belaver os på den lange vandring gennem de næste fem timer.

VARSEL

Vi aner, hvor vi skal hen. Faktisk har vi allerede i halvmørket på scenekanten set gralsriddernes afdøde konge Tintorel ligge på lit de parade ved scenekanten.
Et scenisk varsel. Musikalsk er vi bragt på de store vidder – selv Nietsche så det, selvom han bandede Wagner langt ned i helvede og skrev sit berømte ’Tilfældet Wagner’, der handlede om hans gamle ven, der pludselig var krøbet til korset, bogstaveligt talt, og ved sit livs afslutning mente, han måtte skrive om opstandelse, påskeunderet og om nadverens mystiske forvandling af Jesu blod til vin og hans legeme til brød. Musikken, erkendte Nietsche, var overjordisk smuk og sublim kunst.      

FORDYBELSE

Det kan man så sidde og fundere over, mens forspillet vælder frem i processionstempo – som ’Parsifal’ i det hele taget bølger frem i langt udspundne scener i – nå, ja, i et tempo, som aftenens dirigent Harmut Haenchen i øvrigt bruger mange sider til at gennemgå i aftens program.
Der er god tid til at fordybe sig i hans artikel – første pause er på tre kvarter. Artiklen handler i detaljer om, hvordan varigheden af ’Parsifal’-opførelser gennem tiden har svunget sig mellem fire og fem fulde timer, fraregnet pauser. Toscanini og Furtwängler som de langsomste. Alene Furtwänglers tempi skred 40 minutter som årene gik. Musikken blev til narkotisk rus, og handlingen i samme magiske åndedræt mere og mere stadier på vej i et ritual af søgen, tvivl, fordybelse, erkendelse.  
Det er altså en ganske gådefuld opera. Opera… eller hvad vi nu kalder ’Parsifal’. Et religiøst festspil. Eller en filosofisk afhandling om et eksistentielt problem. Wagner bruger ’Parsifal’ til at delagtiggøre os i sine spekulationer.

GRALEN

Her står nu Gurnemanz i starten og fortæller os, hvad det handler om. Det er Stephen Milling, der har ordet, og det er en lykke. For ikke alene har kæmpen Milling en pragtbas, han har også en aldeles formidabel tekstudtale, et tysk, der er mejslet i marmor.
Så vi indvies på glimrende vis i den sagnverden, der har opslugt Wagner og så mange andre, og som går som en tråd gennem den indoeuropæiske kultur – sagnene om gralen, den kalk, som Jesus drak af ved sit sidste måltid med disciplene, og som ved et under har overlevet, bevogtet af gralsridderne, ligesom det spyd, en slubbert af en romersk soldat stak Jesus med, da han hang på korset.
Velkendte historier og begreber for alle, der har stiftet bekendtskab med striben af bearbejdninger af den affære – fra Prins Valiant og Ridderne af det Runde Bord til Indiana Jones og hans jagt på gralen.
Velkendt. Og i ’Parsifal’ tilføjet forskellige elementer af Wagners evige beskæftigelse med forsøg på forløsning og sublimering gennem mytiske, for ikke at sige mystiske indsatser fra personer, der nærmest kommer ud af det fjerne, hvad enten det er Lohengrin – som også er gralsridder og minsandten søn af Parsifal, Siegfried i ’Ringen’ eller som her: Parsifal. Væsener, der er på kanten af jordisk eksistens og delvis ubesmittet af jordisk svigagtighed. Selv i ‘Tristan og Isolde’ ovevejede han at indlægge Parsifal i 3. akt!)

I VAGINA

I operachef Keith Warners iscenesættelse på Det Kgl. er valget naturligvis faldet på Stig Fogh Andersen, der sent i karrieren stadig har sin lysende faste heltetenor på plads ligesom sit ungdommelige, undrende sind. Keith Warner tegner med fede typer: Han anbringer Stig Fogh i en barneseng som indgang til de prøvelser, han senere skal udsættes for. Ømt.
I 2. akten fristes han f.eks. til stregen af Randi Stenes Kundry – en tvetydig kvinde, der både er heks, men også selv offer for manipulationer omkring hende.
Warner og hans scenograf har væltet 1.aktens borgtårn over ende og omskabt den til en blodrød kvindelig vagina, hvor Kundry øver sin forførelse med det skammelige greb, der består i at besnakke ham om en mor, han har glemt, om ødipal situation: Kom i min favn, sønnike!
Randi Stene er overordentlig forførende, men stemmemæssigt lige for meget mezzo til at synge et rent sopranparti. Tina Kiberg vil komme til ved nogle senere forestillinger.
Warner er faldet for den øjeblikkelige praksis med at lade folk komme svævende ned fra loftet. Men blomsterpigerne omkring Kundry daler henrivende og synger kønt for Parsifal i denne 2. akt.

HELING

I 3. akten er tiden rundet, Parsifal har erobret det fatale spyd og vender tilbage til gralsridderne, der lever i en miserabel forfatning, scenen ligner en genbrugsstation, og her oplever vi en af Keith Warners smukkest instruerede scener – den ydmyge, forvandlede Kundry – hun har hele tiden haft det i sig – Gurnemanz og Parsifal kredser i nærmest statisk afventen på en art forløsning – den indfinder sig for øjnene af den samlede stab af desillusionerede gralsriddere, da Parsifal berører Amfortas frygtelige sår, og såret heles. Jesus befinder sig et sted i dette regi, en upræcis konstellation af Parsifal og Amfortas, jo mere mystisk og forunderligt jo bedre.
Den sidste synges voldsomt flot af John Lundgreen – Den kgl. Opera har et luksuøst galleri af store baryton- og basbaryton-sangere. Uden at vi dermed skal forklejne en stribe af andre kongelige sangere, der bidrager i mindre roller.

MORDERISK

’Parsifal’ er en mastodontindsats af Operaen – lige efter ’Kvinden uden skygge’ – med ekspanderende smukt spil af Kapellet, en forbløffende fungerende scenografi af englænderen Es Devlin, igen som i ’Kvinden uden skygge’ med eventyrlige, videodesignede elementer, der ikke bare befrier os fra fortidens kluntede sceneopbygninger, men som også tilfører poesi og malerisk skønhed.    
Længden er morderisk for rastløse sjæle, men måske netop for de rastløse en balsam så beroligende som den, Kundry på sær vis hjembringer fra Indien til helbredelse af Amfortas åbne sår.
For gode kristne må ’Parsifal’ være en både betagende og provokerende oplevelse. Påskeunder, nadver, ridderromantik, østerlandsk mystik og glødende erotik i én tur. For andre måske især egnet til søvngængeragtig musikalsk fordybelse.

GregersDH.dk