Maria Kontra og Jens Søndergaard i ‘Orkestergraven’ (Foto: Carsten Andreasen)

MORDET I OPERAEN

Den Fynske Opera har lagt gedigne kræfter i ’Orkestergraven’, der bekræfter forestillingen om operascener som hjemsted for blodige intriger og hændelser.

****

RIGTIG godt tænkt! Vi er i orkestergraven i et stort operahus. Der er prøve på en opera –  de har valgt ’Orfeo’, nok fordi det er det mest praktiske.  I forlægget, som er Anne-Marie Vedsø Olesens novelle ’Orkestergraven’, handler det om ’Rusalka’, men ’Rusalka’ kræver stort orkester, og ’Orfeo’ kan man bedre få os til at tro på i en fin lille kammerbesætning.
Lige meget. Primadonnaen er skudt i dirigenten, det er gensidigt, og så går det løs, lidt blodigere end på Det Kgl., eller skal vi sige lige netop så blodigt som man i sine onde drømme kan tænke sig til de rystende hændelser bag kulisserne på Kgs. Nytorv, hvis man har makaber fantasi.
I Vedsø Olesens novelle, som hun selv har omarbejdet til libretto til brug for komponisten Bo Gunge, er der hverken tummelumsk bestyrelsesformand, forskrækket direktør, flygtet dirigent eller lige så flygtet operachef, heller ikke en rasende balletmester, for ikke at tale om konsulent, der hænger ved den karismatiske balletmesters læber  – der er ’bare’ en kapelmester med sindsoprivende tilbøjeligheder.

BESAT

Dirigenten er besat af sin sopran i den grad, at han vil se blod, han er en Dracula uden abnorme hjørnetænder, men med en abnorm destruktionslyst, der byder ham i sin euforiske besættelse af damen at anskaffe sig udstyr til at hakke tungen af hende, partere hende og proppe hende i en sæk, så han kan blive forløst for sin tilbøjelighed.
Sådan er dét. Edgar Allan Poe har ikke levet forgæves, og for resten sker den slags jo også i den skinbarlige virkelighed.
Den Fynske Opera har følt det nødvendigt at advare publikum og dermed lokke det til fadet, og forlystelsessygen har også tiltrukket tv-programmet ’Smagsdommerne’, der optog sekvenser denne tirsdag aften for på torsdag aften at diskutere fænomenet horror opera.

GENNEMSIGTIGT

For komponisten Bo Gunge er det en glimrende anledning til at få de hårrejsende hændelser i historien til vokse ud af en helt urban behandling af ensemblets instrumenter, el-strygere – violin, bratsch og cello – suppleret med den skønneste soloobo og engelskhorn og elegant slagtøj – alt sammen så kønt og elskværdigt, gennemsigtigt og velklingende, at rædslerne kommer til at stå rent og purt, ingen sindssyge klange og fræsende anfald i musikken, som kunne distrahere dér, hvor det måske ellers kunne være stimulerende at give los instrumentalt. Her får vi tværtimod i kontrast blodsudgydelserne til at stå så meget ondere.
Tilsvarende bliver der også sunget overordentlig kultiveret – dirigenten har det store træk, rollen er barytonen Jens Søndergaards, han kan oven i købet svinge taktstokken på behørig vis, men først og fremmest kan han få galningen til at fremstå så storartet og patetisk overbevisende, som var det Kong Philip i ’Don Carlos’, han fremstillede. Det tilfører rollen en effekt, så man er tæt på at blive rørt over maestroens ubegribelige fremfærd.
Den gennemførte, raffinerede understatement i orkestret kommer også den fine mezzosopran Maria Kontra til gode i rollen som den forelskede primadonna Isabella, der har besvær med at styre sit vibrato af lutter forgabthed i dirigenten.

GODT GREB

Det er en hurtigt kulminerende fortælling – mordet på sangerinden sker inden pausen, et mord malet ud i de mindste detaljer. Heldigvis på film, som vises – blended med begivenhederne i halvmørket – på storskærm.
Det er ikke for ingen ting den trænede filminstruktør Martin Schmidt, der har iscenesat forestillingen, så vi ikke er henvist til kluntede greb, men råt er det – sangerindens afsavede hoved løftes triumferende af maestroen, overordentlig livagtigt og ikke som de afhuggede vikingehoveder af pap, der trillede lystigt hen ad de islandske strande i Gabriel Axels ’Den røde kappe’.
Martin Schmidt har godt greb om den ekspanderede scene, selvom det fungerer lidt tungt med koret, når det skal ind og ud i diverse scener.
Hvis vi får myrderiet leveret i skarp sovs og præcist, så skal vi åbenbart samtidig pirres af undren over, at instruktøren lader sækken med det parterede lig stå i vejen for samtlige agerende i dirigentens garderobe, så de alle ustandselig er ved at falde over den, samtidig med at de desperat efterlyser den forsvundne sangerinde.
Ikke voldsomt gennemtænkt. Den dramaturgiske logik tillader omvendt det lille orkester at være til stede i orkestergraven uanfægtet af, at mord og lemlæstelse sker på klods hold ved nattetide hen over flyglet i den ’tomme’ grav. Illusion på teaterscenen har sine spilleregler.

ILLUSION

2.akten rummer al den magiske eventyrillusion, men kan bede om – sangerinden dukker op i dirigentens betændte hjerne under hans jagt på pigens afskårne tunge, der ikke er kommet med i sækken – politi er tilkaldt af forestillingslederen, som Jens Krogsgaard lægger al sin heltetenor til, mens man i panik forbereder sig på at komme i gang med premieren.
Vi lytter til den genkomne Isabella i en vældig slutscene, Orfeo-myte blander sig med Rusalka-myte, dirigenten ser syner under den blodige måne, som var han Wozzeck, og det bliver lidt langt, men bekræfter alligevel, alt sammenlagt, at Bo Runge og Martin Schmidt har begået en ny dansk opera, der fascinerer ved sin elementære slagkraft. 

GregersDH.dk