OPERA MED HELE KROPPEN

Den karismatiske dirigent Lars Ulrik Mortensen er et lykketræf for Den Kgl. Opera. Han har bragt barokkens storværker til sprudlende liv. Nu kommer Händels ’Partenope’ på Operaen.

Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller

x

”Jeg er virkelig ikke dirigent i traditionel forstand.”

Lars Ulrik Mortensen ser på mig, som om han var d’Artagnan trængt op mod en væg med trukket kårde. Forsvarer sig. Går til modangreb.

”Jeg styrer noget energi. Og jeg sætter nogle initiativer i gang. Men det er klart: Jeg er diktator. På samme måde som andre dirigenter!”

Det tager vi for pålydende. Undtagen, at der skulle være på samme måde som andre dirigenter. Ingen, der har set og hørt Lars Ulrik Mortensen dirigere, synes, at han ligner nogen anden dirigent. Den måde, han svinger – taktstokken, havde jeg nær sagt.
Han svinger netop ikke nogen taktstok. Bruger slet ikke sådan én. Han bruger til gengæld fra sin plads bag cembaloet krop og arme, hoved og fingre, manke og øjne. Hvad som helst. Og der kommer musik ud af ham og hans orkester, Concerto Copenhagen, musik, som ikke ligner, hvad så mange andre bedriver.
Det er nogle meget optaget af. Og det får de lejlighed til at studere igen, når Den Kgl. Opera smider endnu et kort på bordet i den opgradering af barok-opera, der i de seneste år har nærmet sig en krigserklæring mod operavanetænkning i dette land.
Kortet hedder denne gang ’Partenope’ (tryk på 2. stavelse), en opera af Händel, skrevet i 1730. Opsætningen følger på nogle sæsoner, der har ekspederet barokoperaer op i kanonhøjder på Operaen. Først Händels ’Julius Cæsar’, som fik folk til at overnatte foran billetkontoret, da rygtet løb: Der foregår noget genialt. Og senest Monteverdis ’Poppeas kroning’ i denne vinter. Kulmination på sæsonen. Modtaget med jubel. Og Reumertpris-belønnet.
Hvad sker der? Rustne to-tre hundrede år gamle sager! Når nu folket nok hellere ville have ’Bohème’. ’Tosca’. Og ’Matador’!

”Det har sådan set ikke noget med mig at gøre,” siger Mortensen. ”Og det er jo ikke sådan, at Det Kgl. Teater har kastet sig på sine grædende knæ og tryglet publikum om at overvinde sine fordomme og komme ind og se det her. Det er fordi de operaer har vist en udtrykskraft og en enorm intensitet i kommunikation til publikum. En friskhed, råhed og farverigdom, som vi ikke møder, når vi spiller romantisk opera. ’Julius Cæsar’ for seks år siden blev kvantespringet. Den gjorde det umuligt at opretholde standardfordommene mod barokopera. Og mod barokmusik i øvrigt.”

– Hvilke fordomme? 

”F.eks. at det er kedeligt. Noget med oboen, der aldrig stemmer, luten, man ikke kan høre, og violinen med sine kattetarme. Og at de violinister, der spiller barokmusik kun er dem, der ikke kan finde ud af at spille Tjaikovskijs og Sibelius’ violinkoncert. Alle de fordomme! ’Har du hørt én Vivaldi-koncert, så har du hørt dem alle sammen!’ Idiotiske klichéer! Det har vi sat os for at ramme en spids igennem. Barokmusikken er fuld af overraskelser. Af chok. Jeg tror ikke, folk går ind og hører en Mahler-symfoni for at blive overrasket. Eller få et chok. De går ind for at bekræfte sig selv og hinanden i, at sådan lyder dén musik. Den holdning var noget af det, der fik mig til at vælge romantisk musik fra. Dét gad jeg ikke. Nu er det også gået op for publikum, at der er andet og mere at hente i barokmusikken. F.eks. i  operaerne. Fest, farver og liv. Drama.”

– Du er selv blevet et karismatisk centrum i det her. Hvordan har du det med dét?

”Det har jeg det da godt med. Jeg elsker at se den musik, jeg brænder for, blive delt af så mange mennesker. Jeg er godt klar over, at jeg til tider løber risikoen for at skabe støj på linjen. Og at jeg nogle gange med mit fysiske engagement risikerer, at publikum måske mere ser end hører. Det er naturligvis en fare. Det er jeg bevidst om. Der er faktisk ting, jeg vælger ikke at gøre. Fordi jeg ved, det vil være for meget.”

– For meget  – hvad?

”I de senere år er jeg blevet klar over, at jeg kan slippe nogle kræfter fri ved at gøre mindre selv. Ikke altid styre ned i mindste detalje. Og dermed opnå nogle resultater, som heller ikke jeg havde forventet. Men man skal nyde den situation, man sætter sig selv i – ellers skal man lade være! Og jeg nyder den i fulde drag, kan du tro. Om nogle synes, jeg er for meget, det er jeg relativt ligeglad med. Det kan jeg ikke bruge til noget. Frygt for eller spænding om, hvad man vil synes, kan jeg ikke bruge konstruktivt. Det afgørende er den fuldstændige kommunikation med musikerne og sangerne. Lydhørhed og spontanitet.”

– Spontane improvisationer?

”Selvfølgelig. Der er meget, der kan være anderledes fra aften til aften. Dynamik, tempo. Og så har sangerne en vis frihed til at improvisere deres forsiringer i en arie. Der er indbygget nogle åbne muligheder. Lige som i rockmusikken. På den måde ligner barok og rock hinanden. Det er en del af begge genrers livskraft. Stilmæssige lighedspunkter for musikere og sangere, der er indforstået med den genre, de arbejder i. Det ved jeg på egen hud, for jeg spillede nogle år med rockorkestret Culpeper’s Orchard, da jeg var omkring 20 år.”

– Er det ikke svært at styre i en opera?

”Nogle sangere vil gerne have, at jeg kommer med bud på, hvor og hvordan der kan improviseres. Men f.eks. fortæller Andreas Scholl og Tuva Semmingsen mig med al ønskelig tydelighed, at det skal jeg fandeme ikke blande mig i. Det skal de nok selv klare. Det har jeg det fint med. Selvfølgelig ved vi i store træk, hvad der foregår. Det er ikke det rene anarki. Men kravet er maksimal lydhørhed. F.eks. har vi et begreb, vi kalder IMITATIONSPLIGT. At en sanger synger noget, og orkestret derefter imiterer. Som regel mindre, kortere fraser. Uanset, hvad sangeren laver på det sted, skal orkestret gøre det samme. Det har vi det sjovt med. Nogle gange i løbet af en forestilling kan sangerne prøve mere og mere at få orkestret hylet ud af det: Ok, venner, fanger I denne her? et handler om, at jeg og musikerne virkelig slår ørerne ud og leger med.”

– Du kender dine musikere ud og ind. De er håndplukkede. Men CoCo – Concerto Copenhagen –  er free lance. Det lyder besværligt.

”Det er det. Ingen fastansættelser. Ingen pension. Ingen tjenesteplaner. Ingen social sikkerhed. Kulturministeriet støtter med under halvdelen af, hvad det koster at køre orkestret. Kun lige, hvad der dækker administrationen. Resten skal hentes hos sponsorer og dem, der hyrer os, bl.a. til koncerter i udlandet, hvor der er mangeårig og meget stor interesse for barokmusik. Jeg synes selvfølgelig, at med den opmærksomhed, som den historiske musik nu også har fået i Danmark, så kunne et af de faste danske orkestre godt være et orkester, der specialiserede sig i historisk musik.”

– F.eks.  jeres.

”Et orkester af den type. For nu at sige det sådan. Når der er råd til af have syv-otte symfoniorkestre i et Danmark med kun fem millioner mennesker, så synes jeg godt, der kunne være plads til et ensemble à la CoCo. Måske som regionalensemble et eller andet sted. Hvis et af de traditionelle symfoniorkester f.eks. turnerer, så dækkes alle omkostninger, diæter, overnatninger o.s.v. af deres faste driftsbudget. Vi bliver tit spurgt: Hvorfor spiller I så lidt i Danmark? Altså, venner: Vi spiller jo ikke triosonater! Vi er et orkester på 25 musikere. Skal vi til Århus og spille Vivaldi eller Bachs Brandenburgerkoncerter, så er de første 60.000 kr. væk, inden vi har set os om. Der skal regnes en del på vores kontor og arbejdes hårdt med sponsorer og arrangører, før vi er af sted.”

– Men nu gælder det Det Kgl. og ‘Partenope’.

”Det er ’Partenope’ fra nu af. Premiere 4. oktober. Jeg får ikke andet i hovedet. Tænker ikke på andet. Taler ikke om andet. Når vi har spillet sidste forestilling 27. oktober, går der tre dage. Så er ’Partenope’ blæst ud.